En mark i barndomsminder. Illustrationsfoto: D.KC
I vores børns øjne var rismarkerne dengang ikke bare stedet, hvor vores forældre slidde og slidde i solen og regnen, men et enormt univers, en vidunderlig verden, der udfoldede sig foran os. Der, barfodede og mudrede, kunne vi boltre os frit, mens vores latter ringede som klokker i den grænseløse vidde. Vi lod vores sjæle svæve med drager, der svævede i vinden over rismarkerne, mens vi entusiastisk jagtede drilske græshopper og fårekyllinger. Nogle gange lå vi bare på det frodige, grønne græs og stirrede på de luftige, hvide skyer, der drev forbi, og fremmanede utallige finurlige former i vores uskyldige fantasi.
Den uskyldige latter, børnenes lege, de små fodtrin, der jagter hinanden på dæmningen ... alt sammen er prentet ind i min sjæl som slowmotion-film, aldrig forsvindende. De blide rismarker lærte os at værdsætte hvert eneste uberørte korn, at værdsætte værdien af den sved, der blev udgydt på markerne, og frem for alt at føle en dyb, uadskillelig forbindelse med naturen og det land, der nærede os.
Nu har livet ført mig langt væk fra de elskede marker, men hver gang jeg uventet får et glimt af grønne rismarker på billeder, eller får et glimt af store marker langs vejen, vælder en dyb længsel op i mit hjerte. Det er ikke bare en længsel efter et fredeligt, smukt landskab, men også efter de uskyldige, sorgløse dage i min barndom, efter de ægte venner og de ømme minder, der nærede og formede min sjæl, mens jeg voksede op.
Markerne og min barndom vil for altid være en uadskillelig del af mit hjerte. De er landets søde melodi, der blidt genlyder, når jeg lukker øjnene, når jeg husker mit hjemland, de fredelige dage, der er gået. Åh, marker, min barndom ... for evigt levende i min erindring.
Hua Xia
Kilde: https://baocamau.vn/canh-dong-oi-tuoi-tho-toi--a99302.html











