Da jeg stod foran det brusende Ban Gioc-vandfald, indså jeg, at grænsen ikke bare er en linje på et kort. Den er tydeligt til stede i lyden af vandfaldet, i det røde flag med en gul stjerne, der vajer på grænsehimlen, og i Quây Sơn-floden, der lydløst snor sig rundt – hvor Tay-folket har boet i generationer og bevaret dette grænseområde.
En unik oplevelse
For at nå Trung Khanh – en fjerntliggende grænseregion i Cao Bang-provinsen – tog det mig en hel dags rejse: Jeg tog det første fly til Hanoi , steg derefter ombord i en bil og krydsede adskillige bjergpas. Som svar på mit spørgsmål om, hvornår vi ville ankomme til Ban Gioc, sagde chaufføren, at vi skulle tælle syv pas for at nå vores destination: Giang-passet, Gio-passet, Ma Phuc-passet… Jeg beundrede i ro og mag skovene og de sammenhængende bjergkæder. Ved hvert interessant sted stoppede han bilen, så vi kunne hvile os, tage billeder og dele nogle historier: historier om helten Nung Tri Cao, historier om de unikke planter på hvert sted. Cao Bang fremstod således meget tæt på og levende gennem historierne fra en ægte, venlig lokalbefolkning, der var bekendt med enhver snoet vej.
Den tidlige morgensol vækkede Chongqing; min telefon viste, at temperaturen kun var omkring 13 grader Celsius. Ban Gioc-vandfaldet, indhyllet i en hvirvlende tåge, fremstod æterisk og overjordisk, som et eventyrland på jorden. Foran mig lå et vidtstrakt landskab: på den ene side var der rismarker efter høsten, på den anden side vand, der fossede ned ovenfra over lag af kalksten og skabte hvide sprøjt som tåge, glitrende og magiske i sollyset.
Ban Gioc-vandfaldet er ikke kun berømt for sin naturlige skønhed, men ligger også på en helt særlig geografisk beliggenhed: på grænsen mellem Vietnam og Kina . Det er det største naturlige vandfald i Sydøstasien, over 60 meter højt, med den længste hældning på cirka 30 meter, opdelt i mange sammenhængende kalkstenslag og strækkende sig over hundredvis af meter. Ved siden af Ban Gioc-vandfaldet ligger Milestone 836, et vartegn af hellig historisk betydning.
Landgrænsen mellem Vietnam og Kina er 1.449.566 km lang og starter i Dien Bien og slutter i Quang Ninh. Blandt de syv nordlige grænseprovinser, som denne grænse går igennem, har Cao Bang flest grænsemarkeringer: 634 markeringer (469 hovedmarkeringer, 165 hjælpemarkeringer). Markering 836 er den sidste markering, der er rejst langs grænsen mellem de to lande.
Dette er en dobbelt markør med samme nummer: på den vietnamesiske side er det 836(2), på den kinesiske side er det 836(1). Fordi det er et par markører med samme nummer, er begge sider af markør 836(2) indgraveret med ordet "Vietnam". Nummeret 2001 på markøren er ikke året, hvor markør 836 blev placeret, men registrerer begivenheden i 2001, hvor Vietnam og Kina færdiggjorde afgrænsningen og placeringen af markører langs hele landgrænsen. Faktisk blev markør 836 placeret den 14. januar 2009.
Bản Giốc-vandfaldet fungerer som en naturlig grænse, hvor vandfaldets midtpunkt markerer grænsen mellem Vietnam og Kina. I henhold til aftalen om samarbejde om beskyttelse og udnyttelse af Bản Giốc-vandfaldets turismeressourcer har borgere fra begge lande tilladelse til at rejse og besøge vandfaldet, men de har ikke tilladelse til at gå i land. Derfor tilbyder en tur til Bản Giốc, hvor man kan sejle i både og beundre grænselandet, de besøgende en helt særlig og hellig oplevelse.
Til kilden af Quay Son-floden
Mens jeg stirrede på det brusende hvide skum fra Ban Gioc-vandfaldet, spekulerede jeg på, hvilken kilde der skabte et så storslået skue. Drevet af nysgerrighed tilbragte jeg en dag med at vandre opstrøms på Quay Son-floden – hvor det rolige, poetiske vand snor sig gennem kalkstensbakker, terrasserede rismarker og Tay- og Nung-folkets landsbyer i Ngoc Con og Phong Nam.
I den seneste høstsæson var der kun stub tilbage på de store marker. Chaufføren sagde, at hvis vi var ankommet et par uger tidligere, kunne vi have oplevet det gyldne landskab i Cao Bangs høstsæson, der strækker sig over dalene på begge bredder af Quay Son-floden.
Quây Sơn-floden har sit udspring i Guangxi (Kina) og løber ind i Vietnam nær grænseporten Pò Peo. Dens smaragdgrønne vand afspejler fredelige landsbyer, frodige bambuslunde, bøffelflokke og heste, der græsser fredeligt, og svajende hvide siv. Når man ser på flodens blide strøm opstrøms, er det svært at forestille sig, at den på nogle punkter støder på massive kalkstensformationer, før den fosser ned og skaber det majestætiske Bản Giốc-vandfald midt i bjergene i det nordøstlige Vietnam. Fra Bản Giốc-vandfaldet fortsætter Quây Sơn-floden langs grænsen mellem Vietnam og Kina og løber derefter tilbage ind i Kina ved grænseporten Lý Vạn og afslutter en komplet og fortryllende rejse gennem Vietnam.
Langs Quây Sơn-floden har de etniske grupper Tay og Dao bygget mange vandhjul til at transportere vand til vanding af deres terrasserede rismarker. Takket være disse vandhjul har ris, majs og andre afgrøder på markerne langs begge flodbredder tilstrækkeligt med vand året rundt, hvilket resulterer i rigelige høster hver sæson. I rishøstsæsonen bygger folk vanddrevne rismøller i områder med små vandfald langs bredderne. Efter en nat males risen i møllen til ren hvid ris – en simpel, men genial arbejdsmetode, som bjergboerne bruger.
På Quây Sơn-floden mindede flokke af ænder, der legede, mig om en berømt ret fra grænseregionen: Trùng Khánh stegt and. Fritgående ænder marineres, fyldes med mac mật-blade og steges derefter over trækul, indtil skindet er gyldent, sprødt og duftende. Tay- og Nung-folket har et ordsprog: "Bươn chiêng kin nựa cáy, bươn chất kin nựa pết", hvilket betyder: I den første månemåned skal du spise kylling; i den syvende månemåned skal du spise and. Disse retter er ikke kun kulinariske lækkerier, men også kulturelle aspekter, der er dybt forbundet med folks liv i grænseregionen.
Vi forlod Quây Sơn-floden og besøgte stenlandsbyen Khuổi Ky – en lille landsby beliggende ved foden af kalkstensbjerge, hvor tiden synes at gå langsommere. Vejen, der fører ind til landsbyen, er brolagt med sten; trapperne, hegnene og selv husmurene er bygget af bjergsten. Midt i bjergenes og skovenes grønne landskab fremstår husene på pæle med yin-yang-tegltage gamle og rustikke, som om de er taget ud af en svunden historie.
Landsbyboerne siger, at disse stenhuse på pæle har eksisteret i hundreder af år, siden omkring slutningen af det 16. århundrede, hvor Mac-dynastiet kom til Cao Bang for at bygge fæstningsværker. Den dag i dag er der kun 14 stenhuse på pæle tilbage i landsbyen, der stadig har bevaret næsten deres oprindelige udseende.
I dag byder Khuoi Ky Stone Village ikke kun indenlandske besøgende velkommen, men tiltrækker også mange internationale turister. I de gamle stenhuse samles gæster og værter omkring en kop varm te, nyder friskbagte donuts og snakker på gebrokkent engelsk blandet med venlige smil. Nogle prøver endda Tay-folkets traditionelle indigo-tøj for at tage billeder midt i den gamle stenlandsby. Jeg indså pludselig, at disse højtidelige stenhuse ikke kun er en kulturarv fra Tay-folket, men også et vidnesbyrd om et samfund, der har klynget sig til dette land og denne landsby i grænseregionen i århundreder.
Den lange forretningsrejse kom endelig til en ende, og det var tid til at sige farvel til Bản Giốc, til Quây Sơn-floden – hvor jeg rørte ved grænsemærket og forstod, at begyndelsen på en nation nogle gange kan være så klar og levende: en flod, et vandfald, en landsby og folket, der stille klamrer sig til landet ved nationens grænse.
Og måske er hjemlandet ikke bare noget at se, at navngive, men også noget at røre ved – med al den nærhed, hellighed og helt almindelige følelse.
Kilde: https://baolaocai.vn/cham-vao-to-quoc-post897200.html
![[Foto] Generalsekretær og præsident To Lam i samarbejde med det Tekniske og Faglige Center, Ministeriet for Offentlig Sikkerhed](https://vphoto.vietnam.vn/thumb/1200x675/vietnam/resource/IMAGE/2026/07/06/1783318005842_a1-bnd-1129-2263-jpg.webp)
