
Den 5. juli 2026 fejrede officerer og soldater fra DK1-platformen 37-årsdagen for etableringen af den økonomiske - videnskabelige - tekniske - serviceklynge på den sydlige kontinentalsokkel af fædrelandet.
Syvogtredive år er gået, siden de første offshore-platforme blev rejst midt ude på havet. Utallige generationer af soldater har trodset bølgerne og vinden; nogle vendte tilbage, andre forblev for evigt til søs. Men én ting har aldrig ændret sig: eden om at beskytte havet og ånden om, at "så længe der er mennesker, vil der være platforme".
Et brev sendt fra midten af havet.
Selv som pensionist husker hr. Nguyen Van Nam stadig levende den mest særlige rejse i sin militærkarriere.
I juli 1989, da han var kaptajn, blev han tildelt kommandoen over 13 officerer og soldater for at bygge og vedligeholde Phuoc Tan offshore-platformen. Hans datter var lidt over et år gammel, hans kone var meget ung og syg. "Jeg vidste, at jeg elskede min kone og barn meget højt, men en soldat skal gå, når han modtager ordrer," fortalte hr. Nam.
Dengang var DK1 et fremmed koncept for mange. Efter Gac Ma-hændelsen i 1988 føltes hver rejse til søs som at træde ind på en ny slagfront. Det åbne hav, de barske bølger, de uforudsigelige farer. Før skibene satte sejl, opmuntrede enhedens ledere hver person og lovede en tilbagevendensdato. Men inderst inde turde ingen være sikre på, at de nogensinde ville komme tilbage.
Hr. Nam husker stadig det brev, han skrev ombord på HQ-727, efter at skibet havde forladt fastlandet. Han instruerede sin yngre bror i Vinh Phu: "Hvis jeg bliver dræbt, så tag til Vung Tau og bring min kone og børn tilbage til vores hjemby, så de kan bo der..." Det var ikke bare hans ord; de afspejlede den følelse, som utallige soldater på DK1 delte i de vanskelige tidlige dage.
Efter mere end tre dage og tre nætter til søs ankom skibet til Phuoc Tan-grunden. Platformen var dengang meget rudimentær, mindre end 7 meter over havets overflade. Blot et par dage senere rasede en storm, med voldsomme bølger, der konstant hamrede mod strukturen. Ferskvandstankene knuste, og andre komponenter blev alvorligt beskadiget. I fare for kollaps blev overordnede tvunget til at beordre hele styrken til at trække sig tilbage til fastlandet. En måned senere vendte de tilbage med tønder ferskvand, petroleum og en beslutsomhed om at blive til søs. Kaptajn Nguyen Van Nam og hans kammerater fortsatte med at leve dagene med "Robinson Crusoe i havet".

Dengang var der ingen telefoner; håndskrevne breve var den eneste forbindelse mellem hav og land. Aviser var kun tilgængelige hver anden måned. Hver person fik kun omkring 5 liter frisk vand om dagen til alle deres daglige behov. Badevandet blev brugt til at vande grøntsager. Hver storm var en liv-eller-død-situation. Alligevel tænkte ingen på at forlade stedet i løbet af de 11 måneder, de holdt stand ved Phuc Tan. Fordi de forstod, at bag disse stålsøjler midt på havet lå Fædrelandets hellige suverænitet .
Dem, der hviler i havet.
Efter kaptajn Nguyen Van Nams vagt var slut, blev Phuc Tan-platformen overdraget til seniorløjtnant Bui Xuan Bong og løjtnant Nguyen Huu Quang sammen med deres kammerater for at fortsætte missionen med at beskytte den nationale suverænitet i forkant af bølgerne.
Når man tænker tilbage på DK1's historie, kan de soldater, der er stationeret der i dag, stadig ikke glemme den voldsomme storm, der indtraf den 4. december 1990 - et smertefuldt minde, men også et vidnesbyrd om den urokkelige vilje hos soldaterne, der "står højt med hovedet i himlen og aldrig rører jorden med fødderne".
Den nat rasede Det Sydkinesiske Hav. Vinden hylede og rev gennem mørket. Bølger på snesevis af meterhøje slog uophørligt mod platformen. Midt i det enorme hav bukkede strukturen, allerede plaget af stormen, endelig under for naturens skræmmende kræfter. Phuoc Tan-platformen kollapsede. I det øjeblik af liv og død blev ni officerer og soldater skyllet i havet. I den kulsorte nat, uden et eneste lys eller støtte, kunne de kun klamre sig til stykker opdrift, tønder eller noget andet, der flød på vandoverfladen, for at kæmpe for deres liv.
Havet var bidende koldt den nat. Voldsomme bølger sænkede sig gentagne gange og løftede dem derefter midt i hylende vinde. Hvert minut føltes uendeligt. I den alvorlige situation skinnede kammeratskabet klarere end nogensinde. Løjtnant Nguyen Huu Quang gav sin sidste ration til sin udmattede kammerat. På den skrøbelige grænse mellem liv og død tænkte han stadig på andre før sig selv. Så brød en enorm bølge ind. Den unge officer var for evigt tabt i havet.
Løjtnant Bui Xuan Bong var heldig nok til at klamre sig til en plastikbeholder. Soldaterne Ho The Cong og Nguyen Van Quynh klamrede sig fast til en tønde, der drev til søs i 15 timer, før de blev fundet og reddet af et skib. Men ikke alle fik chancen for at vende tilbage. Tre officerer og soldater omkom til søs: Løjtnant Nguyen Huu Quang, lægen Tran Van La og soldaten Ho Van Hien. De blev de første martyrer på DK1-platformen.
Disse tre soldater ofrede deres ungdom midt i det store hav og blev ét med bølgerne på den sydlige kontinentalsokkel i vores hjemland. Deres offer er ikke kun nedskrevet i DK1's historie med højtidelige indskrifter, men lever også videre i minderne hos mange generationer af officerer og soldater, der var stationeret på platformen. Hver gang årets storm nævnes, tier DK1's soldater. For bag freden på platformene i dag ligger sved, tårer og endda blod fra de faldne.
Disse mænd brugte deres egne liv til at skrive det første tragiske kapitel i DK1's historie og bekræftede en simpel, men hellig sandhed: suveræniteten over nationens have og øer har aldrig været noget, der kommer naturligt, men er altid optjent gennem ofringen af landets mest fremragende sønner og døtre.
Midt i det enorme hav og den enorme himmel lever deres navne videre med bølgerne, vinden og de tårnhøje offshoreplatforme forrest i bølgerne. Disse er soldaterne, der har hvilet sammen med havet, men deres ånd vil fortsat inspirere nutidens generationer til standhaftigt at beskytte nationens have og himmel.
Og 36 år er gået siden den skæbnesvangre storm, nye, mere solide offshore-platforme er dukket op, men enhver soldat på Phuoc Tan-platformen ved, at under bølgerne, der slår mod fundamentet af denne struktur dag og nat, ligger stedet, hvor deres kammerater er blevet udødelige ...
Fortsæt med at skrive den episke saga midt i det store hav.
Syvogtredive år efter etableringen har DK1 ændret sig dramatisk. De nye platforme er mere robuste og moderne, kommunikationen er mere bekvem, og levevilkårene er bedre end før. Men havet er stadig det samme. Storme raser stadig hvert år, og månederne langt fra fastlandet er fortsat en udfordring for enhver soldat.

Oberstløjtnant Nguyen Trung Duc, politisk officer i DK1, fortalte, at enhver officer og soldat altid husker tidligere generationers ofre. "For soldaterne i DK1 er platformen vores hjemland, vores kammerater, vores land og også et løfte til folket. Platformen er et symbol på ære og urokkelig beslutsomhed hos flådesoldaterne."
Kaptajn Tran Van Luc (politisk officer for DK1/10 offshore-platformen), der repræsenterer nutidens unge generation af officerer, sagde, at historier om deres forgængere altid bliver fortalt under hver mission. "Vi glemmer aldrig dem, der kom før os. Fortidens vanskeligheder og ofre er fundamentet for, at nutidens generation kan fortsætte med at klamre sig til havet og beskytte hver offshore-platform og hver del af vores fædrelands hellige suverænitet."
Midt i havets vidtstrakte vidder står DK1-offshoreplatformene som levende vartegn på den sydlige kontinentalsokkel. I de sidste 37 år har utallige soldater viet deres ungdom til havet der. Nogle er vendt tilbage til deres elskede hjem, andre er blevet ét med bølgerne, men alle deler et simpelt, men helligt løfte: "Så længe der er mennesker, vil der være offshoreplatforme."
Kilde: https://baovanhoa.vn/chinh-polit/con-nguoi-con-nha-gian-241392.html









