Midt på en støvregnende dag

Der er dage, hvor byen kun oplever en let støvregn, ikke nok til at gøre dit tøj vådt, men nok til at gøre dit humør trist. En sådan eftermiddag mødte jeg min bedste ven igen efter flere år, hvor han havde været væk. Vi mødtes igen, både glade og triste, og fandt en velkendt café, hvor musikken var lige akkurat høj nok til ikke at forstyrre vores private samtaler.

Khang – den ven, jeg altid har beundret for hans optimisme og styrke – var anderledes den dag. Hans stemme var tung, da han fortalte om strabadserne på sit arbejde, sit liv og de brudte forhold. Khang talte længe, ​​som en tønde fuld af tristhed, der bliver tømt uden nogen form for prætention. Han talte om en vens forræderi, presset fra sin familie og de gentagne fiaskoer i et projekt, han havde lagt hele sit hjerte og sin sjæl i. Ingen tårer flød, men hans stemme var kvalt af følelser.

I det øjeblik kunne jeg have valgt at vise empati med Khang og sige: "Det er rigtigt, hvorfor er livet så uretfærdigt! Stakkels dig!", og så ville vi begge have været fordybet i pessimisme. Men det gjorde jeg ikke. Jeg kiggede bare på ham, på Khangs rødmende øjne og tæt sammenpressede læber, for at forstå hans smerte, ikke for at lide med den. Jeg lod mig ikke opsluge af den negative energi, men holdt en tilstrækkelig afstand til at observere og føle.

Efter et stykke tid forstummede Khangs historie. Hans blik gled ud af vinduet, hvor regnen fortsatte med at falde støt. Pludselig blev rummet stille, kun den blide musik var tilbage. Jeg vidste, at dette var et øjeblik, hvor der var brug for noget. Men ikke råd eller trøst. Jeg sagde blidt: "Jeg forstår, hvor svær den følelse er. Men kan du huske, da jeg dumpede min universitetseksamen? Alle troede, jeg var dømt til at mislykkes. Men så fandt jeg en anden vej. Du er den samme, du er bare ved en vanskelig korsvej, ikke en blindgyde."

Du vil måske også synes om

19 landsbyer deltog i Dong Hoa kommunes konkurrence for fremragende lokale sikkerheds- og ordensbeskyttelsesstyrker.Den 1. juni organiserede Folkekomitéen i Dong Hoa kommune (An Giang-provinsen) en konkurrence for fremragende græsrodssikkerheds- og ordensbeskyttelsesstyrker med deltagelse af 8 hold fra 19 landsbyer i kommunen.

Khang kiggede op og smilede så svagt. Det var et lettelsens smil, som om en tung byrde var blevet løftet.

I det øjeblik gik det pludselig op for mig. At tale på lytterens vegne handler ikke om at sige, hvad man ved eller ønsker at sige. Det handler om subtilitet, fordi kommunikationskunsten i sidste ende er en bro. En bro, der hjælper dig med at krydse den for at forstå andre, men ikke at sidde fast i deres følelser. Du kan føle andres smerte, men du behøver ikke at føle den med dem. Du kan forstå deres fejl, men du behøver ikke at give op med dem. Ligesom en læge forstår de patientens smerte, men de lader ikke disse følelser styre den diagnostiske proces. De bevarer deres ro og rationalitet for at udtænke en behandlingsplan.

Og jeg indså, at når vi taler på lytterens vegne, handler det ikke kun om at vælge ord, justere lydstyrken eller hastigheden. Det er en hel rejse af følelsesmæssig intelligens. Det handler om at vise empati uden at identificere sig, lytte uden at dømme og give uden at forvente noget til gengæld. Det handler om at lære at hælde præcis den rigtige mængde vand i den anden persons kop – ikke at den flyder over, ikke at den tømmes – så de komfortabelt kan samle den op og drikke det hele.

Det er den sande mening med en samtale. Det er ikke en forestilling kun for os selv, men en meningsfuld oplevelse for os begge.

Du vil måske også synes om

Talrige jordrelaterede overtrædelser i Dong Hoa kommune.Om morgenen den 12. maj meddelte An Giang Provincial Inspectorate, at det havde udsendt en konklusion om inspektionen af ​​implementeringen af ​​politikker og love inden for arealforvaltning og -anvendelse foretaget af Folkeudvalget i Dong Hoa kommune.

LUONG DINH KHOA

Kilde: https://www.sggp.org.vn/giua-ngay-mua-lat-phat-post811929.html