Bjergenes ånd gennem fløjtens lyd.

Dag efter dag puster Su liv i hver bambuspind og hvert stykke træ for at skabe khene – et helligt musikinstrument og et kulturelt symbol for Hmong-folket.

Thào A Su fra landsbyen Sáng Nhù er kun 20 år gammel i år – en alder, hvor mange unge mennesker på hans alder er opslugt af bydrømme og moderne teknologi, men Su har valgt en vej med traditionelle værdier, med de fredfyldte lyde fra den traditionelle Hmong-fløjte. I Mù Cang Chải er der ikke mange fløjtemagere, og Su er en af ​​de yngste. Dag efter dag puster Su liv i hver bambuspind og hvert stykke træ for at skabe fløjter – hellige musikinstrumenter, symboler på Hmong-kulturen.

Landsbyen Sang Nhu ligger kun få kilometer fra centrum af Mu Cang Chai kommune, men det er op ad bakke. Undervejs finder du et storslået landskab med terrasserede rismarker, blandet med lave træhuse fra Hmong-folket, hvilket tilføjer et strejf af charme til dette fantastiske landskab.

Sus hus lå også midt oppe ad bjerget, med terrasserede rismarker, hvide skyer og fyrretræs- og bambusskove, der strakte sig ud nedenfor og i det fjerne. Lige foran porten stod et majestætisk vildt æbletræ, hvis duftende frugt fyldte luften. Su sad ved døren med en lille kniv i hånden og skar et græskar ud til en traditionel vietnamesisk fløjte.

Da Su så en kunde, stoppede hun hurtigt med det, hun var i gang med, trak behændigt en stol hen og tilberedte drikkevarer. Su forklarede, at hun havde været udsat for khene (en slags bambusfløjte), siden hun var barn, og at dens lyd var blevet en uundværlig del af hendes liv.

Lyden af ​​khene (en slags bambusfløjte) giver genlyd ved høstfester, livlige bryllupper, romantiske månelyse nætter og endda i ceremonier, hvor man tager afsked med afdøde. Khene er ikke bare musik ; det er et sprog, en erindring, en usynlig tråd, der forbinder mennesker med jorden og himlen, med fortiden og nutiden.

A Sus far, Thào Cáng Súa, var en berømt khene-kunstner (bambusfløjte) i regionen og også hans første og største lærer.

"Jeg ved ikke, hvornår det startede, men billedet af min far, der omhyggeligt arbejdede med bambus- og træstykker, hans hårdhudede hænder, der dygtigt udskar og samlede dem, er blevet prentet ind i mit sind."

_{Thào A Su - Bản Sáng Nhù, Mù Cang Chải Kommune}

Hendes fars fløjtespil nærede hendes sjæl og fremmede hendes kærlighed til instrumentet. I løbet af sine kostskoleår fulgte Su ivrigt sin far i weekenderne og lærte at udvælge bambus, skære træ og slibe messingrør. Hendes små hænder var i starten klodsede og akavede, men med udholdenhed og brændende lidenskab mestrede Su gradvist de mest raffinerede teknikker.

"Min far sagde, at det at lave et Hmong-mundharmonik ikke bare handler om at skabe et musikinstrument, men om at skabe en del af vores etniske gruppes sjæl. Hvert mundharmonik skal have sin egen stemme, det skal bære bjergenes og skovenes ånd, Hmong-folkets følelser," fortalte A Su, med øjne der strålede af stolthed, da han talte om sin far.

Mens jeg sad med Su på verandaen og så hende omhyggeligt udskære og polere, indså jeg, at processen med at lave en Hmong-fløjte er en besværlig rejse, der kræver omhyggelighed, tålmodighed og en helhjertet dedikation. Su forklarede, at de vigtigste materialer er bambus og træ. Bambusen skal være af den helt rigtige alder, hverken for gammel eller for ung; fløjtens krop er normalt lavet af Pơ Mu-træ, som er meget holdbart og har en smuk åre.

Du vil måske også synes om

Håndværkeren, der bevarer lyden af ​​Hmong-fløjten.

"Det vigtigste er at vælge bambus; den skal tørres naturligt i en periode for at sikre holdbarhed og den korrekte lyd. Hvis bambussen er for ung eller ikke tørret nok i solen, vil lyden af ​​mundharmonikaen ikke være resonant eller varm," tilføjede Su.

Efter at have valgt de ønskede materialer, begyndte Su formgivningsprocessen. Bambusrør i forskellige størrelser blev opvarmet over et bål og derefter forsigtigt bøjet for at skabe kurver, der også fungerede som veje for luftstrømmen til at passere igennem og producere lyd.

Dernæst er rørkammeret, normalt lavet af cypresstræ, udhulet for at skabe et resonanskammer. Et messingrør er fastgjort til kammeret. Dette er hjertet af khaen. Messingrørene er tyndt hamret og omhyggeligt poleret; denne proces udføres i høj grad ved hjælp af følelse.

Su sagde: "Alle har deres egen måde at lave kobberfolie på, og de tester lyden forskelligt; det er primært baseret på personlig følelse."

Endelig er der den afsluttende fase: slibning, polering og dekoration. Hvert trin udføres omhyggeligt af A Su, uden at overse nogen små detaljer. Su arbejder med intens koncentration, hans øjne følger hver linje, hans ører lytter til selv den mindste lyd.

Selvom A Su kun er 20 år gammel, har han mange års erfaring med at lave khene (en slags bambusfløjte). Khenerne skabt af Sus dygtige hænder bærer præg af sved, indsats og kærlighed hos en ung person, der bevarer traditionel kultur.

A Sus Hmong-fløjter er ikke kun betroede af landsbyboerne, men også eftertragtede af turister fra hele verden. Mange udlændinge bliver, når de besøger Mu Cang Chai, overraskede og begejstrede over Hmong-fløjtens unikke lyd og rustikke skønhed, og de opsøger A Su for at eje et kunstværk, der bærer det karakteristiske præg af lokal kultur. Det er værd at bemærke, at Su endda modtager ordrer fra kunder i Thailand.

Hver Hmong-fløjte, som A Su laver, er ikke blot et håndlavet produkt, men også en del af hans forhåbninger. Su håber, at lyden af ​​Hmong-fløjten ikke blot vil give genlyd i Sang Nhu-landsbyen, men også vil nå ud til flere mennesker, så verden kan lære mere om denne rige og unikke kultur.

Su betroede: "Nu findes der nye teknologier til at fremstille mundharmonik, som f.eks. plastikgræskar og -rør, men lyden er ikke så god; det føles som om, der mangler noget."

Det er rigtigt! Det "noget, der mangler", som Su nævnte, er hendes kærlighed til khaen (et traditionelt vietnamesisk blæseinstrument) og hendes inderlige ønske om at bevare den traditionelle kultur.

Da Su blev spurgt om sine fremtidsplaner, fortalte han, at han ville tjene penge til at brolægge haven, bygge kvægfolde og købe mere husholdningsudstyr . At sælge khaen (en slags bambusfløjte) ville give ham mulighed for at gøre disse ting. Derfor er A Sus fremtidsplaner tæt forbundet med khaen.

Du vil måske også synes om

Hmong-folket i Lam Dong bevarer deres traditionelle kultur.Selvom de er langt fra deres hjemland og er migreret til nye lande, har bevarelsen og fremmen af ​​​​traditionel kulturel identitet altid været en prioritet for de lokale myndigheder og Hmong-samfundet i Lam Dong-provinsen, hvilket betragtes som et afgørende åndeligt fundament for bæredygtig udvikling.

"Jeg drømmer om, at når turister en dag kommer til Mu Cang Chai, vil de ikke kun huske de terrasserede rismarker, men også lyden af ​​Hmong-fløjten," delte Su med et blidt smil.

I det moderne liv med dets forskelligartede kulturelle påvirkninger er det virkelig prisværdigt, at en ung mand som Thào A Su har valgt at bevare og leve af traditionelle håndværk. Dette demonstrerer ikke blot en dyb kærlighed til sit hjemland og folk, men beviser også den vedvarende vitalitet af traditionel kultur i unge menneskers hjerter.

Gennem Sus hænder og åndedræt er lyden af ​​Hmong-fløjten ikke blot lyden af ​​et musikinstrument, men også stemmen fra bjergene og skovene, ekkoet af forfædre, et folks stemme. Fløjten bærer landets åndedræt, planternes og træernes, kærlighedshistoriernes og forhåbningerne om et velstående og lykkeligt liv.

Når A Su blidt blæser på Hmong-fløjten, giver de melodiske lyde genlyd, glider hen over de terrasserede rismarker, blander sig med bjergvinden og svæver op i himlen. Det er fløjtens lyd, "bjergenes sjæl", der bevares og gives nyt liv gennem denne passionerede unge mands hænder og hjerte. Med sin urokkelige beslutsomhed og kærlighed fortsætter Thào A Su historien om Hmong-fløjten – en uundværlig del af de majestætiske nordvestlige bjerge.

Kilde: https://baolaocai.vn/hon-nui-qua-tieng-khen-post888478.html