Efteråret er som en ung pige i sin bedste alder. Det bringer blide briser, nogle gange nok til at få os til at føle en kuldegysning, der får os til i hemmelighed at længes efter en hånd at holde. Efteråret er årstiden med faldende gyldne blade, der fremkalder nostalgi og længsel efter fortiden, men stadig holder os tilbage med optimisme og håb og forhindrer os i at falde i fortvivlelse.
Når efteråret kommer, tjener de faldende blade som en påmindelse om, at tiden fortsætter sin cykliske rytme, årstider følger årstider, og vi efterlader gradvist så mange meningsfulde ting, vi endnu ikke har indset, så mange uopfyldte planer og endda vores ungdoms impulsivitet og naivitet ...
 |
De gyldne blade svajer i den tidlige morgenbrise... (Illustrativt billede: qdnd.vn) |
I år, mens bladene falder af grenene, forsvinder blide ansigter midt i den bløde raslen af faldende efterårsblade i min hjemby, der ligger i Kinh Bacs lavtliggende rismarker. Væk er den foroverbøjede skikkelse af den gamle kvinde, der plejede at være ved porten overfor, hendes faste ledsager, hendes vogn, hvis hjul klaprede mod den smalle, slidte gyde, mens hun ventede på eftermiddagsmarkedet. Og væk er den værdige skikkelse, det hvide hår, den ubekymrede, hjertelige latter fra den pensionerede oberst på den anden side af hegnet, der altid smilede og spurgte mig: "Kom dine forældre med dig?", når jeg besøgte min hjemby.
Efter at have startet et nyt liv langt hjemmefra, sukker og mumler min mor, hver gang hun hører, at en nabo er gået bort, og minder om velkendte ansigter, der nu er forsvundet fra hukommelsen. Hun husker fortidens strabadser: dagene med skybrud og bidende vinde, den tykke røg fra at koge ris i det lille køkken, der sved i øjnene; tiderne med knaphed, hvor naboer lånte ris af hinanden for at klare sig; tiderne med hjælp i nødens stund... En tid med ekstrem fattigdom og modgang, men en tid med overflod af menneskelig venlighed.
Årstiderne glider stille forbi, og folks figurer følger hinanden sammen med dem. Nogle figurer fremkalder et stik af nostalgi. Andre minder os om at sætte farten ned, dele, være tålmodige og tolerante, for tiden strækker sig uendeligt fremad...
I landhaven hænger grapefrugter tungt på grenene og fremkalder billedet af en perfekt rund måne, der skinner klart på Mid-Autumn Festival-aftenen, med lyden af frøtrommer, den begejstrede snak fra børn, der ivrigt venter på festen. I hjørnet af haven brænder stjerneblomsterne stadig i en gribende lilla farve. Jute-katostplanterne, hvis blade er visne efter en overdådig sæson, er fyldt med tørre, runde frugter, et løfte om den næste. De lange bønneranker falmer også... Virkeligheden kalder på hukommelsen. Et sted synes det, som om de gamle bønneranker fra fortiden stadig findes, med deres klynger af dyb lilla blomster og utallige flade bælge – den slags bønner, jeg har ledt efter på mine stier i så lang tid, men ikke har fundet igen. De flagrende røde guldsmede tegner fodsporene fra børn, der løber gennem haven. Jeg får et glimt af min bedstefar, der flittigt øser mudder op af den tørre dam for at gøde banantræerne. Hans billede synes stadig at være her, selvom han døde for 24 år siden...
Om efteråret falder bladene lydløst, og himlen er betagende blå. Efteråret bringer nostalgi med sig, efteråret fremkalder uskyld, og efteråret inspirerer også håb, så nye skud vil spire igen efter endnu en sæson med faldende blade...
Kilde: https://www.qdnd.vn/van-hoa/van-hoc-nghe-thuat/mua-la-chao-nghieng-890548
![[Video] Solnedgang ved Lap An-lagunen – Hvor solen går ned over fiskenetene](https://vphoto.vietnam.vn/thumb/1200x675/vietnam/resource/IMAGE/2026/05/31/1780192137701_beach-landscape-sea-water-nature-grass-745871-pxhere-com.jpeg)
Kommentar (0)