Skibe i Hormuzstrædet, set fra Musandam, Oman, den 25. juni - Foto: Reuters
Denne udvikling viser yderligere, at det ikke er nogen let opgave at nå til en endelig aftale efter 60 dages forhandlinger, og at det vil være endnu vanskeligere at overholde forpligtelser. Hvornår vil denne onde cirkel af "våbenhvile inden for en våbenhvile" nogensinde ende?
Hvad skete der?
Ifølge Reuters anklagede USA straks Teheran for at overtræde aftalen, efter at det singaporeanske fragtskib Ever Lovely blev angrebet af en drone i Hormuzstrædet den 25. juni, og iværksatte angreb på iranske missil- og dronedepoter og kystradarstationer den 26. juni.
Den 27. juni gengældte Iran med et angreb på militære mål i regionen med tilknytning til USA og hævdede, at det var Washington, der brød sine forpligtelser. På kort tid var en aftale, der netop var blevet hyldet som et diplomatisk vendepunkt, på randen af kollaps.
Det er værd at bemærke, at hverken USA eller Iran har annonceret, at de opgiver aftalen. Begge parter fastholder, at de respekterer aftalen, og beskylder den anden side for at have anstiftet spændingerne.
Dette afspejler et velkendt paradoks i nuværende konflikter i Mellemøsten: våbenhviler eksisterer kun i navnet, men militære aktioner fortsætter.
Ingen af siderne ønsker at blive set som aftalebrydere, men ingen af siderne er villige til at acceptere et angreb, der ikke besvares.
Derfor synes begrebet "våbenhvile" i dette tilfælde at få en anden betydning. I stedet for fuldstændigt at afslutte militære operationer bliver det en mekanisme til at kontrollere niveauet af eskalering. Begge sider bruger stadig magt, så længe det er en handling af "selvforsvar", "gengældelse" eller "håndhævelse af en aftale". Grænsen mellem overholdelse og overtrædelse bliver således skrøbelig.
Vejen frem vil bestemt ikke være glat, da det vil kræve, at begge sider bliver enige om mekanismer til overvågning, verificering af overtrædelser og håndtering af nye hændelser. For selv hvis begge sider efter 60 dages forhandlinger når til en endelig aftale, der adresserer centrale spørgsmål som Irans atomprogram og Hormuzstrædet, kan muligheden for en fornyet konflikt ikke udelukkes. Det, der skete i denne uge, er et eksempel.
Blot én hændelse er nok til at få dem til at tøve.
Hormuzstrædet er en vital sejlrute for det globale energimarked – cirka en femtedel af verdens olie og flydende naturgas passerede igennem før konflikten. Et enkelt angreb på et fragtskib ville være nok til at få rederier, forsikringsselskaber og oliemarkedet til at revurdere risikoniveauet.
Irans angreb på containerskibet Ever Lovely – mens det sejlede gennem Hormuzstrædet nær Oman – ser ud til at være det første kendte iranske angreb på et handelsskib, siden Teheran og Washington underskrev et memorandum of understanding (MOU) i sidste uge. Hændelsen fremhæver udfordringerne med at genoprette skibstrafikken gennem strædet til niveauet før konflikten.
Angrebet den 25. juni tvang Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) til midlertidigt at indstille sine bestræbelser på at hjælpe hundredvis af strandede skibe med at forlade Den Persiske Golf.
Ifølge det maritime datafirma Lloyd's List Intelligence vendte mindst to olietankskibe tilbage efter advarsler fra Iran.
I mellemtiden viser data fra Kpler, at antallet af skibe, der passerede gennem Hormuzstrædet, faldt fra 73 den 24. juni til 54 den 25. juni.
Teheran insisterer på, at aftalen giver landet mulighed for at spille en central rolle i koordineringen af maritime aktiviteter gennem Hormuzstrædet, mens Washington understreger fri navigation og understreger, at Iran ikke bør have lov til at blokere kommercielle skibe.
Når begge sider har argumenter til at forsvare deres holdning, kan enhver mindre hændelse hurtigt blive påskud for en ny runde gengældelse.
Punkt 5 i aftalememorandummet fastslår, at Iran vil "gøre alt" for at sikre sikker passage for kommercielle skibe gennem Hormuzstrædet.
I New York Times kommenterede Jakob Larsen, sikkerhedsdirektør hos den globale shippingorganisation BIMCO, at denne formulering er tvetydig og skaber plads til forskellige fortolkninger.
Larsen antydede, at nogle rederier og forsikringsselskaber efter angrebet den 25. juni muligvis vurderer, at situationen er blevet for risikabel til at tillade skibe at fortsætte passagen gennem Hormuzstrædet. "Der er nu reel bekymring for, at konflikten kan blusse op igen," sagde han.
Den største udfordring nu er ikke længere at underskrive endnu en aftale, men at omsætte forpligtelser på papiret til virkelighed. En fredsaftale vil kun være meningsfuld, når våbnene virkelig tier, sikker navigation i Hormuzstrædet er garanteret, og uenigheder løses gennem dialog i stedet for droner eller missiler.
Ellers vil alle diplomatiske bestræbelser fortsat blive overskygget af en velkendt realitet i Mellemøsten: løfter ved forhandlingsbordet, men endeløse udvekslinger af ligheder på jorden.
Fremskridt i Libanon
I mellemtiden viste der sig andre steder tegn på fremskridt i retning af en afslutning på den fire måneder lange konflikt, da Israel og Libanon underskrev en trilateral rammeaftale med USA i Washington den 26. juni efter dages forhandlinger, hvilket banede vejen for, at de to mellemøstlige nationer kunne opnå fred.
Både Israel og Libanon beskrev aftalen som et indledende skridt og opfordrede Hizbollah til at afvæbne sig og Israel til at trække sine tropper tilbage fra Libanon. Mekanismen til håndhævelse af aftalen er dog fortsat uklar, og Hizbollah har udtalt, at de ikke vil samarbejde.
Kilde: https://tuoitre.vn/my-iran-ngung-ban-chi-tren-giay-100260628001502241.htm
