Som at finde mig selv

Mens jeg læste digtsamlingen "It's Just Like Moss and Algae" af digteren Nguyen Van Trinh.

Før jeg flyttede til Ba Ria-Vung Tau, arbejdede jeg i Quang Tri i næsten femten år. I dette land rigt på gæstfrihed stiftede jeg bekendtskab med de fleste kunstnere, forfattere og journalister. Jeg mødte dog aldrig digteren Nguyen Van Trinh; jeg læste kun hans digte i Cua Viet-magasinet og avisen Quang Tri.

For nylig læste jeg digtsamlingen "It's Just Moss and Algae" af digteren Nguyen Van Trinh, der består af 69 digte med forskellige temaer, klar struktur og overstrømmende følelser. Digtene handler om fædre og mødre, kærlighed, martyrer, soldater, floden i hans hjemby, de fire årstider og deres frugter, verdens veje, hans elskede skole og elever... Hans digte er fulde af følelser og giver genlyd i alle nuancer af følelser.

Tidligere havde digteren Nguyen Van Trinh udgivet tre digtsamlinger: "White Clouds in the Sky" (Thuan Hoa Publishing House, 2011); "Dreamy Sunshine" (Vietnam Writers Association Publishing House, 2019); "Falling Evening Shadows" (Vietnam Writers Association Publishing House, 2022); og "It's Just Moss and Algae" (Thuan Hoa Publishing House, 2024). Blandt disse modtog "Dreamy Sunshine" C-prisen i Quang Tri Provincial Literature and Art Creative Award i 2019.

Lærerprofessionen er respekteret og æret af samfundet, sammenlignet med en gartner, en færgemand, en silkeorm, der spinder sin silke, et lys, der oplyser viden... Som litteraturlærer, der levede et liv i loyalitet, glemte hr. Nguyen Van Trinh aldrig at skrive digte tilegnet skolerne i sin hjemby, hvor han engang underviste. Jeg føler, at jeg finder et spejlbillede af mig selv i dem, fordi vi deler mange ligheder.

Han og jeg, begge gymnasieelever i den samme provins Binh Tri Thien, fik vores digte udgivet i aviser. Hvis jeg var litteraturlærer, før jeg gik ind i hæren: "Fædrelandet opfordrer, jeg griber til våben og går/ Måneder og år på grænsen, himlen fyldt med ild og kugler/ Jeg måtte efterlade mine elever, mine lektionsplaner/ Og månen over skolegården" (Besøg i den gamle skole), så tilhørte han Enhed C21, under 10. division, 3. korps, stationeret i den tidligere Bac Thai-provins, der bevogtede en vigtig grænseregion i den nordøstlige del af landet. Senere flyttede enheden til det centrale højland, før han blev litteraturlærer.

Vi greb begge til våben for at bekæmpe invaderende ekspansionistiske styrker og forsvarede hver en centimeter af vores hjemlands grænse. Og tilfældigvis boede vi begge på den samme gade, opkaldt efter en berømt lærd fra Nguyen-dynastiet; jeg boede på det lige nummer 66 Chu Manh Trinh Street i Vung Tau City, mens digteren Nguyen Van Trinh boede på det ulige nummer 65 Chu Manh Trinh Street i Dong Ha City.

Ifølge den russiske litteraturkritiker Belinsky: "Poesi er først og fremmest liv, først derefter er det kunst." Derfor formidler digteren Nguyen Van Trinh i digtsamlingen "Let's Just Leave It to the Moss" i sin rolle som litteraturlærer ikke blot viden og inspirerer til litterær læring, men vækker også en passion for litteratur, udvider forståelsen af ​​den vide verden og fremkalder empati for alle livets forskelligartede omstændigheder.

Fra da af elskede eleverne litteratur, elskede deres litteraturlærere og elskede professionen at undervise i litteratur. Derudover gav litteraturlærerne også eleverne viden om korrekt opførsel, lærte dem, hvordan de kunne være nyttige medlemmer af samfundet, og hvordan de skulle vælge den rigtige vej, fordi "Litteratur er studiet af menneskeheden." Derfor skrev Nguyen Van Trinh i sin poesi om lærerprofessionen med lidenskabelige og gribende vers: "Jeg var beruset og brændt af lidenskab / På podiet med hvert ord /... Jeg husker stadig hver side af elevernes skrifter / Hvilket essay havde brug for lærerens røde blækmærke?" (Trieu Phong fra gamle dage er stadig her). Litteraturlærere flyder over med følelser, når de formidler litterær viden til deres elever.

Du vil måske også synes om

En ung lærer førte landsholdet til at vinde to førstepræmier og én topscorer i den nationale konkurrence om elevekspertise.Hr. Tran Xuan Binh (født i 1994), engelsklærer på Le Hong Phong High School for the Gifted (Ninh Binh), har brugt næsten 10 år på at træne skolens nationale hold for begavede elever og har været holdets leder tre gange.

Digteren, med sin svævende og opløftende ånd, komponerede vers "med vinger". Alligevel gennemgik han til tider omhyggeligt de enestående begivenheder i Quang Tris uddannelsessektor i løbet af de sidste halvtreds år og overvandt adskillige vanskeligheder for at opnå succes i alle aspekter : "I dag er frugterne søde, blomsterne er rigelige / Quang Tris uddannelse, duftende af jasmin" (At dyrke mennesker i flammende land).

Med den følsomme sjæl hos en lærer, der også skriver poesi, vandrede han på en blæsende eftermiddag tilbage til sin gamle skole, Che Lan Vien High School, hvor han søgte efter minder, mindes sine tidligere elever, huskede fønikstræerne, banyantræerne, stenbænkene og de lidenskabelige undervisningstimer, som var de bare i går: "Skolen fra en svunden æra af kærlighed / Husker så mange minder, der stadig hænger ved gennem dagene" (Et sted, hvor sjælen ankrer). Efter mange år væk fra Dong Ha High School vendte han en dag tilbage på besøg, hans hjerte fyldt med blandede følelser "blandt hundrede hengivenhedsretninger": "Her er forelæsningssalen, hvor glæderne og sorgerne i timen fandt sted / Lærerens stemme stadig lidenskabeligt og entusiastisk" (Sjælens eventyr).

Efter et helt liv med flittigt at "fragte passagerer over floden" genforenedes den respekterede "færgemand" med en særlig "passager" i det solrige sydlige land, Nguyen Xuan Hung, en tidligere elev på Dong Ha High School, nu en succesfuld forretningsmand i Ba Ria-Vung Tau-provinsen. Lærer og elev mødtes 27 år efter endt uddannelse, deres glæde overstrømmende: "Når sommeren kommer, husker jeg den dag, du tog afsted / forlod Quang Tri for Phu My."

Når man skriver om læreren, der er "stationeret" i fjerntliggende områder, er besværlighederne uendelige, og ofrer personlige interesser for at udvide børnenes viden: "Tårer vælder frem på vejen til undervisningen / Beundring for læreren, der sår viden i fjerntliggende områder" (Læreren i det fjerntliggende område).

Digteren Nguyen Van Trinh, der nu er i tresserne, husker stadig levende billedet af sin far, der arbejdede hårdt på markerne, uanset sol eller regn, for at producere ris og kartofler, så hans børn kunne studere og blive succesfulde: "Faderens skygge, der pløjer på markerne / Faderen slider helhjertet for sine børn" (Farens skygge). Billedet af hans mor i hans digte er virkelig rørende, hendes slanke skikkelse bærer så mange modgange, tager sig omhyggeligt af og opdrager sine børn: "Moder som en slank pil / Bærer så mange modgange, opdrager utrætteligt sine børn" (Moder).

Ingen provins har så mange martyrkirkegårde som Quang Tri. Disse heltes grave er pænt arrangeret, præcis som de var, da de marcherede til kamp i deres ungdom. De hviler fredeligt i skyggen af ​​fyrretræsbakker, omgivet af sim-blomsternes livlige lilla farve, ixora-blomsternes klare røde farve og den vedvarende duft af røgelse. Digteren bøjer hovedet for martyrernes ånder og husker med sorg sine kammerater, der ligger begravet langs grænsen mellem Vietnam og Kina, som han aldrig fik mulighed for at besøge og tænde røgelse for: "I minde om jer besøger jeg jeres grave og tænder røgelse / Lader tårer falde som dugdråber" (Aften på kirkegården).

Det er forståeligt, at soldater, der direkte kæmper for at forsvare hjemlandet, ofrer deres liv, men selv i fredstid, når der ikke er skud, ofrer soldaterne sig stadig modigt, mens de redder mennesker fra voldsomme oversvømmelser og jordskred fra høje bakker, der begraver huse : "Soldater i fredstid står over for utallige vanskeligheder / Hver mission involverer ofre" (Soldater i fredstid).

Han skrev om soldater og roste grænsevagten, kystvagten og flådesoldaterne, der var stationeret ved afsidesliggende øposter, og som bevogtede hver en centimeter af grænseland og hver en kvadratmeter af hav og øer dag og nat for landets integritet, som i digte som: "Understrømme i Truong Sa", "Lilla nuancer i grænseregionen", "Monumenter, der beskytter havet" og "En flådesoldats forhåbninger".

Vietnam ligger i en tropisk klimazone, hvor der er fire forskellige årstider. Digteren Nguyen Van Trinh værdsætter alle fire årstider og udtrykker deres unikke skønhed gennem sine digte. Foråret frembringer tusind blomstrende blomster, kvidrende fugle og svaler, der svæver gennem det rolige landskab: "Sen eftermiddag flyver svalerne hurtigt / På forårshimlen flakser de og slutter sig til hinanden i flokke" (Foråret kommer i varmt solskin).

Den varme, fugtige sommer med sine røde flammetræer og klare gule sennepsblomster får digteren til at føle en pludselig tristhed over at være midlertidigt væk fra forelæsningssalen: "Gylden sommer på landet / Øger længslen, beruser hjertet" (Gylden sommer). Det kølige efterårsvejr med klaser af moden gul frugt hængende fra træerne synes at lokke, og fuldmånen hænger på landhimlen og sår et strejf af melankoli i digterens sjæl: "Den kølige efterårsbrise ankommer / Den sølvfarvede tåge hænger over det dystre landskab" (Efteråret ankommer). Den triste vinter med sin bidende kulde får digteren til at sukke: "Senvinter, kold vind ved vinduet / Regnen falder uophørligt og gør hjertet endnu koldere / Tempelklokkerne ringer med mellemrum" (Vinterens sidste dage).

Jeg formoder, at ingen digter i landet med "laotiske vinde og hvidt sand" har skrevet så mange digte om blomster som digteren Nguyen Van Trinh, fordi disse blomster har stor betydning i hans værk, kærlighed og liv: solsikker, krysantemum, portulaca, strandsnegl, solsikker myrte, magnolia, orkidé, rose, myrte og rhododendron...

Du vil måske også synes om

Hr. Pham Duc An er blevet udnævnt til sekretær for partikomitéen i Folkekomitéen i Da Nang City.Hr. Pham Duc An, formand for Folkekomitéen i Da Nang by, er blevet udnævnt til sekretær for partikomitéen i Da Nang by for perioden 2025-2030.

Hver blomst har sin egen unikke skønhed; jeg vil kun fremhæve sivenes skønhed i digtet "Hvide siv på en vinterdag". Den uberørte hvide farve på sivene, der svajer blidt i vinden, gør det svært at modstå skønheden i denne enkle blomst. Digteren bruger sivene til at fremkalde minder om uskyldig kærlighed: "Hvor let det er at huske gamle kærlighedshistorier / Barndommens tid, hvad der huskes og glemmes" og "Husk øjnene, fortidens smil / Husk de hvide siv, husk den uskyldige tid."

Digteren Nguyen Van Trinhs poesi handler ikke blot om at "beundre blomster, nyde te og dagdrømme"; til tider er hans digte filosofiske, hvor de tydeligt skelner mellem sandhed og løgn, reflekterer over gevinst og tab og irettesætter sig selv med linjer som: "Menneskeliv", "Hvad er der ved det?", "Livets overfladiske dybde", "Livet er så kort", "At leve handler ikke om noget", "Sandhed og løgn", "Så en dag", "Verden", "Sumreårene"... i håb om, at "Folk lever for at elske hinanden" (Til Huu). Og de digte, han skriver om laotiske piger, havet, kærligheden, hans hjembyflod, hans landsby... med en blid, enkel og intim poetisk stil, berører poesieselskers hjerter.

Han dedikerede hele sit liv til uddannelse og sine elskede elever. Da han forlod klasseværelset for at vende tilbage til sin familie, helligede han sig poesi og deltog i udflugter for kreativ skrivning. Årtier tilbragt med skoler, kolleger og elever er blevet fortid, og han accepterer livets love for at finde ny glæde: "Cikadernes sang genlyder vemodigt / Fra det røde fønikstræ, fra den grønne pilegren / Den unge lærde i en hvid kåbe / Så mange minder, nu overladt til at visne som mos" (Left to wither like moss).

På grund af denne artikels begrænsede omfang vil jeg kun fremhæve nogle fremragende digte, som jeg vil dele med læserne, samt digteren Nguyen Van Trinh. Forhåbentlig vil poesielskere finde noget interessant og fængslende i digtsamlingen "It's Just Like Moss and Algae".

Nguyen Xuan Sang

Kilde: https://baoquangtri.vn/nhu-tim-thay-minh-188885.htm