Da jeg faldt over en kort video, der viste journalister, der vader gennem mudder og krydser oversvømmede områder for at levere aktuelle nyheder, blev jeg dybt imponeret. Fra det øjeblik begyndte jeg at lære mere om journalistik og de ubesungne helte, der dedikerer sig bag hver nyhedsside.
Joseph Pulitzer, en tårnhøj skikkelse inden for moderne journalistik, der indvarslede en ny æra for skrivning og kommunikation, sagde engang: "En god journalist skal ikke kun være intelligent, men også medfølende." Det citat resonerede dybt med mig og tjente som et ledende princip. Jeg begyndte at skrive, ikke med et specifikt mål for øje, men på grund af et meget reelt behov i mig: at fortælle min historie, at blive forstået, at få kontakt med andre.
Min første artikel handlede om viceskolelederen på min skole på den vietnamesiske lærerdag, den 20. november, som faldt sammen med min elskede skoles 40-års jubilæum. Da min klasselærer foreslog, at jeg skulle skrive en artikel til skolebladet, var jeg ret tøvende, fordi jeg aldrig troede, at jeg kunne skrive godt nok til, at nogen ville have lyst til at læse den.
Men så inspirerede billedet af viceskolelederen – som altid længtes efter at indgyde en passion for matematik i sine elever gennem opmærksom lytning og blid kærlighed – mig til at skrive. Uden teknik eller et struktureret format var essayet blot en samling af oprigtige følelser, fuld af minder og taknemmelighed, men det rørte læsernes hjerter og minder – generationer af hendes kolleger og elever.
Fra det øjeblik indså jeg, at skrivning ikke kun handler om at nedskrive begivenheder, men også om at skabe forbindelse, dele og bidrage med en venlig stemme midt i livets travlhed. Den første artikel åbnede nye perspektiver for mig. Jeg begyndte at observere mere, lytte mere. De enkle ting i livet blev materialet og kilden til mine efterfølgende skriverier, på en oprigtig, stille og intim måde.
I denne tidsalder med teknologi og digital transformation kan alle blive "journalist", men jo mere information der er, jo lettere er det at skabe forvirring; jo flere stemmer der er, jo mere har vi brug for ærlige, fornuftige og medfølende forfattere.
I starten af min karriere havde jeg mulighed for at interagere med mange erfarne journalister. Jeg hørte historier om deres arbejde, såsom at undersøge i fjerntliggende områder, stå over for trusler men aldrig give op, og om gamle forfattere, hvis hænder rystede, når de skrev, men stadig var oppe sent og arbejdede på en nyhedshistorie, der endnu ikke var perfekt. Og jeg indså, at journalistik ikke er glamourøst eller prangende. Det er et stille erhverv, men det kræver mod, udholdenhed og urokkelig tro.
En erfaren journalist sagde engang til mig: "Der er ingen sandhed, der forbliver uskrevet, kun forfattere, der mangler modet." Det ordsprog har været hos mig i mange år. Og for at opnå det, skal en forfatter forfine hvert ord, holde sin pen ren og vigtigst af alt, aldrig glemme, hvem de skriver for, og for hvem.
Da jeg fik mulighed for at ledsage journalister og frivilliggrupper til græsrodssamfund og dem, der står over for vanskeligheder, kom jeg til at forstå, at journalistik ikke blot er et værktøj til at formidle information, men også en bro, der forbinder smukke og menneskelige ting, som vi nogle gange glemmer i hverdagens travlhed.
Som ung person har jeg stadig mange lektioner at lære og mange mangler at rette op på, især nu hvor jeg har valgt den sjælfulde skrivnings vej, at skrive lydløst dag og nat, og de øjeblikke med overvældende glæde, hvor jeg ved, at min skrivning har rørt læsernes hjerter.
Vietnams revolutionære pressedag den 21. juni er en anledning til at ære og udtrykke taknemmelighed. Taknemmelighed til dem, der lagde grunden til nationens presse, taknemmelighed for sved og blod fra generationen af krigskorrespondenter, artiklerne skrevet med mod og urokkelig tro på landet. Taknemmelighed til dem, der arbejder stille dag og nat i redaktionerne, feltjournalisterne, der står over for fare uden tøven.
Og jeg tror, at uanset om jeg forfølger journalistik som en livslang karriere eller ej, vil det skrivearbejdet bringe være et værdifuldt aktiv, der vil ledsage mig gennem hele min rejse, fordi journalistik ikke bare er et erhverv, men også en livsstil. En livsstil, der ved, hvordan man ser dybt, tænker langt frem og elsker mere.
Kilde: https://baohatinh.vn/va-toi-da-den-voi-bao-chi-nhu-the-post290133.html
