Snakker med venner fra Thanh Hoa-provinsen.

Ved årets udgang sad jeg og talte på mine fingre... Jeg har mistet overblikket over, hvor mange gange jeg har været tilbage i Thanh Hoa-provinsen.

Portrætter af venner fra Thanh Hoa-provinsen. (Maleri af Huynh Dung Nhan)

Jeg bliver kaldt "tilbagevenden til Thanh Hoa", fordi jeg blev født i Thanh Hoa i starten af ​​1955, da mine forældre flyttede nordpå for præcis 70 år siden.

Men min familie boede kun i Thanh Hoa i et år, før de flyttede til Hanoi , og i 1975 flyttede vi til Ho Chi Minh City for at bo og arbejde, hvor vi har været lige siden.

I løbet af de sidste tre år har jeg på grund af forskellige jobs og omstændigheder haft mange muligheder for at vende tilbage til Thanh Hoa, nogle gange for at undervise i journalistik, andre gange for at deltage i arrangementer i anledning af 70-årsdagen for flytningen af ​​folk fra Syd til Nord. Der var også tidspunkter, hvor jeg vendte tilbage blot for at finde det sted, hvor min mor fødte mig, på Thanh Hoa Hospital.

Engang, da journalisten og forfatteren Xuan Ba, en tidligere reporter for avisen Tien Phong, hørte, at jeg skulle undervise i et kursus i Thanh Hoa, skrev han et brev som en introduktion til mig til kurset:

"Hvem er Huynh Dung Nhan?"

Han er sandelig fra Hoang-familien! Hans familiemedlemmer emigrerede sydpå for at tjene til livets ophold, så han fulgte sine forfædres skikke og undgik tabuet med grundlæggerherren Nguyen Hoang, der svingede et sværd for at udvide territoriet, deraf navnet Hoang Thanh Huynh! Hvad angår udtrykket "Modig mand", er der ingen grund til at diskutere det.

Jeg hørte, at han ledte efter sit fødested, det sted, hvor han var født og opvokset? Det var sent en eftermiddag, da en mor fra Syden, som var blevet flyttet til Norden, skyndte sig til det "rigtige" hospital i byen Thanh Hoa, det sted, der for nylig var blevet kaldt det "rigtige" landsbyhospital, hvor han var født.

Er det i dette land, denne region og dette erhverv, at den slags person Huynh Dung Nhan engang var, gennemsyret af Thanh Hoa-provinsens ånd, da han blev berørt af selve dette lands rødder?

Han blev født i det centrale Vietnam og opnåede fremtrædende plads i Sydvietnam (Thanh Hoa er det nordligste punkt i det centrale Vietnam). Nam er byen opkaldt efter præsident Ho Chi Minh. Huynh Dung Nhan lever virkelig op til sit fødesteds ry. Han har arbejdet så hårdt for at få et navn, der matcher hans alder, og for at opnå de prestigefyldte titler, der er forbundet med journalistik!

Hvis der er spørgsmål eller tvivl om, hvorfor han valgte Thanh Hoa-provinsen til sin rejse nordpå, er det måske netop af den grund?"

...

Jeg kan virkelig godt lide dette brev fra journalisten og forfatteren Xuan Ba, fordi det er som et certifikat, der bekræfter, at jeg tilhører Thanh Hoa-provinsen.

En anden journalist, hr. Cao Ngo, var også meget entusiastisk i at guide mig på mine besøg i Thanh Hoa-provinsen, uanset afstand eller tidspunkt. Han arrangerede personligt turene, kørte mig rundt og introducerede mig for sine kolleger og venner. Overalt hvor vi tog hen, præsenterede han mig begejstret: "Denne gamle mand blev født i Thanh Hoa!" Takket være ham kunne jeg holde mig opdateret om situationen for landet og befolkningen i Thanh Hoa, lære, hvor moderne Thanh Hoa er blevet, og nyde de lokale specialiteter: "Hvis du vil spise, så tag til Moi Crossroads. Hvis du vil overveje livet, så tag til Bia Crossroads." Han tog mig med til turistområdet Ben En, kendt som "Ha Long-bugten i Thanh Hoa", for at besøge Hai Van-højovnen, en forløber for den vietnamesiske hærs militærindustri under modstandskrigen, og for at besøge Nong Cong-distriktet, hans hjemby...

Jeg husker engang, at han personligt kørte til Tho Xuan lufthavn for at hente mig, og han vaskede endda omhyggeligt bilen, inden han tog afsted. Han skriver sjældent digte, men den dag tog han hjem og skrev et par vers til mig.

Ved flere efterfølgende lejligheder, da vi mødtes igen i Thanh Hoa-provinsen, vel vidende at jeg stadig brugte en stok til at udføre mit "Ønsker mig et år gammelt barn"-program (at dedikere et år til at besøge venner og steder fulde af minder), skrev han endnu et hjertevarmt digt, der udtrykte sin hengivenhed...

Gennem hele min karriere som journalist har mit ledende princip altid været at sikre, at når jeg tager afsted, skal jeg nå frem til min destination, møde mennesker, stille spørgsmål og forstå alt til bunds. Under mine ture til Thanh Hoa opnåede jeg alt dette takket være mødet med virkelig venlige og imødekommende mennesker.

Du vil måske også synes om

Ho Chi Minh City sigter mod at udvikle turisme af høj kvalitet i Can Gio.Om eftermiddagen den 4. juni annoncerede Ho Chi Minh Citys turistministerium, at Ho Chi Minh City har orienteret udviklingen af ​​Can Gio-turismen mod høj kvalitet, forbundet med bæredygtig økoturisme og natøkonomi, for at forlænge turisternes ophold.

En anden lokal ekspert, der hjalp mig med at lære en masse om Sam Son, var digteren Dinh Ngoc Diep. Han havde ingen anelse om teknologi, husnumre, gadenavne ... men han havde en fantastisk hukommelse og en bemærkelsesværdig evne til at recitere poesi. Hvert af hans digte var som en kærlighedshistorie fra Thanh Hoa-provinsen, dybt rørende og effektfulde. Han tog mig med til en velkendt café på bjerget og ... reciterede poesi. Han reciterede højt, uanset de fremmede omkring.

Da jeg besøgte hans hus, gav jeg hans kone et traditionelt sydvietnamesisk ternet tørklæde. Det var alt, men dagen efter blev han inspireret til at skrive et digt til mig, som indeholdt linjerne: "Digteren giver den unge kvinde fra Sam Son et ternet tørklæde af længsel / I morgen, når monsunvindene blæser, vil tørklædet blidt drapere over nogens skulder"...

...

Thanh Hoa-provinsen er et land med "spirituelle og talentfulde mennesker", et land rigt på historie, kendt som "Thanh Hoas konge, Nghe Ans gud", og et sted med en rig kulturarv, der har frembragt mange berømte kunstnere og forfattere. Jeg formoder, at ikke kun kunstnere og forfattere, men også almindelige mennesker fra Thanh Hoa-provinsen har en brændende kærlighed til deres hjemland og let forvandler sig til turistguider eller bidragydere til aviser og tv for at udtrykke deres kærlighed til deres land. Jeg har en ven, Le Trung Anh, som er leder af farmaceutisk afdeling på et hospital i Thanh Hoa City. Han er også en aktiv bidragyder til mange aviser og tv-stationer, især avisen "Medicin og Sundhed". Da jeg ankom til Thanh Hoa, stadig ukendt med området, kørte han mig for at besøge Ham Rong-broen, Truong Le-bjerget, Trong Mai-klippen... og introducerede mig for dem som en sand turistguide. Da jeg forlod Thanh Hoa, skrev jeg et digt om dette sted for at takke denne særlige turistguide.

Mand og kvinde

I tusinder af år har landet bevaret den gamle legende om hanen og hønen.

Jeg har levet hele mit liv, hanen og hønen ældes ikke.

De elsker hinanden, indtil deres hår bliver gråt, og de forbliver trofaste mod hinanden.

Selv når de er vrede eller forbitrede, forlader hanen og hønen aldrig hinanden.

Hvor er klipperne og stenene? ​​Det er bare dig og mig.

De bryster, de skuldre fra svundne dage.

Kun vand kan forme sten.

Bare bliv sammen og bliv ved med at omfavne hinanden.

Ja, hanen og hønen for himlen ovenover og jorden nedenunder.

Balancen mellem yin og yang er afgørende for livets orden og harmoni.

Der er en hane og en høne, et stenembryo af lykke.

At undfange et legendarisk par

Hannerne er store som bjerge, hunnerne er store som skove, de parrer sig.

Du vil måske også synes om

Tay Ninh håber at udvide samarbejdet med indiske partnere.Den 4. juni besøgte en delegation ledet af Indiens generalkonsul i Ho Chi Minh City, hr. Vipra Pandey, og arbejdede sammen med lederne af Tay Ninh-provinsen for at drøfte løsninger til at fremme samarbejde inden for økonomi, handel, investeringer, turisme, uddannelse og mellemfolkelig udveksling mellem provinsen og indiske partnere.

Den, der navngav bjerget Truong Le, øgede sorgen.

Endeløs grøn, tårer falder fra bjergenes øjne.

Hvilket par tænder et bål på marken?

Vi hører stemmerne fra gamle fortællinger og legender.

Stadig skrigende af kærlighedens længsel.

Hvordan ville livet være uden haner og høns?

"Måske vil han slet ikke have mig..."

Jeg poster disse digte om Thanh Hoa, ikke for at vise min poesi frem, men for at vise mine venner fra Thanh Hoa frem. Selv folk, jeg ikke kender godt, har efterladt mig med virkelig mindeværdige følelser. Der er taxachaufføren, der kørte mig til Doc Cuoc-templet; vel vidende at jeg er journalist født i Thanh Hoa for 70 år siden, insisterede han på ikke at opkræve betaling for turen. Der er de smukke elbilchauffører i Sam Son, der er villige til at fungere som turguider og vente på kunder undervejs uden at opkræve et gebyr. Der er den frivillige, der passer og bevarer det historiske Hai Van-højovnssted. Disse tre ældre damer, gæster ved den direkte tv-udsendelse i Sam Son, der mindes 70-årsdagen for omgrupperingen af ​​folk fra Syd til Nord, vidste, at jeg var et "omgrupperingsbarn i livmoderen" og spurgte venligt til mig som et for længst forsvundet barn, der vender hjem... Disse venlige følelser fik mig, et "søsyg foster i livmoderen på et omgrupperingsskib", en person, der havde krydset havet med mine forældre under rejsen "Ca Mau søsyge, Thanh Hoa kystsyge" for 70 år siden, til konstant at fortryde, hvor korte og flygtige mine dage i Thanh Hoa var... Men selv disse få dage var fyldt med overvældende kærlighed og følelser, hvilket fik mig til at skrive disse vers, da jeg sagde farvel til Thanh Hoa og vendte tilbage til Saigon: "Jeg tager hjem, jeg ved ikke, om jeg nogensinde vender tilbage / Åh kyst, jeg tør ikke love at tilbagebetale min gæld / Længslens bølger er som et sent ankommende sejl / Med tidevandet omgrupperer jeg mit liv"...

Huynh Dung Nhan

Kilde: https://baothanhhoa.vn/chat-voi-ban-be-xu-thanh-238008.htm