En drøm der går i opfyldelse
I Phu Hiep 1-kvarteret, Hoa Hiep-distriktet, vækker omtalen af hr. Tran The Lam (født i 1980) sympati hos alle i nabolaget. Hr. Lams hus, bygget i 2003, var den største aktiv for en mand, der lavede småjobs og levede stille dag efter dag. Da den voldsomme oversvømmelse kom, kunne bådene ikke nå ham, og hr. Lam stod og så vandet skylle ham væk, vel vidende at alle hans ejendele ville være væk. I tre nætter efter oversvømmelsen måtte han søge ly hos en nabo.
Da han vendte tilbage, så han kun en bunke murbrokker. Uden en kone, og med sine to børn adskilt efter deres skilsmisse, boede hr. Lam næsten alene midt i ruinerne. Han troede engang, at medmindre der skete et mirakel, medmindre han vandt i lotto, ville han aldrig være i stand til at genopbygge sit hus.
 |
Officerer og soldater fra Dak Lak provinsielle grænsevagt bygger hastigt et nyt hus til hr. Lams familie. |
Da hr. Lam derfor fik at vide, at Dak Lak-provinsens grænsevagt støttede opførelsen af hans hus, kaldte han det sit "drømmehus" - en drøm, han aldrig havde turdet forestille sig.
Det nye hus, bygget på det gamle fundament, har et areal på 44 m². Adgangsvejen til byggepladsen er smal og mudret efter oversvømmelserne, hvilket gør den utilgængelig for køretøjer, der transporterede byggematerialer. Grænsebetjente og soldater måtte bruge trillebøre og transportere mursten, sække med jord og sække med cement i hånden.
Alle i nabolaget var overraskede og glade på hr. Lams vegne. De havde sympati for hans situation, og da soldaterne kom for at hjælpe, spredte glæden sig til alle nabohuse. Fundamentet er nu færdigt, og murstensvæggene er ved at blive bygget. Hr. Lam sagde, at når huset er færdigt, vil han som det første invitere grænsevagterne og sine naboer til at udtrykke sin taknemmelighed.
"At tænke på at fejre Tet i et nyt hus er bedre end at vinde i lotto. Bare tanken om det giver mig motivation til at arbejde utrætteligt," delte hr. Lam med dirrende stemme, da han talte om den menneskelige venlighed og solidaritet, han mødte i de sværeste tider i sit liv.
Huset bevarer minderne om dem, der er tilbage.
Den anden historie handler om hr. Huynh Ngoc Thuyen (født i 1973) fra landsbyen Hiep Dong i Hoa Xuan kommune - en mand, der lever stille midt i langvarige tab.
Om få dage er det tre år siden, at hans kone døde af et slagtilfælde. Hans børn har etableret deres egne liv og arbejder langt væk, hvilket efterlader ham alene i det hus, han byggede for over 30 år siden, et sted, der rummer næsten alle minderne fra et liv, hvor de brugte landbrug sammen for at tjene til livets ophold.
 |
Grænsevagtbetjente og soldater gennemførte hurtigt "Quang Trung-kampagnen" med den største ansvarsfølelse for at sikre, at husene blev færdiggjort inden kinesisk nytår. |
Efter hans kones død blev livet stadig vanskeligere, så hr. Thuyen måtte tage til Ho Chi Minh City for at arbejde som arbejder. I de dage, hvor skybrud og oversvømmelser hærgede hans hjemby, var han rastløs, og hans største bekymring var ikke kun sit hus, men også de uerstattelige minder forbundet med hans afdøde kone. Han skyndte sig hjem med bus midt om natten og kunne kun bede til, at alt stadig var i tide.
Men den voldsomme oversvømmelse efterlod ham med ingenting. Hans gamle hus var næsten ubrugeligt efter dage med stigende vandstand. Fotografiet af hans afdøde kone, det vigtigste for ham, som han heldigvis havde sendt til sin brors hus på forhånd, blev det eneste hellige minde, der forblev intakt midt i det overvældende tab.
Under "Quang Trung-kampagnen" hjalp grænsevagten i Dak Lak-provinsen med at bygge et nyt hus til hr. Thuyen. For at overholde deadline arbejdede officerer og soldater om lørdagen, søndagen og endda om natten under midlertidige elektriske lys i et landdistrikt, der stadig var stærkt præget af naturkatastrofer.
 |
| Hr. Thuyens hus blev hurtigt bygget af officerer og soldater fra grænsevagten. |
Oberstløjtnant Huynh Ngoc Duy, vicechef for logistik og tekniske tjenester ved Dak Lak provinsielle grænsevagt, overvågede og opfordrede direkte til byggeriet og arbejdede tæt sammen med tropperne om hvert punkt for at sikre fremskridt og kvalitet. Han delte: "I eftermiddags var fundamentet og gulvpladen stort set færdiggjort. Blandt de 15 officerer og soldater, der deltog i at hjælpe hr. Thuyens familie, havde mange også familiemedlemmer, der var berørt af oversvømmelserne. Derfor forstod de dybt værdien af at dele og arbejdede med endnu større ansvar og dyb medfølelse."
I de tidlige dage bragte hr. Thuyen formiddagsmåltider til soldaterne. Men da soldaterne havde ondt af ham, at han boede alene, nægtede de bestemt at lade ham lave mad. De accepterede kun hans venlighed og overlod det anstrengende arbejde til soldaterne.
Naboerne kom for at se huset gradvist tage form, og alle var glade. For hr. Thuyen, da huset var færdigt, var det første han gjorde at rejse alteret for sin afdøde kone og derefter invitere grænsevagtsoldaterne til et simpelt måltid i det nye hus - hvor gamle minder er bevaret i en ny form.
Under "Quang Trung-kampagnen" hjalp grænsevagten i Dak Lak-provinsen direkte med at bygge to huse til de mennesker, der var hårdt ramt af oversvømmelserne. Antallet er måske ikke stort, men bag hvert hus er der et liv, der støttes, et håb, der genoprettes.
Disse nye mure giver ikke kun ly for regn og sol, men bevarer også varmen i båndet mellem soldater og civile i vanskelige tider. Og i områder, der engang var dybt oversvømmet, forbliver grænsevagternes fodspor lydløse og varer ved, ligesom den dybe hengivenhed, de har vist folket.
Kilde: https://www.qdnd.vn/nuoi-duong-van-hoa-bo-doi-cu-ho/chuyen-ve-nhung-ngoi-nha-trong-mo-1017289
