Nye muligheder for fred i Mellemøsten.

Efter at have været overskygget af konflikt og konfrontation i årevis viser Mellemøsten nu sjældne tegn på deeskalering på flere fronter samtidigt.

Positive tegn i mange brændpunkter åbner op for nye muligheder for fred i Mellemøsten. (Illustrativt billede.)

Den fortsatte våbenhvile mellem Israel og Libanon, fremskridt i forhandlingerne mellem USA og Iran og udsigten til at genåbne Hormuzstrædet skaber et mere gunstigt miljø for diplomatiske bestræbelser og regional stabilitet. I et af verdens mest komplekse brændpunkter er muligheder dog ikke nødvendigvis lig med fred. Om disse nuværende positive udviklinger vil bane vejen for en varig stabil orden eller blot en midlertidig pause før nye omvæltninger, er fortsat et ubesvaret spørgsmål.

Israel-Libanon-våbenhvile: Et skrøbeligt, men værdifuldt fundament.

I årtier har grænsen mellem Israel og Libanon været et af de mest vedvarende og uforudsigelige brændpunkter i Mellemøsten. Derfor er aftalen mellem de to sider om at opretholde våbenhvilen, omend med mange betingelser og usikkerheder, et bemærkelsesværdigt signal, men endnu ikke et gennembrud.

Den nuværende våbenhvile blev indgået under et enormt pres fra begge sider. Israel står over for en dobbelt byrde: at opretholde flere fronter samtidigt, mens den indenlandske økonomi og samfundet er under langvarigt pres. Libanon, der allerede er udmattet af en langvarig økonomisk og politisk krise, har ikke råd til den ekstra byrde af en eskalerende væbnet konflikt.

Den vigtigste forskel denne gang i forhold til tidligere våbenhviler er tilstedeværelsen af ​​en international overvågningsmekanisme og en direkte kommunikationskanal, der opretholdes gennem amerikansk mægling. Selvom dette ikke garanterer bæredygtighed, skaber det en afgørende buffer for at forhindre mindre hændelser i at eskalere til fuldskala konflikt.

FN's fredsbevarende styrker patruljerer grænsen mellem Israel og Libanon, hvor en våbenhvile opretholdes efter måneders spændinger. Foto: The Times of Israel.

Dr. Randa Slim, direktør for forsonings- og dialogprogrammet ved Middle East Institute (MEI) i Washington, kommenterede: "Denne israelsk-libanonske våbenhvile har en bemærkelsesværdig forskel: i den nuværende kontekst har begge sider en klar interesse i at opretholde deeskaleringen, i det mindste på kort sigt. Politiske beregninger kan dog ændre sig meget hurtigt i Mellemøsten. Det er vigtigt ikke kun at opretholde våbenhvilen, men også at bruge denne tid til gradvist at opbygge en mere bindende og bæredygtig ramme for stabilitet."

Forhandlingerne mellem USA og Iran: Fjernelse af den største hindring.

Hvis signalerne fra grænsen mellem Israel og Libanon var udgangspunktet, så er fremskridtene i forhandlingerne mellem USA og Iran den faktor, der kan ændre hele regionen. Det faktum, at begge sider har fjernet den største hindring i forhandlingerne, selvom de specifikke detaljer ikke er blevet fuldt ud offentliggjort, afspejler et betydeligt skift i både Washingtons og Teherans strategiske beregninger.

For USA skaber det økonomiske pres fra stigende energipriser og virkningen af ​​en langvarig konflikt på den globale økonomi et reelt incitament til en diplomatisk løsning. Trump-administrationen er, på trods af at den forfølger en hård linje, ikke immun over for økonomiske overvejelser, og historien viser, at amerikanske administrationer ofte er mere fleksible i deres taktikker, når de økonomiske fordele er betydelige nok.

Kontakter mellem USA og Iran ses som en nøgle til udsigten til at deeskalere spændingerne i Mellemøsten. Foto: Kurdistan24.

På Irans side skaber byrden af ​​internationale sanktioner og omkostningerne ved konflikten et internt pres i Teherans regering for at søge en diplomatisk løsning, selvom den ikke åbent anerkender dette. Adgang til olieindtægter, når sanktionerne er lempet, er et håndgribeligt og betydeligt nok incitament til at opfordre Teheran til at sætte sig ved forhandlingsbordet mere seriøst.

Professor Vali Nasr ved School of Advanced International Studies (SAIS) på Johns Hopkins University analyserede: "Dette er første gang i mange år, at både USA og Iran har haft reelle grunde, ikke blot diplomatiske signaler, til at nå til enighed. Atomspørgsmålet er fortsat en hindring, men fjernelsen af ​​den største hindring viser, at de to sider har fundet i det mindste minimalt fælles grundlag. Det er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, betingelse for en omfattende aftale."

Du vil måske også synes om

I takt med at USA lemper sanktionerne, udviser Iran igen forstyrrende adfærd i forbindelse med sit atomprogram.Den 23. juni annoncerede USA en midlertidig 60-dages ophævelse af nogle sanktioner mod Iran efter den første runde af forhandlinger mellem de to sider. Der er dog fortsat uenigheder om atomspørgsmålet, hvor Teheran afviser rapporter om en genoptagelse af IAEA's inspektioner.

Mindst 164 mennesker er døde og 971 er blevet såret efter to jordskælv i Venezuela.Tidligt den 25. juni (lokal tid) meddelte Venezuelas fungerende præsident Delcy Rodríguez, at mindst 164 mennesker var døde og 971 var blevet såret.

Årsagen til, at den iranske delegation nægtede at fortsætte forhandlingerne i Schweiz.GD&TĐ - Den 22. juni rapporterede nyhedsbureauet TASS, at den iranske delegation havde besluttet ikke at fortsætte firepartsforhandlingerne på feriestedet Burgenstock i Schweiz.

Hormuzstrædet: Den økonomiske nøgle til hele regionen.

Af alle de positive signaler, der viser sig i Mellemøsten, er udsigten til at genåbne Hormuzstrædet måske det mest direkte og globalt påvirkende. Omkring 20 % af den globale oliehandel passerer gennem denne strategiske vandvej, et tal der er tilstrækkeligt til at forklare, hvorfor enhver ændring i Hormuz' status øjeblikkeligt ville påvirke energimarkederne og de store forbrugerøkonomier verden over.

I perioder med eskalerende spændinger stod olietankskibe, der sejlede gennem Hormuz, over for betydelige sikkerhedsrisici, hvilket drev forsikrings- og forsendelsesomkostningerne op og dermed indirekte øgede de globale energipriser. Genåbning af denne rute, hvis den sikres af pålidelige sikkerhedsmekanismer, ville have en øjeblikkelig indvirkning på oliepriserne og reducere inflationspresset i mange udviklingsøkonomier.

Olietankskibe sejler gennem Hormuzstrædet, en strategisk vigtig sejlrute for det globale energimarked. Foto: Reuters.

Det er dog vigtigt at være realistisk: Hormuz er ikke blot et teknisk eller logistisk problem. Det er et geopolitisk kort, som Iran har, og som det ikke vil give slip på, medmindre det modtager konkrete garantier i en samlet aftale. Udsigten til at åbne Hormuz afhænger derfor direkte af fremskridtene i forhandlingerne mellem USA og Iran; disse to spørgsmål er uadskillelige.

Dr. Karen Young, seniorforsker ved American Enterprise Institute (AEI) og ekspert i Golfstaternes politiske økonomi, kommenterede: "Hormuz er et sted, hvor alle ønsker at åbne op, men ingen ønsker at betale den første pris. Dette er et klassisk geopolitisk dilemma: de samlede fordele ved at åbne op er klare og langt større end fordelene ved at lukke ned, men mekanismen til at fordele fordele og risici mellem parterne forbliver uafklaret. Så længe dette spørgsmål forbliver ubesvaret, vil Hormuz forblive et gidsel i de politiske forhandlinger."

USA og dets rolle som mægler: Muligheder og begrænsninger.

Det er umuligt at analysere udsigterne for fred i Mellemøsten uden at overveje Washingtons rolle, som har den største indflydelse på alle de udviklinger, der diskuteres. USA er både mægler i forhandlingerne mellem Israel og Libanon og direkte forhandler med Iran, og det er den dominerende militære magt i Golfregionen.

Trump-administrationen navigerer i en kompleks ligning: at opretholde presset på Iran, samtidig med at man søger en aftale, at støtte Israel, samtidig med at man presser på for en våbenhvile med Libanon, og at håndtere forventningerne fra Golf-allierede, hvis interesser ikke helt stemmer overens med Washingtons. Dette er ingen nem diplomatisk udfordring, selv ikke for de mest erfarne amerikanske administrationer.

USA spiller fortsat en central rolle i de diplomatiske bestræbelser, der involverer Israel, Libanon og Iran. Foto: The Jerusalem Post.

Trump-administrationen demonstrerede, på trods af sin ukonventionelle diplomatiske stil, i sin første embedsperiode evnen til at skabe overraskende aftaler i Mellemøsten, især Abraham-aftalerne. Spørgsmålet er, om en lignende tilgang fortsat kan være effektiv i den langt mere komplekse kontekst i dag, hvor konflikten allerede har resulteret i faktiske tab, og de politiske sår er friske.

Professor Daniel Byman, professor i sikkerhedsstudier ved SAIS, Georgetown University, og seniorforsker ved Center for Strategic and International Studies (CSIS), udtalte: "Washington har mere indflydelse end nogensinde før i Mellemøsten, men indflydelse er kun værdifuld, når den bruges konsekvent og tålmodigt. Den største risiko for den amerikanske mægler er ikke mangel på magt, men mangel på strategisk konsistens. Hvis Washington sender modstridende signaler til forskellige parter, vil tillid, det dyreste aktiv i regionalt diplomati, smuldre meget hurtigt."

En reel mulighed eller en midlertidig stilstand?

I det større billede skaber den samtidige fremkomst af positive signaler i flere brændpunkter i Mellemøsten en sjælden mulighed for at deeskalere spændingerne og fremme dialog i regionen. Mange iagttagere mener, at sidste gang Mellemøsten oplevede så mange positive signaler samtidig, var i begyndelsen af ​​1990'erne, perioden op til Oslo-aftalerne og fredsaftalen mellem Jordan og Israel.

Forsigtighed er dog en mere passende holdning end optimisme. Mellemøsten har en lang historie med forspildte muligheder, aftaler underskrevet men ikke håndhævet, og bølger af vold, der bryder ud kort efter perioder med tilsyneladende stabilitet.

Du vil måske også synes om

Tidligere israelsk premierminister indrømmer i hemmelighed at have smuglet titusindvis af Starlink-enheder ind i Iran.TPO - En tidligere israelsk premierminister har indrømmet, at hans land i hemmelighed smuglede Starlink-internetsignalmodtagere ind i Iran for at støtte regeringsfjendtlige demonstranter.

Israel angriber Gaza og Vestbredden og dræber mindst to mennesker.VTV.vn - Israelske angreb i Gazastriben og på Vestbredden den 24. juni dræbte mindst to palæstinensere, herunder et 12-årigt barn.

Præsident Erdogan: Ankara vil hævde sin position som et globalt diplomatisk knudepunkt.Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan bekræftede for nylig, at Ankara vil fortsætte med at styrke sin status og indflydelse på den internationale scene ved at være vært for vigtige kommende topmøder, herunder topmøderne i Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO) og Organisationen af ​​Tyrkiske Stater (OTS).

Regionale ledere deltager i et topmøde i Mellemøsten, hvor spørgsmål om regional sikkerhed og stabilitet fortsat er et centralt fokuspunkt på dagsordenen. Foto: Anadolu Ajansı.

Tre faktorer vil afgøre, om den nuværende positive udvikling kan føre til væsentlige ændringer. For det første er det hastighed. I Mellemøsten går udviklingen på stedet ofte hurtigere end forhandlingsprocessen, hvilket betyder, at der ikke altid er plads til diplomatiske bestræbelser.

Den anden faktor er evnen til at forbinde de relevante problemstillinger. Problemerne vedrørende Libanon, Hormuzstrædet og Irans atomprogram eksisterer ikke isoleret, men er sammenkoblede. Derfor er det usandsynligt, at en løsning, der kun adresserer hvert problem individuelt, vil give varige resultater for hele regionen.

Endelig er der niveauet af forpligtelsesgaranti. Erfaringer fra mange tidligere fredsprocesser viser, at aftaler kun er værdifulde, når de ledsages af tilstrækkeligt effektive overvågningsmekanismer til at sikre, at parterne rent faktisk opfylder deres forpligtelser.

Dr. Lina Khatib, leder af Mellemøsten- og Nordafrikastudier på Chatham House i London, konkluderede: "Der er positive udviklinger, men ikke nok til at bekræfte, at Mellemøsten er kommet ud af sin langvarige cyklus af ustabilitet. Mulighederne for dialog udvides, men der er stadig faktorer, der kan afspore de nuværende dialogbestræbelser. Forskellen denne gang er, at økonomisk og geopolitisk pres samtidig tvinger alle parter til at justere deres strategiske beregninger. Efterhånden som omkostningerne ved konfrontation stiger, stiger også pladsen til kompromis. Fælles interesser kan dog kun realiseres, når alle parter er villige til at omsætte strategiske beregninger til konkret handling."

Samtidige tegn på deeskalering i flere brændpunkter tyder på, at Mellemøsten står over for en sjælden mulighed for at bryde fri fra årelang spænding. Regional historie viser dog, at vejen fra dialog til aftale og fra aftale til fred aldrig er gnidningsløs. Den afgørende faktor vil ikke være positive signaler eller skriftlige forpligtelser, men parternes evne til at omsætte nuværende forventninger til konkrete skridt, der er i stand til at mindske forskellene og gradvist opbygge tillid.

Thanh Giang

Kilde: https://baothanhhoa.vn/co-hoi-moi-cho-hoa-binh-trung-dong-290075.htm