Hvert stykke tøj, der bruges til at transportere og opbevare gonger, er udførligt og indviklet, og det minder om et vævearbejde, fyldt med kunsthåndværkerens talent. Og mærkeligt nok er de dygtigste håndværkere koncentreret i landsbyen Mít Jep.
I en alder af 80 år er ældste Hyai stadig passioneret omkring håndværket at "strikke" gonger og giver det videre til yngre generationer. Foto: PD
Som indbyggere i en skovlandsbycivilisation er folket i det centrale højland yderst dygtige til at forvandle naturmaterialer som bambus og rotting til essentielle hverdagsting. I generationer har vævning været et traditionelt håndværk og et af målene for en mands fingerfærdighed.
Jeg husker, at Jacques Dournes, en fransk etnolog, der tilbragte mange år i det centrale højland, i sin bog *Det fortryllede land* nedskrev en ret interessant legende om Srê-folket om deres vævehåndværk.
Ifølge denne legende var kurve oprindeligt "frugten" af bambus, som voksede naturligt, og folk plukkede dem simpelthen til brug. På samme måde var måtter "frugten" af sivplanten. Men siden den store oversvømmelse har alt ændret sig. Kurve, sier, måtter ... vokser ikke længere som frugt på træer; folk er nødt til at lave dem selv.
Men af medfølelse betroede guderne planterne opgaven med at lære mennesker, hvordan man gør det. Måske er det derfor, at vævning i Ia O-grænseområdet i dag ikke kun er et levebrød, men også en måde for folket at bevare skovens lære, som er blevet givet videre gennem generationer.
"Pynter gongerne"
I denne sæson er cashewtræerne langs grænsen fyldt med modne, røde frugter. Den søde aroma af cashewnødder hænger ved vejen til landsbyen Mít Jep (Ia O kommune), omkring det luftige hus i den gamle Rơ Châm Hyai.
Efter at have fratrådt sin stilling som landsbyældste på grund af sin alder på 80 år, fokuserede ældste Hyai på sit yndlingsarbejde: vævning, herunder "vævning af tøj" til gonger og videregivelse af denne "mesterteknik" til den næste generation.
Ældste Hyai lærte vævning af sin egen bedstefar og far, og gennem mange landbrugssæsoner har utallige unikke produkter taget form fra disse hænder, herunder udsøgt fremstillede klæder til gongspillere, som vi aldrig havde set andre steder.
Der findes to typer gong-dæksler: Den første type er simpelthen vævet med sekskantede, sammenlåsende strimler, der ligner løst vævede kurve, som normalt bruges til at opbevare almindelige gonger. Den anden type er indviklet vævet og tilpasser sig dygtigt formen af en knopgong, der bruges til at opbevare værdifulde gonger såsom Pom-gonger, Pat-gonger osv.
Ældste Hyai sagde: "Blandt disse er Pat-gongen den mest værdifulde, fordi den er helt støbt i bronze. Jeg ejer i øjeblikket et sæt på 11 Pat-gonger, som er gået i arv fra mine bedsteforældre."
Prøv at slå på "modergongen" (den største gong), og den rungende lyd spreder sig i bølger, hvilket får dig til at føle, som om luften i sig selv vibrerer i alle retninger. Du føler virkelig, at du møder lyden af gongen.
Ældste Hyai værdsatte dette sæt gonger som en skat, så tidligere sparede han ingen anstrengelser på at gå ind i skoven for at finde rottingranker for at "væve tøj" til gongerne. Det første skridt begyndte altid med den vanskeligste del på forsiden, som var den fremspringende del, hvor gongknappen skulle placeres, hvilket krævede omhyggelig beregning for at sikre en perfekt og præcis pasform.
Herfra væves cirklerne gradvist bredere med mønstre, der nogle gange er sparsomme og nogle gange tætte, så produktet ser æstetisk tiltalende ud, og gongen har plads til at ånde. Bagsiden er vævet på samme måde, men er flad; de to sider er forbundet med en base med en åbning øverst til at indsætte gongen. Endelig er der fastgjort to stropper, ligesom dem, der bruges til at bære kurve, for nem bæring på skuldrene under transport.
Da gamle Hyai forklarede processen for mig, sagde han: Hver vævet jakke kan indeholde flere gonger fra det samme sæt; sæt med mere end 10 gonger kræver to jakker. Det tager 4-5 dages kontinuerlig vævning at færdiggøre ét produkt. Udover at væve til personlig brug, tager han også imod ordrer fra folk i sin landsby og nabolandsbyer.
Hvis kunderne medbringer deres egen rotting, opkræver håndværkerne kun 3-4 millioner VND pr. stykke; hvis rottingen er indkøbt af væverne selv, er prisen 5 millioner VND pr. stykke. Holdbarheden af et gong-overtræk kan vare i årtier.
Bevar for fremtiden.
Fru Hà Thị Hường - en embedsmand med ansvar for kultur og sociale anliggender i Ia O kommune - ledsagede os på et besøg hos omkring 5-6 andre kunsthåndværkere i landsbyen Mít Jep, der stadig besidder teknikken til at fremstille sådanne særlige produkter. Hun fortalte: Før provinsens fusion havde hele kommunen over 500 sæt gonger, flest i det tidligere Ia Grai-distrikt - grænsedistriktet, der stadig bevarede flest gonger i provinsen.
Alle ni landsbyer i Ia O kommune besidder i øjeblikket en uvurderlig kulturarv på cirka 160 dyrebare gongsæt. "Men alene i Mit Jep landsby ejer folket omkring en tredjedel af disse dyrebare gongsæt," afslørede fru Huong.
De lokale bor i en region, hvor gonger er dyrebare, og hvor disse værdifulde artefakter til en værdi af hundredvis af millioner af dong bevares, så de tøver ikke med at bruge ekstra penge på at købe smukke overtræk til deres gonger.
For folket her er det at bevare værdifulde gonger at beskytte noget ekstremt helligt. Og det er måske grunden til, at håndværket med at "væve gonghylstre" er blevet skabt, perfektioneret og videreført i denne region i så mange år.
En af ældste Hyais fremragende elever er hr. Puih Thớk (født i 1977) - kaptajnen for gongensemblet i landsbyen Mít Jep. Hr. Thớk ejer også et værdifuldt sæt på 11 gonger, som han købte af en landsbyboer i en nabolandsby for over 300 millioner VND. "Jeg var så fascineret af dem, at jeg købte dem!" forklarede han med et hjerteligt grin.
Efter at have fået fat i en gong, tog han til den ældre Hyais hus for at lære at flette kurve. Med en baggrund i vævning lærte han det meget hurtigt. Fra at være dygtig har han nu vævet snesevis af overtræk til dyrebare gonger; nogle måneder laver han op til fem. Udover traditionelle teknikker er han også meget kreativ og bruger andre materialer til dekoration.
Puih Glíu (fra landsbyen Mít Jep) delte med glæde: Hans familie arvede et værdifuldt sæt gonger fra hans forældre, så de besluttede at bede hr. Thớk om at flette en smuk rattankurv til at holde gongerne i.
Da vi spurgte: "Keder kunsthåndværkeren sig nogensinde, mens han sidder og strikker i stilhed dag efter dag?", lo både gamle Hyai og hr. Thớk: "Nej, når man først er fokuseret, keder man sig aldrig."
Vævningen afslørede tydeligt den langsomme og afslappede livsstil, som folk i det centrale højland praktiserede. De arbejder langsomt, tager tingene, som de kommer, og ved, hvornår det er færdigt... Samtalen med kunsthåndværkerne gav os også glæde over den selvgenererede inspiration, der er blevet givet videre i lokalsamfundet.
Hr. Rơ Châm Xê, leder af Mít Jep landsbyens frontkomité, sagde: "Selv uden kommunens indblanding har landsbyen uafhængigt organiseret undervisningen i gongspil og vævning, herunder 'vævning af tøj' til gonger, og dermed bidraget til bevarelsen af gongkulturen i det centrale højland. I fremtiden vil vi fortsat opfordre ældre håndværkere til at videregive deres viden til den næste generation."
Kilde: https://baogialai.com.vn/dan-ao-cho-cong-chieng-post581020.html
![[Video] Solnedgang ved Lap An-lagunen – Hvor solen går ned over fiskenetene](https://vphoto.vietnam.vn/thumb/1200x675/vietnam/resource/IMAGE/2026/05/31/1780192137701_beach-landscape-sea-water-nature-grass-745871-pxhere-com.jpeg)
Kommentar (0)