MINEARBEJDER
***
Rød Torn
Den kvælende varme på en sommereftermiddag
Sved gennemblødte mit ansigt; hvor er skyerne blevet af?
Byggepladsen genlød af støjen fra maskiner.
Guld og sort glimmer på både den alluviale og aftagende side.
Elektriske strømme skinnede overalt.
At vente på, at kullet flyder, vil lette besværet.
Med entusiasme og hårdt arbejde, mange gange
Tre vagter, fire hold, støv flyver højt op i luften.
Bar ryg, solbrun og tør af den stærke sol.
De snoede mineskakter rummer utallige glæder og sorger.
Den stolte levende kulsøm
Fra rå hænder, en hilsen fuld af blandede følelser.
Brændende sol eller bidende kulde
Minearbejderne bevarer stadig deres håbefulde smil.
Et kærlighedsbånd, der forbinder hjerter.
Den smukke blå skjorte forbliver lydløst betydningsfuld.
Ha Long ved daggry
Bjerge og have stråler klart og rigeligt.
Det strålende smil fra dengang
De melodiske tekster flyder over af glæde.
***
27. maj 2026
Digtet "Miners!" er en oprigtig og følelsesmæssigt rig sang om kulminearbejdere – mennesker, der i stilhed arbejder midt i jordens barske natur og den underjordiske verdens enorme dybder for at holde elektriciteten flydende i hele landet.
Fra de allerførste sætninger placerer forfatteren læseren i et barskt og intenst arbejdsmiljø:
"En brændende, kvælende hede på en sommereftermiddag."
"Dryppende af sved, hvor er skyerne blevet af?"
Disse to linjer fremkalder den brændende sommersol i mineområdet, den kvælende hede, der omslutter hele mineområdet. Billedet af "svedgennemvædet" skildrer ikke kun arbejdets strabadser, men fremkalder også en følelse af medlidenhed og beundring for dem, der dagligt står over for kulstøv, maskinstøj og minens intense varme. Spørgsmålet: "Hvor er skyerne blevet af?" er en blid klage, ikke en sørgmodig en, men fremhæver snarere minearbejdernes urokkelige vilje i lyset af barske forhold.
Digtets rytme udvides derefter til at omfatte hele byggepladsen med de lyde og farver, der er så karakteristiske for kulmineområdet:
"Byggepladsen genlyder af maskiners støj."
"Guld og sort glimmer på både den alluviale og aftagende side."
Lyden af det "stødende maskineri" skaber en pulserende rytme af produktivt arbejde, mens billedet af "glitrende sort guld" er en stærk metafor for kul – en dyrebar ressource, der ofte omtales som landets "sorte guld". Udtrykket "på den ene side, der eroderer den anden" er ikke kun musikalsk, men fremkalder også det ubarmhjertige tempo i livet på byggepladsen, et sted hvor strabadser og slid er sammenflettet med tro og håb.
Et af de smukke aspekter ved digtet er, at forfatteren ikke kun taler om det simple arbejde i kulminedrift, men også forbinder minearbejdernes arbejde med en dyb mening med livet:
"Elektrisk lys skinner overalt."
"At vente på, at kullet flyder, vil lette besværet."
Skibe sejler ind i havnen for at laste kul hos Cua Ong Coal Sorting Company. Foto: Duong Phuong Dai.
Kul fra jorden er ikke kun et økonomisk produkt, men også en energikilde, der bringer lys til alle hjørner af hjemlandet. Billedet af "elektricitet, der oplyser overalt" gør minearbejdernes arbejde endnu mere helligt. Det er ikke kun et levebrød, men også et bidrag til samfundet og nationens liv. Derfor bliver sveden og kulstøvet i minearbejdernes ansigter endnu mere værdifuldt.
De følgende vers dykker ned i minearbejdernes slidsomme og vedholdende arbejdsliv:
"Med hårdt arbejde og dedikation, mange gange"
Tre vagter, fire hold, støvet flyver højt."
Med blot et par præcise ord skildrer forfatteren realistisk den ubarmhjertige arbejdscyklus i kulindustrien. "Tre skift, fire hold" er et velkendt billede af minearbejdere – folk, der arbejder dag og nat for at sikre kontinuerlig produktion. Kulstøv dækker rummet og hænger fast i deres hår, tøj og ansigter, men frem for alt hersker deres entusiasme. Det er dette, der skaber minearbejderens unikke skønhed: anstrengende, men ikke pessimistisk, hårdtarbejdende, men altid fuld af viljestyrke og ansvar.
De måske mest rørende linjer i digtet er:
"Bar ryg, solbrun og tør af solen."
De snoede minegange rummer så meget glæde og sorg."
Dette er et meget realistisk og autentisk billede. "Bar ryg, solbrændt og forvitret af den skarpe sol" fremkalder det tynde, solbrune udseende af en arbejder efter års hårdt arbejde. Men bag det magre udseende ligger skønheden af modstandsdygtighed og tavs offer.
Digtlinjen "De dybe, snoede minegange rummer så meget glæde og sorg" beskriver ikke kun dybden af mineskakterne, men taler også om dybden af minearbejdernes liv. Inde i disse mørke, dybe gange ligger strabadser, farer, hjemve, glæden ved arbejdet og kammeratskabets ubrydelige bånd.
Digtet bruger også megen følelse på at rose kulminearbejdernes åndelige egenskaber:
"Svidende sol eller bidende kulde"
Minearbejderne bevarer stadig deres smil og håb."
Dette er minearbejdernes ædleste skønhed. Uanset om det er i sommerens brændende hede eller mineskakternes bidende kulde, bevarer de deres smil og tro på livet. Dette smil er ikke kun et udtryk for optimisme, men også et symbol på modstandsdygtighed og traditionen med "Disciplin og Enhed", som i generationer er blevet en kilde til stolthed for minearbejderne i Quang Ninh- provinsen.
Menneskelige relationer og kammeratskab blev også skildret på en dybt rørende måde:
"Et bånd af kærlighed forbinder hjerter."
"Den smukke blå skjorte forbliver i stilhed betydningsfuld."
Arbejdernes enkle, men smukke blå uniform er slående. Det er ikke kun arbejdets farve, men også ungdommens, solidaritetens og dedikationens farve. Udtrykket "stille" antyder den stille, beskedne natur hos dem, der arbejder dag og nat for at bidrage til at opbygge deres hjemland.
Mod slutningen af digtet udvider følelsen sig til stolthed over hjemlandets mineregion:
"Ha Long ved daggry"
"Bjerge og have skinner klart og rigeligt."
Det vidtstrakte og smukke naturlandskab fremstår som en velfortjent belønning for de flittige arbejdere. Solopgangen over kulregionen er ikke kun et udtryk for naturlig skønhed, men symboliserer også fremtiden, håbet og den fornyede vitalitet.
Digtet afsluttes med en munter og håbefuld tone:
"Det strålende smil fra dengang"
De melodiske tekster flyder over af glæde.
Efter alle strabadserne er det, der er tilbage, glæden ved arbejdet, stoltheden over at bidrage og en dyb kærlighed til minefaget. Derfor er digtet ikke kun en lovprisning af kulminearbejderne, men også et oprigtigt udtryk for taknemmelighed til dem, der arbejder dag og nat for at berige deres hjemland og land.
Med sin enkle, musikalske stil og levende billedsprog har "Miners!" efterladt et smukt indtryk af kulminearbejderne – almindelige, men fantastiske mennesker. Digtet har ikke kun følelsesmæssig værdi, men fremkalder også stolthed over de glorværdige arbejdertraditioner i den heroiske Quang Ninh-mineregion.
Kilde: https://giaoducthoidai.vn/den-voi-bai-tho-hay-tho-mo-post779386.html
![[Video] Solnedgang ved Lap An-lagunen – Hvor solen går ned over fiskenetene](https://vphoto.vietnam.vn/thumb/1200x675/vietnam/resource/IMAGE/2026/05/31/1780192137701_beach-landscape-sea-water-nature-grass-745871-pxhere-com.jpeg)
Kommentar (0)