Eftermiddagen i Hue sænker sig som et blødt silkebånd over himlen og farver rummet lilla med et blidt, melankolsk lys. På vandoverfladen falder de sidste sollysstråler i tynde, gyldne fragmenter. En blid brise rører de små bølger, som det bløde suk fra en person, der minder. Måske er det derfor, man let bliver stille, når man står foran Parfumefloden; al livets støj synes at forsvinde og kun efterlade et rum dybt nok til at høre hjertets stemme.

Parfumefloden flyder lydløst som en lang drøm. Fra de øvre strækninger af Truong Son-bjergene bærer floden duften af ​​skoven, den fugtige jord og den regn, der er gået. Når floden når Hue, bliver den blid, som en ung kvinde, der efter dages vandring pludselig bliver yndefuld og øm. Og så omfavner strømmen lydløst byen, som en mors arme, der aldrig holder op med at være tilgivende…

Men der er også øjeblikke, hvor Parfumefloden rører på, som om den vækker himmelens og jordens skjulte vibrationer. Dette er i regntiden, hvor himlen sænker sig og indhyller Hue i lange, uophørlige regnskyl. Den gamle hovedstad er fordybet i en melankolsk kærlighedssang, hvor vandoverfladen skælver blidt under det tynde slør af regn. Både driver lydløst forbi og bærer fjerne minder fra årstiden med sig. Strømmen bliver pludselig stærkere, hurtigere, som hjerteslaget hos en kvinde, der er ved at føde.

Du vil måske også synes om

I det øjeblik tænkte jeg på fødsel. Ikke kroppens fødsel, men tidens. Parfumefloden syntes at føde nye lag af minder for byen. Hver gang vandstanden steg, gentog floden den gamle historie: bådene der sejlede op og ned, folkesangene der blev sunget i måneskinnet, silhuetterne af lilla ao dai-kjoler der skrånede hen over Truong Tien-broen om eftermiddagen efter skole.

Hue er rolig, og Parfumefloden er endnu mere. Men det er netop denne stilhed, der gør enhver følelse så dyb. Et faldende blad på vandoverfladen er nok til at skabe krusninger, der spreder sig vidt og bredt, og klangen af ​​klokkerne i Thien Mu-pagoden er nok til at få flodens overflade pludselig til at føles mærkeligt hellig.

Nogle gange undrer jeg mig over, om floder også ved, hvordan man husker?

Jeg husker fortidens månelyse nætter, hvor vandoverfladen skinnede som et kæmpe spejl, der reflekterede hele himlen. Årstiderne med gule majs- og rapsblomster langs bredderne, brisen med en meget mild duft. Og måske husker jeg også de mennesker, der engang sad ved kysten og stille så vandet flyde og betroede det deres navnløse følelser. Parfumefloden flyder stille som et dybt rige af minder, der omfavner de grønne bredder. Træernes skygger falder og rører blidt ved det stille vand. Aftenen falder sagte på, lyset falmer og efterlader en dyb fred…

Du vil måske også synes om
Kunstprogrammet "Ho Chi Minh City - Hvor floder mødes"
Kunstprogrammet "Ho Chi Minh City - Hvor floder mødes"Om aftenen den 8. november organiserede Ho Chi Minh Citys kultur- og sportsafdeling et kunstprogram med temaet "Ho Chi Minh City - hvor floder mødes" i Ba Ria-distriktet (Ho Chi Minh City).

Floden flyder fredeligt gennem utallige årstider med regn og solskin og bærer lag af dynd som minder fra et helt liv. Tiden kan gå, og vejene kan blive ukendte, men Parfumefloden forbliver, en fredelig oase. Måske en dag vil jeg ikke længere ofte stå stille og se på, ikke længere høre vandets hvisken hver morgen eller aften, men jeg ved, at hvis jeg lukker øjnene og sidder ved floden, vil den afsløre utallige historier om livet på vandet. Glæde og sorg, alt sammen skylles væk af det kølige vand…

Hoai Thanh

Kilde: https://huengaynay.vn/doi-song/dong-song-thuong-nho-165639.html