[E-magasin]: Den fortryllende duft af teblomster i den tågede sæson

Jeg lærte engang af oldtidens mennesker at søge ro ved varmen fra en tekande. Men jeg indså, at en persons sindsro stammer fra deres eget hjerte. Te er en velsignelse, en afspejling af indre fred. Hvis hjertet er uroligt, betyder teen ikke noget.

Eftermiddagssolen faldt let ned. Små knopper prydede de unge grene, der glimtede af vand. Den fugtige luft blev hængende i mine næsebor. Pludselig længtes jeg efter den svage duft af teblomster og huskede en dampende kop te lavet af blomster i den disede, tågede vintertusmørke.

I denne sæson dækker tåge himlen. Den skjuler bjergkæden foran os. Tåge hænger i trætoppene og skjuler klaser af modne mispel dybt inde, der danner svage gyldne pletter. Tidligt om morgenen, mens tågen stadig hang fast i bladene, fulgte jeg ofte min bedstefar op ad bakken for at plukke grønne teknopper. På det tidspunkt var knopperne kun lige begyndt at åbne sig og absorbere tågen og jordens kølighed, og deres velduftende duft trængte dybt ned i mine lunger. Først da nåede teen virkelig sin fulde smag.

Min hjemby er meget velegnet til tedyrkning, især i de bakkede områder. Så hver husstand planter mindst et par rækker teplanter til eget forbrug. Teen, soltørret, med sine tykke blade udblødt i brøndvand fra bakkerne, fremkalder nostalgi hos mange, der er langt hjemmefra. Hver gang de tager afsted, bringer de bundter af te fra deres hjemby med sig. Men når teen ankommer til byen, mister den sin rustikke smag. Måske er det vandet, eller måske manglen på landlig atmosfære? Jeg ved det ikke, men jeg bemærker, at den let bitre smag mangler den vedvarende aroma.

Dengang han levede, dækkede teplanter bjergskråningerne bag huset. De høje tebuske, højere end et menneskes hoved, blev brugt til deres blomster og blade til at lave te, mens de kortere blev brugt til at lave te. I sæsonen var planterne dækket af hvide blomster, hvis søde duft tiltrak sværme af bier og skabte en summende lyd i den stille middag. Blomstringssæsonen var min favorit. Jeg fik lov til at gå op ad bakken med ham, lytte til ham tale om te, løbe og hoppe frit midt i den store grønne vidde og kigge ud på de endeløse marker i det fjerne. Han sagde, at det bedste tidspunkt at plukke teknopper var om foråret, når planterne spirede nye skud. Folk høstede dem stadig i andre sæsoner, men de var ikke så gode. Når man plukkede, skulle man vælge knopper, der lige var begyndt at åbne sig, i farve fra lysegrøn til hvid, og undgå dage med frost for at holde dem friske og duftende i længere tid. Jeg lyttede til ham, ikke helt forstående, men jeg vidste, at jeg elskede teblomster, når de blomstrede.

Du vil måske også synes om

Udførelse af rydningsarbejde for projekter i provinsen.Den provinsielle folkekomité har for nylig udsendt et dokument vedrørende implementeringen af ​​jordrydning til projekter investeret af landbrugs- og miljøministeriet i provinsen.

Natten falder på. Regnen intensiveres. Jeg åbner æsken med blomsterte, en svag aroma svæver gennem luften. Den koldtørrede te bevarer sin oprindelige farve og smag: en lysegrøn, lys hvid og intenst duftende. Vand simrer på et trækulskomfur. Tekanden, serveringskoppen og de enkelte tekopper skylles og roterer på en blå emaljeret bakke. En lille knivspids te i perfekt varmt vand, blomsterknopperne hvirvler sammen med vandet og skaber striber af smaragdgrøn mod et klart lærred. Duften af ​​te tilsat vand og den subtile aroma af trækul gennemsyrer rummet. Blomsterte absorberer vand hurtigere end knoppete, så den kan ikke trække længe, ​​men at hælde den ud for tidligt forringer dens fulde smag. Løfter tekoppen, aromaen svæver til mine næsebor. Jeg tager en slurk, den indledende bitterhed hænger ved, efterfulgt af en sød eftersmag. Teceremonien går langsomt. Regnen fortsætter med at tromme på bladene. Engang, på grund af min dybe kærlighed til teens aroma og tekenderens kontemplative sindsro, drømte jeg om at åbne et lille tehus i en stille gyde. Teborde, tekopper, trækulsovne, kalligrafi og stillebenmalerier dukkede op i mit sind. Men da jeg indså, at det ikke var mit skæbnebestemte mål, lagde jeg modvilligt planen til side med stor fortrydelse.

Gløderne er ikke døet ud endnu. Den blide aroma af te hænger ved. Skygger blafrer på væggen, mens vi deler en kop te. Verdens anliggender og menneskelivet afspejles i de tre måder at drikke te på. Den sidste kop er færdig og efterlader en svag, diset følelse. Uanset hvor mange måder at drikke te på, rummer det menneskelige hjerte stadig så mange bekymringer. Jeg lærte engang af oldtidens mennesker at søge ro ved siden af ​​en tekande. Men jeg er klar over, at en persons fred stammer fra deres eget hjerte. Te er en forbindelse, det menneskelige hjertes frihed. Hvis hjertet stadig er uroligt, gør varm eller kold te ingen forskel.

Over en kop te husker jeg, hvordan mine morforældres hus altid myldrede med besøgende. To gange om dagen skar min bedstefar teblade og holdt kanden varm. Han sagde, at deres hus lå nær et vejkryds, midt i landsbyen, og de havde en bakke med lækker te. Han bryggede te og lod den stå der, så alle, der gik forbi, kunne stoppe ind for et par kopper og snakke og dermed bringe glæde til hjemmet. På solrige dage kom mange mennesker på besøg og fyldte huset med livlige samtaler og latter. På regnvejrsdage kom kun naboerne, og han betroede sig til dem om forretninger, familiesager, teforarbejdning og tørring. Nogle gange så jeg ham og hans barndomsven fra landsbyen fortabte i tanker, mens de stille stirrede på de frodige, grønne marker udenfor. Måske mindedes de deres ungdom eller deres drømme. Nu, når jeg husker de gamle dage, føler jeg dybere meningen med livet og den menneskelige forbindelse i smagen af ​​min hjembys te.

Teens smag forsvinder gradvist, gløderne i ildstedet dør ud. Regnen falder støt, som en vuggevise. I denne sæson blomstrer teblomsterne rigeligt. Runde knopper, hvide blomster og gule støvdragere soler sig i regn og solskin. Af og til plukker jeg en håndfuld friske blomster, vasker dem og brygger dem. Smagen er diskret astringerende og duftende, med en sød eftersmag. Teblomsterne folder sig ud i tekanden og viser deres livlige farver, som om de stadig var på vinstokken. De hvide og grønne nuancer glimter i det dampende vand. Teens aroma svæver gennem luften. Jeg sidder ofte på trappen med en varm kop te i hånden og lytter stille til tiden, der langsomt går. Vinteren er næsten forbi, tehøsten er næsten færdig, og et par resterende tebær, med et sort skær, venter på forårets komme. I det nye år, med varmere vejr, vil teblomsterne blomstre igen. I det lille hjørne af gårdspladsen venter teen på en ven, en sjælebeslægtet, hvis duft varer hele foråret.

Du vil måske også synes om

Efter rapporten fra SGGP Newspaper er Pham Van Chi Park nu ren og smuk.I slutningen af ​​november 2025 modtog avisen Saigon Giai Phong klager fra beboere i Nguyen Van Luong-gadeområdet i Binh Phu-distriktet i Ho Chi Minh City over den langsomme fremgang med renoverings- og reparationsarbejdet på Pham Van Chi Park, hvor byggematerialerne var spredt tilfældigt, hvilket skabte et rodet og skæmt miljø og forårsagede miljøforurening.

Indhold af: Tran Thi Hong Anh

Foto: Internetkilde

Grafik: Mai Huyen

Kilde: https://baothanhhoa.vn/e-magazine-dam-tham-huong-tra-hoa-mua-suong-273182.htm