 |
| Aktiviteterne i Soọng cô-klubberne finder normalt sted i en varm atmosfære og er rige på den kulturelle identitet hos den etniske gruppe Sán Dìu. |
Den melodiske lyd af Soọng cô
I San Diu-folkets kulturliv betragtes Soong Co som "sjælens stemme", der stiger op fra bjergskråningerne, vandløbene, husene og endda de livlige landsbyfestivaler. Dette er en kærlighedssang med et opfordrings-og-svar-motiv, hvor teksterne er som en simpel, men dyb bekendelse, der fortæller historier om liv, kærlighed og loyalitet ... med en resonant, melodisk, blød og varm stemme.
I Thanh Cong-kommunen, hjemsted for en stor befolkning af den etniske gruppe San Diu, genoplives Soong Co-folkesangen gradvist. Lokalbefolkningen fortæller, at unge mennesker fra forskellige landsbyer tidligere, på arbejdsdage i markerne eller under landsbyfestivaler, samledes i grupper for at synge sange med kald og svar.
Og således genlød sangen fra landsby til landsby og skabte en levende, men charmerende kulturel atmosfære. Men med tiden, i takt med at livets forandringer fejede mange gamle værdier væk, forsvandt Soọng cô-sangen gradvist. Til tider kunne man ikke høre en eneste tone i hele landsbyen; melodien syntes kun at forblive i de ældres ensomme minder.
Genoplivningen af Soọng cô i Thành Công begyndte i 2017, en betydningsfuld milepæl. Siden da er der blevet etableret fire Soọng cô-klubber i fire Sán Dìu-landsbyer (ud af i alt otte landsbyer i kommunen). Etableringen af disse klubber har genoprettet den gamle melodi og genoplivet den kulturelle stolthed i lokalsamfundet.
Hvert vers blev samlet, håndskrevet, undervist og sunget under hver sammenkomst. Soọng cô var ikke længere en fragmenteret hukommelse, men en organiseret kulturel aktivitet med vogtere og efterfølgere.
I disse bestræbelser fungerer ældre håndværkere som "flammens vogtere". De fungerer som en bro mellem fortid og nutid, mellem erindring og liv. En af dem er hr. Le Quy Tu, 82 år gammel, medlem af Soong Co Ao Sen Klubben. Han har vidst, hvordan man synger, siden han var 13, hvor han fulgte sine ældre søskende og venner for at synge sange med opfordring og svar fra landsby til landsby.
Dengang lærte han ved at lytte, synge med og gradvist lære hver linje udenad. Blot tre år senere var han i stand til at synge hovedrollen i truppen. Derefter meldte han sig til hæren som 18-årig; da han vendte tilbage til sin hjemby som 28-årig, var Soọng cô-sang i hans region blevet meget sjældnere. Færre og færre mennesker vidste, hvordan man sang, og mange melodier blev ikke længere fremført.
Da klubben blev grundlagt i 2017, var han en af de første til at ansøge om medlemskab. Selv i firserne deltager han stadig regelmæssigt og engagerer sig entusiastisk i hver træning. Hans flid og entusiasme gør møderne mere livlige; han er også et af klubbens mest aktive medlemmer.
Hr. Tư funderede: "Denne sang har næret mig, siden jeg var barn. Nu vil jeg lære mine børn og børnebørn, uanset hvilke vers jeg stadig husker."
I fodsporene på dem, der holdt flammen i live, følger fru Lam Thi Lang, født i 1955, i øjeblikket leder af Soọng cô-klubben i landsbyen Van Phu. Siden hun var 18 år gammel, har hun været fascineret af Soọng cô-sange og rejst med venner fra landsby til landsby for at synge i call-and-response-stil. For hendes generation handlede sang også om at finde venner og kære; mange par fandt kærligheden i løbet af de nætter med sang midt i bjergene og skovene.
Før klubben blev etableret, blev hun og et par naboer lejlighedsvis inviteret til at optræde i naboprovinser, men på grund af manglende regelmæssig øvelse var hendes recitation af melodierne inkonsekvent. Da kommunen genoplivede Soọng cô den 1. juni 2017, meldte hun sig straks til, og i 2022 blev hun betroet stillingen som formand.
Hendes klub har i øjeblikket 36 medlemmer, hvoraf kun tre er mænd, hvoraf de fleste er over 60 år gamle, og mange er næsten 80. Hver måned, den 15., afholder klubben sit ordinære møde.
Fru Lam Thi Lang fortalte: "Vi har hver især en notesbog. Det er klubbens medlemmers 'bog', fyldt med sange, som vores ældre plejede at recitere, som vi derefter transskriberede i hånden. Da vi grundlagde klubben, spurgte vi hver ældre, om de kunne huske nogle af sangene, så vi kunne indspille dem alle, og derefter samlede vi dem i én bog. Bogen er blevet sendt rundt, og alle opbevarer den omhyggeligt."
Bevaringen af Soọng cô i Thành Công er ikke begrænset til landsbyens medborgerhus eller klubsammenkomster, men blander sig også med dagligdagen, især på de frodige grønne teplantager.
San Diu-folket synger Soọng cô, mens de planter og høster te, når de inviterer hinanden til at tilbyde te, eller under fredelige kurtiseringsaftener. Deres sang blander sig med den blide raslen af teblade i brisen og skaber en levende, beroligende rytme, der dybt gennemsyrer deres liv. For dem er Soọng cô ikke bare en sang, men også en måde at bevare deres ånd og kultur på midt i den velkendte aroma af te, en måde at "fremme duften af deres hjemlands te".
Blandt de gamle sange, der er bevaret, er der mange tekster om te, planten, der er blevet Thai Nguyens varemærke:
"Hvis teplanterne vokser godt, vil de producere mange knopper / og vi kan høste teen og tilbyde den til gæster langvejsfra."
god
"Thai Nguyen sælger te i ti retninger / Jeg bringer den lækre te til markedet / Jeg beholder den duftende te til at servere for min elskede."
Disse sange er både enkle og fulde af kærlighed. Det er sådan, San Diu-folket udtrykker deres følelser gennem arbejde og produkter fra deres hjemland, så hver sang fortæller en historie om mennesker, te og land med stolthed.
Derfor er Soọng Cô i Thành Công ikke blot en langvarig traditionel identitet; det er en kollektiv erindring, livets åndedrag, samfundets stemme, der er dybt forbundet med teplantagerne. Takket være indsatsen siden 2017 og de ældre håndværkeres vedvarende ånd har de gamle melodier fået fornyet liv på de grønne bjergskråninger og fortsætter med at give genlyd midt i den fredelige te-dyrkningsregion.
Indsats og bekymringer
Hvis Soọng cô-folkesangene er den blide strøm, der nærer Sán Dìu-folkets åndelige liv, så er det nødvendigt med hele samfundets samarbejde for at sikre, at strømmen ikke tørrer ud.
I Thanh Cong kommune opnås bevarelsen af Soong Co ikke gennem store slogans, men ved at bringe denne musikalske stil tilbage i dagligdagen, fra landsbyaktiviteter til lokalområdets generelle kulturelle aktiviteter.
Gennem årene har kulturelle, sportslige og turismeaktiviteter altid været en prioritet for lokale partikomitéer og -myndigheder, integreret i udviklingsprogrammer. Med tiden er Soọng Cô-klubberne gradvist blevet en hjørnesten, hvilket har givet den etniske gruppe Sán Dìus sang en mere bæredygtig plads i kulturen.
Fra nabolagsmøder og afdelingsforeningsaktiviteter til lokale radio- og tv-systemer og velkendte landsby-Zalo-grupper spredes historien om Soọng cô som en påmindelse om at bevare traditionelle identiteter, der er i fare for at blive glemt.
 |
| Den melodiske Soọng cô-sang blander sig harmonisk med tebakkernes store vidder. |
De fire Soọng cô-klubber i landsbyerne Ao Sen, Vạn Phú, Nhội og Hạ Đạt er derfor som små, ulmende "flammer", der holder varmen fra Sán Dìu-kulturen i live. Lokale organisationer samarbejder om at fremme og opmuntre medlemmer og befolkningen til at deltage i aktiviteter, bidrager med midler og indsats for at opretholde deres drift.
Takket være dette er Soọng cô-sangen ikke kun vendt tilbage til klubmiljøet, men har også spredt sig til festivaler, udvekslinger og fællesskabssammenkomster, der forbinder ældre, kvinder, midaldrende og unge i den samme kulturelle aktivitetskreds.
I øjeblikket har de fire Soọng cô-klubber i Thành Công over 100 medlemmer i alderen omkring 40 år og derover. Hver måned mødes medlemmerne den 1., 15. og 16. i månemåneden og om aftenen i weekenden i landsbyens kulturcenter. Disse sammenkomster er, udover at gennemgå melodierne, også muligheder for Sán Dìu-folket til at snakke, dele følelser og minde hinanden om sproget, skikkene og livsstilen, der har næret samfundet i generationer.
Udover interne aktiviteter deltager Soọng cô Thành Công-klubberne aktivt i udvekslinger med andre lokaliteter. Holdene har deltaget i Soọng cô-sangkonkurrencen i 6 provinser arrangeret af Quang Ninh , og har også udvekslet idéer med klubber i mange andre provinser…
Hvert år byder lokalområdet mere end 15 delegationer fra andre områder velkommen, der kommer for at besøge og lære. På teplantagerne eller i landsbyens kulturcenter synges de traditionelle kurtisansange igen, hvilket gør det muligt for Soọng cô at blive hørt, set og husket endnu bedre.
Det er dog ikke uden udfordringer at bevare traditionelle folkemelodier. Størstedelen af medlemmerne er over 60 år gamle, mange næsten 80, og deres helbred er begrænset, hvilket gør regelmæssige aktiviteter vanskelige. Klubberne mangler også tilstrækkelige driftsmidler; udstyr som forstærkere, højttalere, mikrofoner, traditionelle kostumer, belysning og opbevaringsskabe er stadig mangelvare.
I lyset af denne situation har de lokale myndigheder foreslået, at højere forvaltningsniveauer yder støtte til at opretholde og udvide driften, organiserer træning for at forbedre ledelsesevner og fremmer hyppigere udvekslinger med andre enheder.
Men det, der bekymrer mange mennesker mest, er spørgsmålet om arvefølgen. Realiteten er, at de fleste af dem, der kan synge Soọng cô, er ældre, mens antallet af unge, der deltager, er lille. Hvis undervisningen ikke gives videre rettidigt, er der en stor risiko for, at traditionen går tabt igen.
Derfor minder håndværkerne ofte hinanden ved hver sammenkomst: først og fremmest, syng for jeres børn og børnebørn derhjemme, mind dem om at bevare sproget, melodierne og den måde, San Diu-folket udtrykker deres hengivenhed på gennem Soọng cô.
Nguyen Van Duong, næstformand for Thanh Cong kommunes folkekomité, delte sin langsigtede vision og udtrykte sit håb om, at området fra nu af og indtil 2030 vil sigte mod at udvikle feriestedsturisme baseret på dets varierede naturlandskab.
I dette "billede" af tebakker og søer vil Soọng cô være et markant kulturelt højdepunkt. Forhåbentlig vil den livlige sang snart genlyde midt i tebakkerne, sunget af lokalbefolkningen selv i deres daglige liv i dag.
Sidst på eftermiddagen på Thanh Cong-teplantagerne bærer en brise fra det fjerne den forfriskende duft af unge blade. Under tetræerne driver bløde melodier, der giver genlyd af de blide toner fra Soọng cô-folkesange, langsomme og inderlige, som rytmen af teplanterne, der vokser dag for dag. Et sted summer legerende børn sagte med til et par pludrende replikker.
Denne enkle, charmerende scene er et symbol på kontinuitet. Den repræsenterer troen på, at Soọng Côs melodier, på trods af skiftende tider, vil fortsætte med at give genlyd over de grønne bakker. Ligesom den flittige duft af te, der bæres af vinden, vil disse melodier fortsætte med at bevare Sán Dìu-folkets sjæl og tilføje skønhed og vitalitet til Thành Công i dag og i fremtiden.
Kilde: https://baothainguyen.vn/van-hoa/202602/giu-hon-soong-co-tren-nhung-nuong-che-9c353bb/
