I løbet af det seneste årti med implementering af e- forvaltning har en af de største flaskehalse været manglen på sammenkobling og synkronisering mellem informationssystemer. Data er fragmenteret på tværs af ministerier, departementer og lokaliteter; hvert sted bygger sit eget system, software og format, hvilket fører til spild af ressourcer og begrænset effektivitet i betjeningen af borgere og virksomheder. Datadeling er primært baseret på dekreter eller administrative direktiver og mangler et tilstrækkeligt stærkt retsgrundlag til at tvinge myndigheder til at overholde reglerne.
Loven om digital transformation adresserer direkte dette problem: deling og udnyttelse af data fra nationale databaser, specialiserede databaser og informationssystemer fra andre myndigheder til at strømline administrative procedurer, levere online offentlige tjenester og sikre problemfri, ikke-fragmenteret forbindelse mellem det centrale og lokale niveau er et juridisk ansvar for statslige myndigheder.
En bemærkelsesværdig forbedring af loven er det obligatoriske krav om at overholde den nationale ramme for digital masterarkitektur, den nationale ramme for dataarkitektur, den nationale ramme for datastyring og -styring, den fælles dataordbog og relaterede tekniske standarder og forskrifter. Dette er "nøglen" til at sikre teknisk synkronisering fra centralt til lokalt niveau, lægge grundlaget for dannelsen af fælles digitale platforme, reducere dobbeltinvesteringer og forbedre effektiviteten af offentlige udgifter.
Den positive effekt af denne regulering er også tydelig i optimeringen af ressourcer og forbedringen af oplevelsen for borgere og virksomheder. Princippet om genbrug af data er med til at afskaffe den situation, hvor flere myndigheder indsamler den samme type information, som staten allerede er i besiddelse af. Endnu vigtigere er det, at når databaser er problemfrit forbundet, vil borgerne ikke længere skulle give grundlæggende oplysninger gentagne gange, når de behandler administrative procedurer. Dette er et sandt mål for administrativ reform i det digitale miljø.
Der er selvfølgelig stadig meget arbejde at gøre mellem regler og praksis. For det første er der den "teknologiske arv" i den offentlige sektor. I virkeligheden er informationsteknologisystemerne i mange offentlige myndigheder fragmenterede, forældede og mangler integrationsmuligheder. Samtidig kræver det betydelige økonomiske ressourcer og lang tid at opgradere eller udskifte dem for at opfylde de nye standarder i loven.
Derudover er dataforbindelse kun virkelig meningsfuld, når inputdataene er nøjagtige, komplette, rene og opdaterede. Samtidig indeholder mange specialiserede databaser stadig unøjagtigheder og mangler standardisering. Hvis der etableres forbindelse, når datakvaliteten er under standard, kan det sammenkoblede system forstærke fejl i stedet for at forbedre administrationseffektiviteten.
Elimineringen af datafragmentering lægger også et betydeligt pres på infrastruktur og informationssikkerhed. Nationale sammenkoblede systemer vil blive "rygraden" i den digitale forvaltning, hvilket kræver robuste infrastrukturkapaciteter og flerlagede sikkerhedsmekanismer. Den kaskaderende risiko for cybersikkerhedsbrud er en udfordring, der ikke kan undervurderes, da selv en enkelt sårbarhed på græsrodsniveau kan påvirke hele systemet.
Et andet problem er individuel ansvarlighed i forbindelse med implementeringen. Selvom loven nævner ansvaret for myndigheder, organisationer og enkeltpersoner, uden specifikke kriterier for håndtering af overtrædelser, kan reglerne let blive vage, hvilket gør det vanskeligt at fordele ansvaret, når der opstår flaskehalse eller datafejl.
Derfor skal regeringen fra nu af og indtil loven træder i kraft (1. juli 2026) hurtigst muligt udstede vejledende dokumenter til dens implementering, herunder klare regler om sanktioner for manglende deling af data, deling af data af undermåls kvalitet eller hindring af datainteroperabilitet.
Samtidig er der behov for en strategi for rensning og standardisering af data, før der skabes udbredt konnektivitet. Der bør gives prioritet til områder med en betydelig indvirkning på borgere og virksomheder, og ressourcerne bør fokuseres på at forbedre datakvaliteten. Erfaringer fra opbygningen af den nationale befolkningsdatabase viser, at med stærk politisk vilje og systematisk implementering kan dataflaskehalse overvindes fuldstændigt.
Investering i infrastruktur og sikring af informationssikkerhed kræver også en ny og mere fleksibel tilgang til finansielle mekanismer; etablering af obligatoriske minimumsstandarder for informationssikkerhed som en forudsætning, før lokale systemer kan tilsluttes det nationale sammenkoblede netværk.
Det kan siges, at loven om digital transformation effektivt har adresseret de juridiske rammer for digital forvaltning. Imidlertid vil reglernes gennemførlighed afhænge af ressourcerne til implementering og den politiske vilje til at håndtere de langvarige "dataøer". Loven har banet vejen, men for at den vej kan føre til en effektiv, transparent og menneskecentreret digital forvaltning, er der behov for en vedvarende, disciplineret og substantiel implementeringsproces.
Kilde: https://daibieunhandan.vn/kien-tri-ky-luat-and-thuc-chat-10401468.html








Kommentar (0)