Jeg er ingen undtagelse. Måske delvist på grund af alderen, og delvist på grund af livets usynlige pres, har jeg bemærket, at jeg bliver mere kort lunte og nemt mister besindelsen over meget små ting. Der er tidspunkter, hvor jeg ikke længere genkender mit tidligere jeg, i stedet for det forhastede, stressede og konstant overvældede af informationsstrømmen hvert minut, hvert sekund.
Og så besluttede jeg mig for at lære kalligrafi. I starten var det bare for at slå tiden ihjel, for at finde noget, der kunne sætte mig ned. Men dybere inde prøvede jeg måske at trække mig væk fra støjen, for at genopdage en smule fred, som jeg utilsigtet havde mistet.
Da de så mig bringe en masse ting hjem, furtede min mand og børn, en blanding af overraskelse og morskab. Der var rødt papir, blæk, pensler ... alt sammen ukendt fra vores families sædvanlige rutine. En af dem drillede endda:
"Mor, har du planer om at blive traditionel kalligraf?"
Min mand smilede bare og rystede på hovedet, som om han troede, at det var en flygtig interesse, der hurtigt ville forsvinde.
Den aften, efter at alle var faldet i søvn, lagde jeg stille mine nyindkøbte skriveredskaber frem på bordet. Det varme gule lys skinnede ned på det plettede hvide papir, og alt blev mærkeligt stille. Jeg tog pennen og følte mig lidt akavet. Min hånd var ikke vant til den, blækket flød ikke jævnt, og hvert streg jeg skrev var klodset og tøvende. Men det var i de langsomme øjeblikke, at jeg følte noget helt andet; mit hjerte syntes at falde til ro.
 |
At lære kalligrafi: Genopdage sig selv i den digitale tidsalder. Foto: THUY DUONG |
I den næste uge gentog jeg den samme opgave hver aften: male blæk, sprede papir, holde penslen og øve mig i at skrive. De færdige sider lå spredt, strøgene ujævne, blækket nogle gange mørkt, nogle gange lyst, og min hånd rystede af og til let, hver gang jeg satte pennen på papiret. Der var tidspunkter, hvor jeg omskrev et tegn tyve gange uden tilfredsstillelse, og følelser af modløshed sneg sig ind. Men så indså jeg noget dybere i det at lære kalligrafi. De kalligrafiske tegn, jeg skrev, var en mulighed for mig til at dyrke tålmodighed.
Så en dag lykkedes det mig at skrive mere pænt. Jeg tog et billede og delte det på Facebook. Mine venner opmuntrede og roste mig, hvilket gav mig mere motivation til at fortsætte.
Den eftermiddag, mens jeg kæmpede med at skrive ordet "Tâm" (hjerte/sind), ringede min telefon pludselig.
"Hej, frue...", lød en velkendt stemme fra den anden ende af linjen.
Ja, jeg lytter.
- Jeg synes, din håndskrift er så smuk, jeg vil gerne bede om noget af din skrift. Ville du være villig til at dele den med mig?
Jeg holdt en pause. Spørgsmålet kom som en stor overraskelse. Jeg kiggede ned på papiret foran mig. Der varede et øjebliks tøven, men så svarede jeg roligt:
Ja, det gør jeg.
- Din håndskrift er smuk, jeg kan virkelig godt lide den…
Jeg smilede, men en mærkelig følelse vældede op i mig. Smuk? Måske så hun kun overfladen, mens jeg udmærket godt vidste, hvor umodent hvert eneste streg i hendes håndskrift stadig var.
"Hvilket ord kan du lide?" spurgte jeg.
Der var et par sekunders stilhed i den anden ende af linjen, så blev stemmen langsommere, som om de udøste deres hjerte:
"Jeg har været så kort lunte på det seneste, søster ... skriv venligst ordet 'Tålmodighed' til mig, så jeg bliver nødt til at være tålmodig, hver gang jeg ser det ... og ordet 'Fred' ... Jeg beder til, at min familie altid må være fredelig."
Jeg blev tavs.
Pludselig var pennestrøgene foran mine øjne ikke længere blot en øvelse. Hvert bogstav bar nu et ønske, en tro, som andre havde betroet mig. Mit hjerte bævede en smule, da jeg indså ansvaret bag de streger, jeg skrev.
Efter telefonopkaldet sad jeg der i lang tid. Jeg tog noget nyt papir frem og malede blækket langsommere end normalt. Da jeg satte pennen til papiret for at skrive ordet "Tålmodighed", faldt mit hjerte til ro. Med hvert langtrukne strøg, hver pause, syntes jeg at minde mig selv om: Ikke kun den person, der anmoder om kalligrafien, skal lære tålmodighed, men det skal jeg også.
Da jeg nåede ordet "Fred", følte jeg mig pludselig lettere. Strøgene blev blødere, langsommere, som om de bar en stille velsignelse. Jeg ved ikke, om min håndskrift er smuk nok, men jeg ved, at jeg skrev med al min oprigtighed.
Da jeg satte pennen til papiret, indså jeg pludselig, at kalligrafi både er en rejse for at finde perfekt skønhed og en rejse for at lære at forbedre sig selv. Ligesom mig elsker de, der søger kalligrafi, også skønhed og leder efter et spirituelt anker, en blid påmindelse midt i livets travlhed.
Jeg er stadig nybegynder, og der er stadig meget at lære. Men fra det øjeblik sagde jeg til mig selv, at jeg ville fortsætte med at skrive for at forbedre min håndskrift, for at berolige mit sind og for at blive mere standhaftig i mødet med livets kaos.
Det trak mig væk fra informationsstrømmen, hvilket gjorde det muligt for mig at sætte farten ned, undgå at føle mig frustreret, irritabel eller unødigt vred. Det gjorde det muligt for mig at vende tilbage til at være mig selv, med de uskyldige drømme og den ungdommelige ånd af at stræbe efter at blive et bedre menneske, der havde været forankret i mit sind.
Jeg tror, det også er en måde at være et kulturelt menneske på i den digitale tidsalder.
Kilde: https://www.qdnd.vn/van-hoa/van-hoc-nghe-thuat/lach-khoi-cong-nghe-so-tim-lai-minh-1032946
![[Video] Solnedgang ved Lap An-lagunen – Hvor solen går ned over fiskenetene](https://vphoto.vietnam.vn/thumb/1200x675/vietnam/resource/IMAGE/2026/05/31/1780192137701_beach-landscape-sea-water-nature-grass-745871-pxhere-com.jpeg)
Kommentar (0)