Lykkens farve

(DN) - Har du nogensinde spekuleret på, hvilken farve lykke er? Er det kærlighedens lyserøde farve, morgensolens gule farve eller himlens fredelige blå farve efter regn? Alle har deres egen unikke nuance af lykke. Nogle siger, at lykke er farven på et barns smil, andre siger, at det er farven på røgen fra et landsbykøkken om aftenen eller farven på en mors falmede tøj efter utallige sæsoner med sol og vind. Hvad mig angår, ser jeg lykke i alle mulige farver, der ændrer sig med hvert øjeblik i livet.

Báo Đồng Nai•05/11/2025

Da jeg var lille, var min lykke en varm orange farve – farven på det slik, min mor gemte i min lomme og i hemmelighed lagde i min hånd, når jeg surmulede efter at være blevet skældt ud. Nogle gange var det den hvide farve på en ny side i en notesbog, når min far sad ved siden af mig og blidt lærte mig at skrive mine første breve. Dengang fandt jeg kun glæde i de små ting, uden at vide, at de repræsenterede den sande, enkle lykke.

Da jeg voksede op, var min lykke lysegul – som morgensolen, der strømmede ind ad vinduet og kærtegnede mit rodede hår efter en søvnløs nat. Det var at høre min mor råbe: "Kom ned til morgenmad, det bliver koldt!" – en stemme så velkendt, at den var almindelig, men alligevel efterlod dens fravær, selv i én dag, mig med en følelse af tomhed. Nogle gange er lykke bare en velkendt frase, en vi skødesløst overser midt i hverdagens travlhed.

Jeg husker engang, da jeg besøgte mine forældre, og så snart jeg parkerede bilen foran porten, skyndte min far sig ud. I det øjeblik han så mig, sagde han: "Din bilrude er løs, lad mig stramme den. Den er farlig på lange ture." Uden at vente på mit svar gik han hurtigt ind igen for at hente sit velkendte værktøj. Jeg stod der og så ham sidde foroverbøjet over bilen, hans solbrune hænder stramme hver skrue, mens han mindede mig om: "Du skal være opmærksom på disse små ting, vent ikke, til den er i stykker, før du begynder at bekymre dig om at reparere den." Jeg smilede, og pludselig fyldtes mine øjne med tårer. Det viser sig, at lykke nogle gange kan være så simpelt – at have en, der i stilhed holder af dig, uden at sige blomstrende ord, men stadig får dit hjerte til at føles varmt. Farven på lykke på det tidspunkt var for mig den dybbrune farve på hans hårdhudede hænder, eftermiddagssolen, der glimtede på hans grå hår, den mest enkle, men varige kærlighed i verden.

For mig tager lykken nogle gange farven af et barns smil. Ligesom den eftermiddag, da min lille datter løb ind i mine arme, rakte en nedkradset tegning frem og udbrød: "Mor, jeg tegnede dig!" Linjerne var udtværede, farverne tilfældige, men alligevel blødgjordes mit hjerte. Hendes uskyldige smil lyste op i hele rummet. Det viser sig, at lykken ikke er langt væk; den er lige der i det øjeblik, vi ser det rene, uskyldige smil.

Du vil måske også synes om

Dao-folket bevarer deres traditionelle håndværk.Midt i det moderne livs forandringer bevarer landsbyen Dao Phieng Phang i Thuong Minh kommune stadig sine traditionelle kulturelle værdier.

Der er dage, hvor jeg kommer hjem efter en lang og trættende dag på arbejdet, og så snart jeg sætter mig ned, spørger min mand blidt: "Har du spist endnu? Lad mig lave noget." Bare den simple sætning får mit hjerte til at føles lettere, og alt presset synes at forsvinde. Derfor behøver lykke nogle gange ikke noget storslået; det er bare at blive passet på med ægte oprigtighed. I det øjeblik er lykkens farve den varme, blide farve af deling og forståelse.

Nogle gange gør jeg ingenting, bare sidder stille, ser skyerne drive forbi, lytter til de raslende blade på verandaen og føler en usædvanlig følelse af fred. Om morgenen, når jeg nipper til min første kop kaffe og lytter til fuglenes sang på balkonen, føles alt pludselig ubeskriveligt fredeligt. Disse små øjeblikke er ikke blændende eller støjende, men de varmer mit hjerte. Jeg forstår pludselig, at lykke er farveløs – den er så klar som et åndedrag, så let som en brise, og man kan mærke den, hvis man bare holder en pause et øjeblik.

Der var dage, hvor jeg jagtede lykken og tænkte, at kun det at opnå noget virkelig ville bringe mig glæde. Men jo længere jeg kom, jo mere indså jeg, at lykke ikke er en destination, men en rejse. Det er en række enkle øjeblikke, små brikker, der udgør billedet af livet. Og når vi lærer at smile til alting, selv ting, der ikke går som planlagt, har vi allerede rørt lykken.

Hvis nogen spurgte mig: "Hvilken farve har lykke?", ville jeg nok bare smile og svare: Lykke er kærlighedens farve. Det er morgenens varme solskin, et hjems fredfyldthed, blikket fra vores kære og gennemsigtigheden af de enkle ting omkring os. Alle vil have en forskellig opfattelse, men for mig har lykke altid sin egen unikke farvetone – ikke for lys, ikke for mat – lige nok til at få os til at værdsætte livet så meget.

Du vil måske også synes om