Tet-minderne fra erfarne kvindelige kunstnere

Folkets kunstner Bach Tuyet : Vores hus har stadig masser af braiseret svinekød i kokosmælk, klæbrige riskager osv.

For folkekunstneren Bach Tuyet handler Tet (månenytår) normalt om at dele andres glæde i stedet for at fokusere på sig selv: "Under Tet finder jeg normalt glæde i andres lykke og ser dem glade efter et langt år med travlhed. Jeg syr nyt tøj til dem, der tager sig af mine måltider og søvn, giver dem heldige penge i form af guld eller nye pengesedler. At se dem glade gør mig glad. Så går jeg også rundt og køber røde hanekamblomster, gule abrikosblomster og krysantemum. I de senere år, da jeg flyttede til forstæderne, nød jeg også at gå i min nabos have, hvor de et par måneder tidligere havde dyrket morgenfruer for at sælge dem for at tjene penge til Tet. Jeg 'bad' dem om at købe nogle og bad dem om ikke at give dem væk, men at sætte dem langs gangen eller uden for porten. 'I har en så god start, denne Tet vil min familie have en stor fest,' disse ord fra blomsterhandleren fik mig til at føle, at Tet ankom tidligere, varmere og gladere."

Folkets kunstner Bach Tuyet

Som kvinde fra Mekongdeltaet, født i An Giang , og med sit liv flettet sammen med cải lương (traditionel vietnamesisk opera) og dens opførelser, fejrede folkekunstneren Bạch Tuyết ofte nytårsaften i sin bil: "Før plejede jeg at fejre nytårsaften i bilen efter at have optrådt for folket. Følelsen på vej hjem, hver stjerne på himlen, var blikket fra min mor, min lærer og alle de mennesker, der havde opdraget, undervist, elsket og endda tilgivet mig. Jeg kom bare hjem uden at vide det. Jeg husker, at min sidste nytårsaftensoptræden var i Hậu Giang, simpelthen på grund af den hengivenhed, som folket i Ngã Bảy Phụng Hiệp viste – et navn, der er gået over i cải lương -musikkens historie med Viễn Châus 'Tình anh bán chiếu' (Måttesælgerens Kærlighed), og den berømte sanger Út Trà Ôn; og også hr. Sáu Tuấns (hr. Nguyễn Văn Tuấn – daværende direktør for Hậu Giang Television) hengivenhed). Jeg stod midt i en menneskemængde og lyttede til stemmerne fra folk, der sang den moderne sang: 'Jeg ønsker, at alle deres ønsker går i opfyldelse / Må landet være strålende.'" "fredelige solstråler"...

Folkekunstneren Bach Tuyet delte også, at hun i sine senere år sjældent accepterer invitationer til at synge nytårsaften. Sociale medier giver mulighed for forbindelser fra hele verden, så den kvindelige kunstner "sender ofte nære venner" nytårshilsner, kærlighedsord og tak, inden hun siger farvel til det gamle år og byder det nye velkommen. Til sine børn og børnebørn, der bor langt væk, sender hun hilsner via telefon den 30. aften i månemåneden. Hun sagde, at hun stadig opretholder familietraditionen med Tet med traditionelle retter og ønsker: "Min familie har stadig nok braiseret svinekød med kokosmælk, bitter melonsuppe fyldt med kød, banh chung og banh tet (traditionelle vietnamesiske riskager), syltede grøntsager og syltede løg. Nogle gange er det fra naboer eller fans, der laver mad og sender gaver. De tre dage med Tet går fredeligt. Jeg ønsker kun fred og velstand for landet; at alle skal være sunde, succesfulde i erhvervslivet og lykkelige i livet."

Folkets kunstner Tra Giang: En genforening med Tet efter 30 år i Quang Ngai

Efter at have rejst meget med sin familie fra Phan Thiet til Nha Trang, Binh Dinh, Quang Ngai og derefter boet i Hanoi i næsten 35 år, valgte folkekunstneren Tra Giang Ho Chi Minh City som pensionist. Hun tilbragte sin barndom under den ni år lange, hårde modstandskrig, hvor hendes far konstant var væk på vagt og blev forflyttet fra en region til en anden, og hele familien var med, så selv fejringen af ​​det kinesiske nytår var ufuldstændig.

Du vil måske også synes om

Uoc Le - hvor Tet (vietnamesisk nytår) aldrig slutter, hvor traditionelle håndværk bevarer landets sjæl.Der er landsbyer, der lever af deres håndværk. Der er landsbyer, der lever af deres minder. Og der er landsbyer, der har bevaret begge dele i århundreder. Uoc Le landsby – en lille landsby langs en flod syd for Hanoi – er ikke kun berømt for sit næsten 500 år gamle pølsefremstillingshåndværk, men også for en særlig skik: "Genbesøg af Tet".

Folkets kunstner Tra Giang

Når hun som over 80-årig taler om Tet (vietnamesisk nytår), husker hun altid genforeningen efter 30 år i Quang Ngai, hvor hun og hendes far vendte tilbage til sin fædrene hjemby for at besøge sin bedstemor, tanter og niecer. "Efter befrielsen husker jeg, at det var den første Tet, hvor min far tog mig med tilbage til Quang Ngai for at se min bedstemor og tanter. Vi blev der i tre dage, og min anden tante lavede 'banh thuan' (en slags traditionel kage) til mig, som jeg senere fandt ud af var en almindelig Tet-godbid i det centrale Vietnam. Så var der 'keo giang' (en slags slik), 'duong lung' (en slags slik lavet af lungesukker), 'keo malt' (en slags slik lavet med maltsukker)... Men min største glæde var at se min bedstemor igen efter mere end 30 år. Efter den Tet måtte jeg vende tilbage til Hanoi for at fortsætte med at filme 'Helgenfesten', men de fjerne minder fra den Tet har været en kær del af mit liv i mange år," fortalte hun.

Ifølge Folkets Kunstner Tra Giang, der har boet i Nordvietnam i over 35 år, er folk i Nordvietnam meget omhyggelige med deres Tet-fest (månenytår) og insisterer på et komplet sæt af ofringer; mens folk i det Centrale Vietnam er mere simple. "Da mine forældre stadig levede, plejede jeg at besøge dem under Tet, købe blomster og forberede femfrugtsofferet til alteret. Mine forældre var fra det centrale Vietnam, og Tet var meget simpelt, som jeg så i Quang Ngai ; alt, hvad der betød noget, var familiens samvær og børnenes tilstedeværelse – det blev betragtet som forår. Min mor var en meget god kok; hun lagde ofte bambusskud i blød for at lave en gryde med braiseret svinekød med bambusskud. Under Tet, hvis vi var for dovne til at lave mad, varmede vi gryden med bambusskud op igen og pakkede dem ind i rispapir. Der var Tets, hvor min mand, datter og jeg besøgte familierne til Folkekunstnerne Thanh An og Thanh Huyen samt Folkekunstneren Minh Duc. De viste mig, hvordan man arrangerer festen, hvordan man arrangerer kyllingen smukt, hvordan man skærer den klæbrige riskage med snor, så den ikke smuldrer, og hvordan man omhyggeligt arrangerer en tallerken med syltede løg og en tallerken med svinekødspølse i ægte nordisk stil," huskede hun.

Fortjenstfuld kunstner Thanh Quy : Barndommens Tet i Yen Thai landsby

Den fortjenstfulde kunstner Thanh Quy delte sine minder om Tet (vietnamesisk nytår) og huskede et par linjer folkedigt: "Vinden svajer blidt i bambusgrenene / Tran Vus klokke ringer ved daggry i Tho Xuong / Tyk tåge spreder sig over bjergene / Rytmen af ​​støderen i Yen Thai, den spejlblanke overflade af Tay Ho-søen," som mindede hende om Tet-fejringerne i Yen Thai-landsbyen (Hanoi): "For mig er min barndoms Tet den smukkeste. Jeg er fra Hanoi, men ikke i byens centrum; jeg er født og opvokset i Yen Thai-landsbyen, en gammel papirfremstillingslandsby. Yen Thai har Buoi-markedet, som har fire åbningstider om måneden, og det er endnu mere livligt under Tet. Folk fra hele verden kommer for at købe og sælge bananblade, eller på voldene nær markedet hænger og sælger folk Dong Ho-malerier . Der er malerier som 'Baby krammer en karpe', 'Karpe stirrer på månen', 'Musebryllup', der er meget smukke med levende farver langs hele volden. Jeg gik ofte derhen med min søster for at beundre dem."

Den fortjenstfulde kunstner Thanh Quy

Du vil måske også synes om

Retningslinjer for justering af pensions- og socialforsikringsydelser gældende fra 1. juli 2026Indenrigsministeriet har udstedt retningslinjer for justering af pensioner, sociale forsikringsydelser og månedlige tilskud fra 1. juli 2026 med en stigning på 8 % og et støtteniveau på 3,8 millioner VND/måned for visse grupper.

I sine barndomsminder om Tet (vietnamesisk nytår) husker den fortjenstfulde kunstner Thanh Quy levende den rosenmønstrede kjole, hendes mor syede til hende, da hun var 8 eller 9 år gammel. Det var en kortærmet kjole, fordi der ikke var nok stof. I det kolde vejr på Tet i det nordlige Vietnam badede skuespillerinden og tog sin nye kjole på om eftermiddagen den 30. Kjolen lugtede stadig af stivelse, fordi hun ikke turde vaske den, mens hun stod uden for sin lille gyde bare for at vise sin nye kjole frem. "Et år sagde min mor: 'I to søstre arbejder hårdt med at samle andemad og plukke kasserede grøntsager for at fodre grisene, og jeg køber dig en ny skjorte til Tet.'" Men det år betalte min mor al sin gæld af, så hun kunne ikke købe en ny skjorte, og jeg græd. Vores familie var fattig og havde mange søskende, så min mor forberedte sig til Tet fra begyndelsen af ​​året. Af og til, når hun kom hjem fra et sted, bragte hun nogle tørrede bambusskud tilbage for at hænge på loftet sammen med nogle svampe og skovsvampe... På Tet var der altid en gryde med vermicelli, en gryde med bambusskudsuppe, en gryde med klæbrige riskager, og vi købte nogle ekstra bananblade... Hele familien vaskede bananbladene, udblødte den ris, som regeringen solgte pr. person, og pakkede derefter kagerne ind. Der var heller ikke meget brænde; nogle år havde vi ikke nok, og de klæbrige riskager var ikke særlig gode. I tilskudsperioden solgte regeringen hver familie en pose Tet-forsyninger, som indeholdt en pakke te, en æske marmelade og slik...," mindedes hun.

"Dengang i min landsby var der en ældre kvinde, som efter midnat nytårsaften bar vand til hvert hus med nytårshilsner, som for at bringe overflod og lykke til hver familie. Min mor tilberedte en overdådig nytårsoffergave fra aftenen og fremefter. Hun iførte sig en smuk fløjls-ao dai (traditionel vietnamesisk kjole) både inde og uden for huset. På det aftalte tidspunkt badede hendes børn i duftende urter og stod derefter bag hende, så hende tænde røgelse, bede til himlen og jorden og deres forfædre og derefter deltage i bønnerne," fortalte den fortjenstfulde kunstner Thanh Quy og tilføjede til de nytårsskikke, der var dybt indgroet i hendes hukommelse.

Senere, efter at have stiftet sin egen familie og boet hos sin datter i Hanoi, fastholdt den fortjenstfulde kunstner Thanh Quy traditionen med at lave banh chung (traditionelle vietnamesiske riskager) til Tet (måkanytår), fordi hun længtes efter at dufte køkkenrøgen og aromaen af ​​banh chung, og hun ønskede også, at hendes børn og naboer skulle sidde sammen og bage kagerne for at fremkalde følelsen af ​​Tet i gamle dage. "Senere, på den 30. nat i måneåret, ofrede jeg stadig ofre, men simpelthen kun vegetarisk mad, fordi der var få mennesker i familien. På den 30. nat havde vi også en udendørs ofring, og så tændte vi røgelse indenfor med en tallerken rød klæbrig ris, banh chung (traditionel vietnamesisk riskage) og en olielampe (petroleum, rød pære). Jeg kunne lide duften af ​​olielampen, det rødlige lys som i min mors ofringer fra gamle dage, i stedet for at bruge stearinlys. Efter at have tændt røgelse nytårsaften, gik jeg op på taget og kiggede på himlen og jorden omkring mig. I nord er der en let støvregn, og hvert forår er tågen let og blid, ikke nok til at gøre mig våd. Så jeg græd, tårerne vældede op, i det usikre øjeblik, på den ene og den anden side ... både husker og fortryder den tid, der er gået. Nu hvor jeg er ældre, er det upassende at græde på Tet (månenytår), så jeg har opgivet den vane. Jeg ser bare Kitchen God-showet, drikker en ..." en kop te, og min mor og jeg udveksler nytårshilsner," delte hun.

Kilde: https://thanhnien.vn/mien-ky-uc-tet-cua-nhung-nu-nghe-si-gao-coi-185250106174252318.htm