Efter nederlagene til mange asiatiske repræsentanter i anden runde af kampene tjente Japans 4-0 sejr over Tunesien som en vigtig påmindelse: Asiatisk fodbold har stadig et hold med nok karakter, organisation og ambition til at nå langt ved VM i 2026.
Asien har fået fodfæste.
VM i fodbold i 2026 begyndte med mange positive tegn for asiatisk fodbold. Sydkorea slog Tjekkiet, Japan spillede uafgjort mod Holland, Qatar fik et point mod Schweiz, Iran spillede uafgjort mod New Zealand, og Saudi-Arabien delte pointene med Uruguay. Disse resultater skabte en følelse af, at Asien ikke længere gik ind til VM med et mindreværdskompleks.
VM i fodbold i 2026 startede med mange positive tegn for asiatisk fodbold. Sydkorea slog Tjekkiet, Japan spillede uafgjort mod Holland ... og Saudi-Arabien (i blåt) delte point med Uruguay.
Men anden runde af kampe bragte mange hold ned på jorden igen. Sydkorea tabte til Mexico 0-1. Qatar tabte til Canada 0-6. Irak tabte til Norge 1-4. Australien tabte efter deres sejr over Tyrkiet også til USA 0-2. Disse resultater bragte ikke Asien ned, men de var nok til at minde os om, at der stadig er en stor forskel på at imponere i én kamp og have styrken til at gå hele vejen i VM.
I den sammenhæng betyder Japans 4-0-sejr over Tunesien mere end blot en sejr i Gruppe F. Det bringer ikke kun Japan tættere på knockout-stadiet, men det bekræfter også, at Asien stadig har en pålidelig fanebærer.
Vind på samme måde som det stærke hold gør.
Det bemærkelsesværdige ved Japan er ikke kun 4-0-stillingen. Mod Tunesien vandt de gennem initiativ, fart, organisation og effektivitet. Daichi Kamada åbnede scoringen meget tidligt, Ayase Ueda scorede to mål, og Junya Ito fandt også nettet. Japan behøvede ikke en nervepirrende kamp for at score point. De kontrollerede kampen, lagde pres, vidste, hvordan de skulle afslutte deres modstandere, og bevarede roen til det sidste.
Japan (til højre) besidder i øjeblikket karakteren, organisationen og ambitionen til at nå langt ved VM i 2026.
Det er forskellen på et hold, der kan overraske, og et hold, der har fundamentet til at nå langt. Mange asiatiske hold kan spille godt på et bestemt tidspunkt, en halv eller endda en hel kamp. Men Japan viser noget større: de har struktur, dybde og en vane med at konkurrere på højt niveau.
2-2-kampen mod Holland i den første kamp viste, at Japan kan klare sig mod en stærk europæisk modstander.
4-0-sejren over Tunesien viste, at de også ved, hvordan man håndterer kampe, der skal vindes. Et hold, der sigter mod at nå langt i VM, har brug for begge disse kvaliteter: ikke at lade sig intimidere af stærke hold og ikke at spilde muligheder mod svagere modstandere.
Hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt er, at Japan gik ind i turneringen uden en fuld trup. De manglede nøglespillere som Kaoru Mitoma, Takumi Minamino og Wataru Endo på grund af skader.
Før kampen mod Tunesien var Japan også uden Takefusa Kubo, der havde pådraget sig en knæskade i åbningskampen, en 2-2 uafgjort mod Holland.
Alligevel vidste Blue Samurai stadig, hvordan man overvandt vanskeligheder. Uden deres største offensive stjerner vandt de stadig overbevisende. Uden deres stærkeste opstilling spillede de stadig som et stærkt hold. Det er et tegn på et hold bygget på et system, ikke kun på et par fremragende individer.
Det er ikke tilfældigt at blive en ledende figur.
Japan blev ikke Asiens kraftcenter takket være en enkelt generation af eksplosive spillere. De nåede deres nuværende position gennem en lang proces: investering i ungdomsudvikling, udvikling af J-League, udsendelse af spillere til udlandet, opbygning af en taktisk identitet og opretholdelse af konsistens på tværs af flere verdensmesterskaber.
Asien har stadig et stærkt nok flag til at kunne bruges på en længere rejse. Og lige nu er det Japan (til venstre) flaget.
Så da Japan slog Tunesien 4-0, var det ikke bare en sejr på 90 minutter. Det var resultatet af et fodboldsystem, der vidste, hvor det ville hen. De var ikke længere tilfredse med blot at komme videre i gruppespillet. De så heller ikke en VM-sejr som den eneste historiske milepæl. For Japan var målet nu at gå længere, endda at bryde deres egne grænser.
Dette er noget, som mange asiatiske fodboldnationer stadig mangler. Nogle hold har måske en god generation af spillere. Nogle hold kan levere overraskelser. Men for at opretholde konkurrenceevnen på tværs af mange kampe og VM har fodbold brug for et bredere fundament: en stærk national liga, god ungdomsudvikling, spillere, der er finpudset i et krævende miljø, og et landshold med en klar filosofi.
Japan har de kvaliteter. Så de er ikke bare et godt asiatisk hold; de er også et forbillede for resten af kontinentet.
Japans sejr rejser også et stort spørgsmål for asiatisk fodbold: Vil vi huskes for flygtige øjeblikke eller for vedvarende konkurrenceevne?
VM byder altid på muligheder for inspiration. Uafgjort mod et stærkt hold, et smukt mål, en uventet sejr – alt kan bringe stolthed til fansene. Men for at nå langt er inspiration alene ikke nok. Konsistens er nødvendig. Karakter er essentiel. Evnen til at tilpasse sig efter hver kamp er afgørende. Og truppens dybde er også nødvendig for at undgå at kollapse under et tætpakket program, stærkere modstandere og større pres.
Japan viser, at de forstår det. Efter uafgjortkampen mod Holland gik de ikke selvtilfredse ind til kampen mod Tunesien. Efter at have taget en tidlig føring sænkede de ikke paraderne. Og da kampen var i deres hænder, fastholdt de rytmen og forvandlede sejren til et statement.
I et VM, hvor Asien har flere deltagende hold, gentog Japan, at kvantitet ikke er så vigtigt som kvalitet. At have mange repræsentanter er en velkommen udvikling, men asiatisk fodbold har stadig brug for hold, der er i stand til at gå langt ind i turneringen for at hæve kontinentets anseelse.
At kalde Japan for Asiens flagbærer betyder ikke at benægte Sydkoreas, Irans, Saudi-Arabiens, Qatars, Australiens eller andre holds indsats. Hvert hold har sine egne omstændigheder, styrker, og de resterende kampe vil afgøre deres egen skæbne.
Men på nuværende tidspunkt er Japan det hold, der giver den største følelse af stabilitet. De handler ikke kun om pointene. De har udseendet af et hold, der ved, hvad de laver. De spiller ikke VM på held, men med et fodboldfundament, der er blevet forberedt på at konkurrere.
Derfor var 4-0-sejren over Tunesien ikke bare en grund til glæde for Japan. Det var også en påmindelse til Asien om, at vejen til succes ikke ligger i tomme slogans, men i tålmodigt at bygge et fundament. Japan har fulgt den vej længere, mere konsekvent og tydeligere end mange andre hold.
VM i 2026 er stadig langt væk. Japan har ikke opnået noget væsentligt ved blot at nå gruppespillet. Men efter to kampe har de sendt et klart budskab: Asien kommer ikke bare til VM for at finde smukke øjeblikke.
Asien har stadig et stærkt nok flag til at overveje en længere rejse. Og lige nu er det flag Japan.
Kilde: https://nld.com.vn/ngon-co-chau-a-mang-ten-nhat-ban-196260622003139335.htm
