De siger, at i Bhalêê kommune, Tây Giang-distriktet (tidligere), nu A-vương kommune, Da Nang by, er lyden af Hóts fløjte ikke bare musik ; det er landets, bjergenes, skovenes, flodernes og landsbyernes sjæl; det er Cơ Tu-folkets kærlighed, der flyder som Chơr-lang-floden; og det er en "levende historie" vævet af bambusrør fra Trường Sơn-bjergkæden.
Vogteren af "flammen" i Trường Sơn-bjergkæden.
I sit traditionelle hus på pæle, duftende af brænderøg, sidder kunsthåndværkeren Alăng Hót, hans tynde hænder holder bambusfløjten som en dyrebar skat, en gave fra hans onkel – den afdøde kunsthåndværker Alăng Avel, en dygtig håndværker og udøver af Cơ Tu-musikinstrumenter. For at sikre, at fløjtens lyd aldrig forsvinder midt i livets travlhed, har gamle Hót udholdt en vedvarende rejse, som en bi, der bygger sin honning, gennem sine unikke fløjtemelodier og sit omfattende feltarbejde i de områder, der er beboet af Cơ Tu-folket.
Jeg bad mange mennesker om at finde en anden person, der kunne spille mundharmonik lige så godt som gamle Hot, men jeg fik kun rysten på hovedet. Det lader til, at kun gamle Hot har talentet, styrken, åndedrættet og evnen til dygtigt at spille Co Tu-folkets gamle folkesange. Gamle Hot spiller ikke kun mundharmonik med sin styrke, men bærer også stoltheden af en familie med en rig tradition for revolution og kultur.
Fortjenstcertifikaterne fra Quang Nam-provinsens folkekomité og Tay Giang-distriktets folkekomité, der stolt hænger på væggene i hans gamle træhus, er bevis på et hjerte, der altid har været dybt optaget af at bevare kulturel identitet. Old Man Hot er den eneste person i Ta-Lang-landsbyen, der stadig besidder de sværeste gamle fløjtemelodier og de dybe åndedrætsteknikker, som unge mennesker i dag, på trods af deres bedste indsats, endnu ikke har nået det niveau af følelsesmæssig resonans.
I forbindelse med en udtalelse om Ældste Hots bidrag kunne hr. Briu Quan - formand for folkeudvalget i A-vuong kommune - ikke skjule sin stolthed, da han delte følgende: "Vi betragter Ældste Alang Hot som en 'levende menneskelig skat'. Hans bidrag til at bevare og undervise i Co Tu-kulturen er uvurderlige. Han optræder ikke kun på festivaler; han er også en kilde til inspiration, der vækker national stolthed hos den yngre generation. Han er broen mellem fortid og nutid og hjælper os med at bekræfte vores lokalområdes unikke identitet på kulturturismekortet ."
Hvis vi sammenligner Co Tu-kulturen med et levende gobelin, så er Ældste Hot den dedikerede væver, der omhyggeligt samler mindernes tråde for at væve uforglemmelige melodier. Hans fløjtemusik giver ikke kun genlyd ved landsbyfestivaler, men krydser også bjerge og skove til byen og når hovedstaden Hanoi og bringer den enorme vildmarks ånde til internationale venner.
Bekymringen for at forsvinde.
Ta-lang-landsbyen er nu blevet en velkendt destination for turister. Og dér er musikken fra den gamle mand Hot en uundværlig spirituel "specialitet".
Hr. Alang Sen, lederen af landsbyen Ta-lang, der altid arbejder tæt sammen med landsbyboerne i udviklingen af turisme, bekræfter den afgørende rolle, som håndværkere som ældste Hot spiller: "Turister, der kommer til Ta-lang, vil ikke bare se det smukke landskab eller spise Zi-ra, men de vil også gerne høre Co Tu-folkets følelser gennem traditionelle musikinstrumenter som Khen, A-bel, A-heen... Når man byder gæster velkommen eller organiserer festivaler, er ældste Hots Khen-musik det forbindende signal. Det gør fællesrummet mere helligt og gør Tang Tung Da Da-dansen mere levende. Uden musik er festivalen blot en sjælløs skal."
Når en gruppe besøgende ankommer, tager gamle Hót sit fineste traditionelle brokadetøj på og går barfodet op ad gươl-trappen. Når fløjten begynder at spille, synes hele rummet at stå stille. Besøgende langvejsfra, selv uden at forstå Cơ Tu-sproget, kan fornemme gæstfriheden og den pulserende energi i dette grænseområde, afspejlet i hans flammende øjne og den dybe, majestætiske lyd fra hans fløjte.
Som "flammens vogter" nærer den gamle mand Hot stadig dybe bekymringer. Han sagde: "At lave et mundharmoni er vanskeligt nok, men at vide, hvordan man får det til at synge smukt efter ens ønsker, er hundrede gange vanskeligere. For at skabe og spille på det, skal både skaberens og musikerens hjerte virkelig elske bjergene, skovene, deres hjemland og deres land. Kun en kærlighed, der er stærk nok, vil få lyden af Co Tu-mundharmonien til at modnes nok, give genlyd og rejse langt."
I stedet for direkte at tale om bekymringen for deres forsvinden, brugte håndværkeren Alăng Hót en analogi: "Selv gammel bambus skal bruges til at lave vandbeholdere, og unge bambusskud skal vide, hvordan man samler dugdråberne, som tidligere generationer har efterladt. Hvis den yngre generation kun kan lide radioer og smartphones og glemmer den traditionelle fløjte, A-bel, trommer, gonger ... så senere, når skoven er trist, og vandløbene lider, hvad vil så trøste dem?"
Den analogi var som en kniv, der skar i hjerterne på unge mennesker, især i den nuværende kontekst. Old Man Hot tilbragte utallige søvnløse nætter med at lære de unge i landsbyen, hvordan man holder khaen (en slags bambusfløjte) og hvordan man kontrollerer deres åndedræt. Nogle lærte det grundlæggende, men "essensen" indeni, ånden når man spiller, krævede stadig tid og erfaring.
Da vi forlod landsbyen Ta-lang, mens mørket indhyllede de gamle skove, kunne vi stadig høre den svage lyd af gamle Hots fløjte i vores ører. Det var som en usynlig tråd, der forbandt jorden med himlen og forbandt nutiden med vores forfædres glorværdige historie.
Lyden af bambusfløjten, nogle gange som bruset af et vandfald, nogle gange lige så blid som køkkenrøg, gennemsyrer vores sind og minder os hver især om værdien af vores rødder. Så længe Chơr-lang-floden flyder, så længe Koong Ka-ghiêr-bjerget forbliver grønt, håbes det, at lyden af bambusfløjten spillet af kunstneren Alăng Hót vil fortsætte med at give genlyd, som et uendeligt epos om Cơ Tu-folkets vitalitet midt i den majestætiske Trường Sơn-bjergkæde.
Kilde: https://baodanang.vn/nho-tieng-khen-tren-dong-song-chor-lang-3341203.html
