Đài truyền hình Việt Nam•02/10/2025Hvis man kun kender Egypten som pyramidernes vugge, vil man helt sikkert blive overrasket, når man sætter sin fod i Sudan. Her, i den barske Bajrawiya-ørken, stod jeg foran hundredvis af stolte, tårnhøje pyramider af mursten og sten. De er ikke massive eller overfyldte med turister, men de rummer en lang historie og en uimodståelig, stille skønhed.
Sudans pyramider fortæller stadig i stilhed historier fra årtusinder siden.
Et kendetegn på en strålende civilisation.
Jeg ankom til Meroe en kvælende varm eftermiddag, da solen var ved at gå ned. Fra Khartoum fulgte jeg den røde støvvej i over 200 km nordpå. Jo længere jeg kom, desto barskere blev landskabet: sandet flyttede sig, og de sparsomme buske blev kastet rundt af vinden. Alligevel dukkede der uventet tårnhøje klippeformationer op midt i denne ødemark – Meroe-pyramiderne, en 2.000 år gammel arv fra Kush-folket.
Saharaørkenen er stille ved solnedgang, kun med vind, sand og takkede klipper, der stikker op som tidens pile. Skarpe pyramider gennemborer den karmosinrøde himmel og står lydløst som oldgamle vidner til en engang blomstrende civilisation. Meget mindre end Giza er disse pyramider ikke mindre smukke, måske endda mere majestætiske.
I modsætning til de egyptiske pyramiders enorme størrelse er Meroe mindre, højere og mere spids, men alligevel rummer den et kapitel i historien om et kongerige, der engang herskede langs Nilen. Stenmurene, der er bygget af rød sandsten, er stadig dækket af hieroglyffer og meroitisk skrift, der beretter om de konger og dronninger, der hviler her, sammen med det gamle Kush-folks bedrifter, ritualer og religiøse liv. Hver struktur er en stenhistoriebog, der bevarer præget af en strålende, men lidet kendt civilisation.
Hver struktur i Bajrawiya-ørkenen er en stenkrønike, der bevarer aftrykket af en strålende civilisation.
Ifølge UNESCO har Sudan i øjeblikket mere end 200 pyramider – tre gange så mange som Egypten – men de fleste er øde. International turisme er faldet med 90 % siden krigsudbruddet. Nubiske kulturarvssteder, herunder Meroe, er blevet placeret på en "særlig overvågningsliste" på grund af risikoen for skader. Råbene om hjælp fra Sudans gamle pyramider giver genlyd midt i krigens flammer, klimaforandringernes virkninger og tyveri af antikviteter.
Jeg stod foran Meroe – engang hovedstaden i Kush-kongeriget – og indså, at det ikke var i Egypten, men lige her, at de glemte pyramider kunne fortælle mig den mest tavse, årtusindgamle historie.
Stolthed blandet med angst
Stilheden ved pyramiderne i Sudan skjuler lag af sorg. Konflikten i Sudan fortsætter, vedvarende og usikker. Før borgerkrigen brød ud i 2023, vrimlede dette sted engang med europæiske turister, med kameler, der sejlede på sandstrandene, og børn, der begejstret tilbød at sælge messingarmbånd som souvenirs. Nu er kun de sparsomme fodspor fra de lokale tilbage; mange familier har forladt deres landsbyer. En souvenirsælger fortalte, at han ikke havde solgt en eneste genstand til udenlandske turister i månedsvis.
Og selv når bomber og kugler ikke nåede dem, trængte naturen ubarmhjertigt ind. Sandstorme blev tættere, og de gamle mursten eroderede yderligere. Vinden hylede gennem pyramidernes revner og mindede os om, at tid og menneskehed sammen eroderede disse historiske spor.
Historien beretter, at Kushs konger helt tilbage i det 5. århundrede f.Kr. måtte mobilisere hele deres befolkning for at rydde sand fra indgangene til deres templer. Men to tusind år senere kæmper Sudan stadig med det samme problem, men under endnu mere intenst pres fra klimaforandringer. Der var engang håb om at bevare sin kulturarv. Internationale projekter diskuterede plantning af en "Grøn Stor Mur" - en mur af træer, der strækker sig tusindvis af kilometer for at forhindre ørkendannelse. Sudan besidder stadig den længste del af denne grønne mur. Men da landet stadig er involveret i borgerkrig, er denne indsats stadig en ufærdig idé.
Sand begraver gradvist pyramiderne.
Derudover er rapporter om plyndring af antikviteter blevet så hyppige, at UNESCO har udsendt en advarsel om, at "truslen mod sudanesisk kultur synes at have nået hidtil usete niveauer." FN's kulturagentur opfordrede kunstbranchen og offentligheden til "ikke at købe, importere, eksportere eller overføre kulturelle artefakter fra Sudan."
Jeg mødte Ahmed, en ung læge, der havde meldt sig frivilligt som guide, lige før indgangen til pyramidekomplekset. Han sagde: "Der er ikke mange besøgende her, men hver gang jeg tager nogen med hertil, føler jeg, at jeg tænder en lille lampe for historien." I den brændende ørkensol var stoltheden blandet med angst hos en generation af sudanesere mere tydelig end revnerne i de gamle stenmure.
Udenlandske turister er sjældne i Sudan. Foto: Sabah
Stående midt i den scene følte jeg mig både ubetydelig over for fortidens storhed og knust over nutidens skrøbelighed. Egypterne forvandlede Giza-pyramiderne til et nationalt symbol, mens Sudan lod sine pyramider synke ned i glemselen midt i støv og krig. Og jeg spekulerede på, om der ville komme en dag, hvor alt, hvad der er tilbage, er flade, stille sandklitter, og mindet om et gammelt imperium kun vil eksistere i historiebøgerne?
Uden en samordnet indsats for at bevare dem, vil Sudan miste en uerstattelig del af sin historie. Og så vil disse pyramider ikke længere være en "glemt drøm", men et mareridt af spildt arv.
Næsten 200 km nord for Khartoum, midt i den enorme vidde af gyldent sand og ørkenvinde, rejser Meroes små pyramider sig lydløst som skygger fra en fjern drøm. Ingen restauranter, ingen hoteller, ingen støjende turister – kun sand, vind og de 2.000 år gamle rester af en strålende afrikansk civilisation.
Kilde: https://vtv.vn/nhung-kim-tu-thap-bi-lang-quen-o-sudan-100251002150916518.htm
![[Video] Solnedgang ved Lap An-lagunen – Hvor solen går ned over fiskenetene](https://vphoto.vietnam.vn/thumb/1200x675/vietnam/resource/IMAGE/2026/05/31/1780192137701_beach-landscape-sea-water-nature-grass-745871-pxhere-com.jpeg)
Kommentar (0)