Efter offentliggørelsen af resultaterne af gymnasieeksamenerne vendte mange mennesker deres opmærksomhed mod de elever med de højeste scorer. Talrige gymnasier organiserede ceremonier for at hædre og fejre de elever, der klarede sig godt. De sociale medier blev også oversvømmet med lykønskninger og inspirerende historier om indsats og succes. Det er smukke billeder, en kilde til stolthed for familier, skoler og samfundet. Disse rollemodeller fortjener anerkendelse, fordi de er resultatet af hårdt arbejde og vedholdende beslutsomhed.
Bag dette rampelys gemmer sig dog hundredtusindvis af andre kandidater, især dem med lave scorer eller som ikke har levet op til forventningerne. Disse elever forsvinder næsten, hvilket utilsigtet gør sorgen endnu større. Disse kandidater nævnes sjældent, men alligevel har de mest brug for opmuntring og vejledning. Dette rejser et tankevækkende spørgsmål: Fokuserer vi for meget på vinderne og glemmer dem, der har mest brug for opmuntring? Er politikken om, at "læring ikke fokuserer på scorer", men snarere på at vurdere elevernes holistiske evner, mulig?
For mange elever er eksamensresultater blevet et mål for deres selvværd. Talrige elever oplever pres fra familie, jævnaldrende og kommentarer på sociale medier. Når folk konstant roser næsten perfekte resultater og ignorerer historier om fiasko, udholdenhed og en ny chance, føler mange elever, at kun de bedste fortjener social opmærksomhed.
I virkeligheden afspejler lave karakterer eller karakterer, der ikke lever op til forventningerne, ikke altid dovenskab eller inkompetence. Nogle studerende er nødt til at arbejde, mens de studerer, for at forsørge deres familier. Andre oplever kriser såsom familiesygdom, forældres skilsmisse eller økonomisk ruin lige før eksamen. Nogle studerende lider af langvarigt psykisk pres, søvnløshed, angst eller depression. Der er også studerende, der måske ikke udmærker sig i traditionelle eksamensfag, men som har et talent for teknologi, kunst, erhvervsliv eller praktiske erhverv... Hvert tal har en historie bag sig, som karakterbladet ikke kan fortælle.
Det er værd at bemærke, at sætninger som "fortsæt" eller "du klarer dig bedre næste gang" nogle gange blot er formaliteter, hvis de ikke ledsages af empati. En elev, hvis karakterer ikke levede op til forventningerne, eller som fik lave karakterer, har ikke brug for medlidenhed, men snarere vejledning til at forstå, at der er mange andre veje forude: erhvervsuddannelse, universitet, genoptagelse af kurser, erhvervserfaring og derefter fortsættelse af uddannelsen, når omstændighederne tillader det. Succes opnås aldrig gennem kun én vej.
I livet er der mange historier om mennesker, der dumpede eksamener, men senere fandt passende karrierer, unge mennesker, der lærte håndværk og blev dygtige teknikere, talentfulde kokke, succesfulde iværksættere eller ærlige arbejdere, der bidrog positivt til samfundet.
Hver eksamenssæson vil altid have topscorere at fejre, men der vil også altid være elever, der stille og roligt vender skuffede hjem. Det, disse elever har mest brug for, er et forstående perspektiv og troen på, at én eksamen ikke kan bestemme hele deres liv. Det, der bestemmer fremtiden, er ikke blot et karakterblad, men også viljestyrke, udholdenhed og muligheden for at fortsætte fremad.
Kilde: https://thanhnien.vn/nhung-thi-sinh-diem-chua-dat-nhu-ky-vong-185260703192029209.htm
