Midt i det ødelæggende, oversvømmelsesramte område i landsbyen Phu Thinh (Tuy An Dong kommune) står et lille hus stille. Der er ingen børnelatter mere, ingen velkendte lyde af liv. Kun de kvalte hulken fra voksne, der lige har oplevet et tab, som ingen tør nævne.
Den ubeskrivelige smerte hos de efterladte.
Om eftermiddagen den 19. november steg vandstanden uventet og hurtigt. Fru Le Thi Kim Quangs familie samlede febrilsk deres ejendele og tilkaldte slægtninge for at få hjælp til at evakuere hendes to børnebørn, Nguyen Le Anh Thu (født i 2013, en 7. klasses elev) og Nguyen Duc Thien (født i 2019, en 1. klasses elev), i sikkerhed. Deres onkel roede en båd over, og familien besluttede at tage de to børn med ud først.
 |
| Kammerat Nguyen Thai Hoc var dybt bevæget af fru Quangs families situation, da han besøgte dem. |
Inden hun forlod huset, nåede fru Quang at skifte tøj på sine to børnebørn og sagde til dem: "I to går udenfor først, bedstemor pakker sammen og kommer ud senere!"
Men da den lille båd forlod gårdspladsen, kæntrede en pludselig, hvirvlende strøm den. I et kort, ondskabsfuldt øjeblik kæntrede båden, og de to børn og deres stedfar blev revet med i det grumsede vand.
I over 40 timer ledte myndigheder og lokale utrætteligt. Om eftermiddagen den 21. november blev ligene af begge børn fundet omkring 500 meter fra deres hjem, tæt sammen ved siden af en bambuslund, som om de stadig klamrede sig til hinanden midt i det vanvittige tumult. Deres stedfar omkom også og vendte aldrig tilbage.
Da børnenes forældre, Nguyen Duy Thanh og Le Thi Tra My, som arbejdede i Ho Chi Minh City, hørte den tragiske nyhed, forsøgte de straks at vende hjem. Vejene var dog oversvømmede, trafikken var overbelastet, og flyene var konstant forsinkede på grund af dårligt vejr. Da de endelig kom hjem, var det ikke børnenes omfavnelse, men to små, lukkede kister, der ventede dem.
Da My kom ind i huset, kollapsede hun. Udmattet råbte hun sine to børns navne og drev ind og ud af bevidsthed. Et improviseret alter, der udstillede deres portrætter, blev opstillet i det stadig fugtige hus, efter at oversvømmelsen havde trukket sig tilbage. Hver aften bredte My en måtte ud og lå ved siden af sine børn med røde og mørke rande i øjnene på grund af mangel på tårer. Da hun blev spurgt, hvordan de havde det, rystede hun kun på hovedet og hulkede, ude af stand til at tale.
 |
| Centrale og lokale ledere opmuntrede fru My til at holde ud og overvinde sin sorg. |
Hr. Nguyen Duy Thanh, far til to børn, var målløs, som om al hans styrke var blevet drænet væk. Siden han vendte hjem, har hr. Thanh ikke været i stand til at græde. Ikke fordi smerten har lagt sig, men fordi den var for stor, for pludselig, og at han kun kunne sidde følelsesløs ved siden af alteret, med tomme øjne, stirrende ud i tomrummet, med spændte skuldre, som om han forsøgte at undertrykke en ubeskrivelig smerte. Ingen ved, hvor længe han har været vågen; de ser kun, at når nogen kommer på besøg, forbliver han på samme sted, hans skikkelse udmagret og tavs, tilsyneladende ikke længere fuldt ud bevidst om, hvad der sker omkring ham.
Da vi ankom for at bede om tilladelse til at tænde røgelse for de to børn, stod fru Quang, som havde været tæt på dem siden barndommen, tavs ved siden af alteret. Hendes hænder rystede. Da hun så på de to billeder ved siden af hinanden, hviskede hun kun med en knækkende stemme: "Bedstemor er ked af det ... Bedstemor kunne ikke beholde jer to."
I sin fragmenterede historie fortalte hun, at hun, inden hun satte sine to børnebørn ombord på båden, optog en video , som hun sendte til deres forældre for at berolige dem. Lille Thu sagde endda til sin mor: "Mor, bare rolig i Saigon." Ingen kunne have forestillet sig, at det ville blive deres sidste ord ...
Lokale samfund og organisationer arbejder sammen for at afbøde tabet.
Få dage efter tragedien, da en delegation ledet af kammerat Nguyen Thai Hoc, vicesekretær for partikomitéen for Fædrelandsfronten og Centralkomiteen i Vietnams Kommunistiske Parti, besøgte det lille hus igen, fyldtes det af gråd. Hr. Thanh og fru My, forældrene til de to uheldige børn, så udmattede ud, deres tårer tørrede. De tændte røgelsespinde, som om de søgte frelse og varme til deres børn i efterlivet .
Overvældet af familiens enorme sorg, ude af stand til at skjule sine følelser, tændte kammerat Nguyen Thai Hoc en røgelsespind foran de to små børns alter. Han forblev tavs i lang tid, før han endelig talte: "Der er intet mere smertefuldt tab end forældre, der skal sige farvel til deres børn, der stadig er så små."
 |
| Fru Dang Thi Hong Nga, sekretær for partikomitéen i Tuy An Dong kommune, besøger også regelmæssigt og leder de styrker, der skal støtte fru Quangs familie. |
Kammerat Nguyen Thai Hoc delte familiens sorg og opmuntrede dem til at overvinde deres vanskeligheder og præsenterede på delegationens vegne økonomisk bistand til familien til hr. Thanh og fru My. Vicesekretæren for partikomitéen for Fædrelandsfronten og de centrale masseorganisationer anmodede Tuy An Dong kommunes regering og lokale styrker om at prioritere og yde særlig støtte til hr. Thanh og fru Tra Mys familie i den kommende periode; ikke blot besøge dem, men også koordinere indsatsen for at vurdere skaderne og overveje at yde hjælp til bolig, levebrød og psykologisk støtte, så familien hurtigt kan stabilisere deres liv efter tragedien.
"Børnenes bortgang har efterladt en enorm smerte. Men det, vi kan gøre lige nu, er at stå sammen og arbejde sammen, så de, der er tilbage, ikke er alene i denne vanskelighed." Kammerat Nguyen Thai Hoc, vicesekretær for partikomitéen for Vietnams Fædrelandsfront og de centrale masseorganisationer |
Ved dette arrangement opfordrede kammerat Nguyen Thai Hoc også organisationer, filantroper og lokalsamfundet til at dele og hjælpe de husstande, der er hårdt ramt af denne historiske oversvømmelse, især familien, der mistede to små børn.
Kammerat Nguyen Thai Hocs appel bragte tårer i øjnene på mange af de tilstedeværende den dag. De forstod, at i de sværeste tider er rettidig opmærksomhed fra alle niveauer, sammen med medfølelse fra lokalsamfundet, fundamentet, der hjælper berørte familier med at stå stærkt igen.
 |
| Hr. Nguyen Duy Thanh kæmpede for at undertrykke en hjerteskærende følelse, som han ikke kunne udtrykke højt. |
Naboerne lagde alt til side, selvom deres egne hjem blev beskadiget af oversvømmelsen. De skiftedes til at hjælpe Thanh og Mys familie med at rydde op, passe fædrealteret og trøste parret i deres uerstattelige sorg.
Årets oversvømmelser er de mest voldsomme i mange år i Tuy An Dong. Mange huse er fuldstændig styrtet sammen, og alt er blevet revet med af oversvømmelserne. Men intet tab kan knuse menneskers hjerter mere end tabet af to børn, der aldrig vil vende hjem.
Fru Dang Thi Hong Nga, sekretær for partikomitéen i Tuy An Dong kommune, sagde, at de lokale myndigheder har været klar til at støtte familien i forbindelse med begravelsesarrangementerne. Tilstedeværelsen af delegationer fra centralregeringen, provinsen, organisationer og lokalsamfundet er på dette tidspunkt ikke kun materiel støtte, men også en kilde til åndelig styrke, der kan hjælpe familien med at komme sig.
I huset, stadig med en stærk lugt af mudder, rengør fru Quang altid alteret. Hver gang hun ser på billederne af sine to børnebørn, tørrer hun lydløst sine tårer væk. "Før plejede de at videoopkalde deres forældre hver aften. Nu er dette hus bare fyldt med vindens susen...," udbrød hun.
I hjørnet af værelset var de små sandaler stadig dækket af mudder. Lille Thus notesbøger lå på bordet. Duc Thien og hans storesøster Anh Thus skoleuniformer fra første og syvende klasse var endnu ikke tørret. Oversvømmelsen havde trukket sig tilbage, men smerten i den lille landsby Phu Thinh var langt fra ovre!
Kilde: https://baodaklak.vn/thoi-su/khac-phuc-hau-qua-mua-lu/202511/noi-dau-khong-loi-o-xom-phu-thinh-1ed01a6/
![[Video] Solnedgang ved Lap An-lagunen – Hvor solen går ned over fiskenetene](https://vphoto.vietnam.vn/thumb/1200x675/vietnam/resource/IMAGE/2026/05/31/1780192137701_beach-landscape-sea-water-nature-grass-745871-pxhere-com.jpeg)
Kommentar (0)