Jeg husker stadig tydeligt den første følelse af at blive mor, og fra det øjeblik ændrede alle mine prioriteter sig. Jeg blev mere omhyggelig, mere tålmodig og mere følsom over for hver eneste gestus, jeg fik fra mit barn. Efter lang tid at have passet mit barn, gik jeg tilbage på arbejde og prøvede altid at blive tidligt færdig, så jeg kunne komme hjem, i håb om at høre hende sige: "Mor, hvad skal vi have til aftensmad i dag?" Det var et lille spørgsmål, men for mig var det en kilde til enorm glæde.
På dage, hvor jeg slutter sent på arbejde, stopper jeg stadig ved markedet for enden af gaden for at vælge en masse friske grøntsager, nogle rejer og fisk til at lave et solidt familiemåltid. Bare tanken om hele familien samlet omkring bordet og lytte til børnenes glade latter får al min træthed til at forsvinde. Mit lille køkken forvandles så til et sted fyldt med kærlighed – et sted, hvor jeg udøser min omsorg og hele mit hjerte som mor og hustru.
Da jeg var ung, troede jeg, at lykke måtte være noget storslået. Men efterhånden som jeg blev ældre, indså jeg, at lykke faktisk er meget simpelt. Det kunne være et varmt måltid i vores lille køkken, lyden af min mand, der blidt siger: "Suppen er lækker i dag", glimtet i mit barns øjne, når jeg giver dem et andet stykke kød, eller øjeblikket, hvor hele familien sidder lykkeligt sammen...
Mit køkken er ikke stort, og møblerne er ikke fancy, men det er et sted, der oplever så meget kærlighed, der bliver plejet hver dag. Jeg elsker følelsen af at vaske hver eneste bunke grøntsager i hånden, krydre dem, se suppen simre... Den sydende lyd af olie i panden, aromaen af perfekt stegte løg, jeg mærker mit hjerte falde til ro. Midt i presset, deadlines og stressende møder, lader bare det at høre lyden af kogende ris mig vide, at jeg er vendt tilbage til mit kærlige hjem.
Nu hvor jeg er mor, forstår jeg mere om de strabadser og enkle glæder, min mor engang samlede hver dag. Hver gang jeg laver mad, husker jeg min mors skikkelse, der sidder foroverbøjet over komfuret, hendes tynde, men dygtige hænder, hendes blide stemme, der råder: "Uanset hvad du laver mad, skal du lægge dit hjerte i det, mit barn. Lækker mad handler ikke kun om smagen, men også om kærligheden i den." Disse ord har været hos mig indtil nu. Måske er det derfor, at hver ret, jeg laver, er en måde at udtrykke min kærlighed på – ikke kun til min mand og mine børn, men også til mig selv.
Mange spørger mig: "Du har så travlt, hvorfor nyder du stadig at lave mad?" og jeg smiler bare. Fordi for mig er madlavning ikke bare et arbejde, det er en måde at vise kærlighed på, at holde familiens flamme i live. Når børnene vokser op, og min mand nogle gange bliver træt af arbejdet, forbliver det hjemmelavede måltid et sted, hvor alle vender tilbage, et sted at vaske bekymringer væk, et sted, hvor vi kan være os selv, uden at skjule vores smil eller tårer.
Engang skrev min datter i sin lille dagbog: "Det jeg elsker mest, er duften af mors mad, fordi det får mig til at føle mig tryg." Jeg læste den, og tårerne vældede op i mine øjne. Det viser sig, at lykken ikke er langt væk; det er nok, når de mennesker, vi elsker, føler sig i fred i netop dette hjem.
Om natten var køkkenet stille, kun det gule lys flimrede på væggene. Jeg hældte mig en kop te op og lyttede lydløst til huset i den sene natteånde. Udenfor var livet stadig hektisk, med så mange ugjorte ting, men i dette øjeblik følte jeg mig virkelig rig. Rig fordi jeg stadig var elsket, passet på og i stand til at lave varme måltider til de mennesker, jeg holder af. Rig fordi min mor stadig var langt væk på landet og altid mindede mig om, når hun ringede: "Pas på dit helbred, overanstreng dig ikke, og husk at spise dine måltider til tiden."
Det viser sig, at det at være mor er sådan her: travlt, men lykkeligt, hårdt arbejde, men fuld af kærlighed, en tid, hvor man finder glæde i de tilsyneladende simpleste ting. Midt i livets ubarmhjertige tempo forbliver det lille køkken ildstedet, hvor lykken blusses op af suppen, risen og latteren, der spreder sig i hele hjemmet.
Fordi en mors lykke trods alt nogle gange blot er at se sin familie sidde sammen, spise, grine og lytte til sit barns sagte hvisken:
"Mor, vores hjemmelavede måltid er så lækkert."
Thanh Thao
Kilde: https://baodongnai.com.vn/van-hoa/dieu-gian-di/202510/noi-giu-lua-yeu-thuong-18b1abb/








Kommentar (0)