I mellemtiden er mange nyhedsorganisationer stadig i gang med verifikationsprocessen. Denne hastighedsforskel har fået mange til at bekymre sig om, at journalistikken gradvist bliver overhalet af sociale medier.
Hvis vi betragter konkurrencen mellem journalistik og sociale medier som blot et kapløb om hastighed, ville journalistikken helt sikkert have svært ved at vinde. Millioner af brugere af sociale medier med smartphones i hånden kan blive "nyhedsudbydere" når som helst. En ulykke, en brand eller en usædvanlig begivenhed kan livestreames online på få sekunder.
Men hastighed har aldrig været journalistikkens eneste kerneværdi. Det, der adskiller journalistik, er troværdighed. Mens sociale medier kan sprede information med lynets hast, har journalistikken et ansvar for at verificere information, før den offentliggøres.
![]() |
Journalister fra avisen Tien Phong arbejder til søs. |
Et fotografi kan gå viralt online, men kun pressen har ansvaret for at besvare de afgørende spørgsmål: Hvad skete der? Hvorfor skete det? Hvem er ansvarlig? Og hvilke lærdomme skal folk drage af denne hændelse?
Når man ser tilbage på mange sensationelle hændelser i de seneste år, er det tydeligt, at sociale medier ofte er det første sted, der afdækker dem, men pressen er den kraft, der er med til at kaste lys over sagens sande natur.
Fra sager om forurenet mad, børnemishandling, uregelmæssigheder i jordforvaltning eller cybersvindel, er det pressen, der undersøger, analyserer og forfølger disse problemer til ende og i sidste ende bringer sandheden frem i lyset.
Med andre ord besvarer sociale medier typisk spørgsmålet "der sker noget", mens journalistik skal besvare spørgsmålet "hvad er sandheden?".
Det bekymrende er ikke, at sociale medier udvikler sig for hurtigt, men snarere, at journalistikken mister sin konkurrencefordel ved at jagte de sociale medier. Når journalistikken udelukkende fokuserer på sensationelle overskrifter, udnytter følelser og kopierer, hvad der foregår online, bliver den utilsigtet en langsommere version af sociale medier.
Derfor kan journalistikken ikke vinde i den konkurrence ved at blive et socialt netværk. Tværtimod skal journalistikken gøre det bedre, som sociale netværk ikke kan.
Det indebærer at verificere information, udføre uafhængige undersøgelser, kritisk analysere politikker, levere mangesidede analyser, beskytte offentlige interesser og bidrage til at forme samfundet med autentiske og humane værdier.
Det betyder selvfølgelig ikke, at journalistikken har råd til at være langsom eller konservativ. I den digitale tidsalder er journalistikken stadig nødt til at foretage betydelige ændringer i, hvordan den producerer og distribuerer indhold.
Digitale platforme, korte videoer , podcasts, interaktiv grafik og kunstig intelligens er alle værktøjer, der bør udnyttes til at nå læserne mere effektivt. Men teknologi er kun et middel. Journalistikkens kerneværdier skal forblive sandhed, professionalisme og socialt ansvar.
Sociale medier kan være førende i hastighed. Algoritmer kan bestemme, hvilket indhold der går viralt. Men offentlighedens tillid kan ikke bygges udelukkende på likes, delinger eller millioner af visninger.
I en informationsmættet verden er det, folk har mest brug for, ikke at vide tingene et par minutter hurtigere, men at kende sandheden. Derfor behøver journalistik ikke at frygte at blive efterladt af sociale medier. Det, journalistik behøver at frygte, er at miste sin identitet, miste tillid og miste selve sin eksistensberettigelse.
Ved vedholdende at forfølge sandheden, tjene offentlighedens interesse og opretholde professionelle standarder, halter journalistikken ikke bagefter sociale medier. Journalistikken går en anden vej – en vej præget af ansvarlighed, verifikation og social tillid. Og det er det langsigtede mål, som ingen algoritme kan erstatte.
Kilde: https://znews.vn/sao-phai-so-mang-xa-hoi-post1661377.html







