Illustration: LE NGOC DUY
Måske fremkalder køkkenet altid en følelse af varme og ro for dem, hvis barndom blev tilbragt på landet, af skumringsaftener, hvor køkkenrøg gennemsyrer luften, og enkle landmåltider er fyldt med børnenes latter og snak. Mors køkken vækker utallige gode minder om dage, der aldrig vender tilbage. De duftende, klæbrige ris og den velsmagende stuvede fisk med syltede grøntsager på stormfulde, blæsende dage, den bidende kulde... Gryden med søde kartofler, der stadig damper, flammen blafrer omkring gryden, rører og nærer de varme følelser.
Min mors køkken var enkelt med en bambuslåge dækket af sod, og ilden brændte tre gange om dagen. Det var min barndoms verden gemt i et lille hjørne. Et sortnet trebenet komfur, et par gamle aluminiumsgryder hængende på siden af det brune træskab ... Jeg husker tydeligt, at der også var et hønsehus i hjørnet. En høne rugede stille og roligt adskillige lyserøde æg under maven og ventede på, at kyllingerne skulle hakke sig vej ud. En vandkrukke af ler med en øse af kokosnødder pænt placeret ovenpå.
Dybt i min hukommelse gemmer det ydmyge køkken på utallige minder. Hver måned cyklede min mor til købmanden for at købe ris og mad. Året rundt spiste vi ris blandet med kassava og søde kartofler. Selv i en meget ung alder lærte jeg at lave mad og tage mig af mine yngre søskende. I løbet af de lange, småregnende dage fik jeg tårer i øjnene på grund af røgen, når jeg kogte en gryde ris eller kogte vand. Billedet af de dampede ris med søde kartofler er et hjemsøgende minde. Hvor mange gange har ilden ikke kogt risen ordentligt, og min mor har skældt mig ud...
Der var måneder, hvor vi ikke havde ris, og mine børn spiste kun nudler. Det hjørne af køkkenet oplevede mange gange, at jeg hulkede, fordi nudlerne ikke ville koge ordentligt... Min yngste bror græd ynkeligt i mine arme. Der var sæsoner, hvor søde kartofler og grøntsagsspirer reddede os fra sult, og min mor og jeg gav vores ris til mine to yngre søskende... Det hjørne af køkkenet blev også min trøstende ledsager, når jeg var ked af det med noget. Hvor mærkeligt! Hvor kom alle mine tårer fra, da jeg var lille! Jeg savnede min far og stod i køkkenhjørnet og græd.
Min mor skældte mig ud, og jeg begravede mit ansigt i mine knæ, mine hænder klamrede sig til spisepinde, rørte i de glødende kul og græd! Vred på mine to yngre brødre øste jeg lydløst ris op, mens jeg græd! Nu, mens jeg går gennem det fredelige landskab og ser røgen fra nogens køkken drive dovent i den nedgående sol, smerter mit hjerte af nostalgi for det gamle køkken. Så mange mennesker blev født, voksede op og modnedes omkring måltider tilberedt i køkkenerne i en tid med modgang og slid. Nu, på landet, er der færre og færre stråtækte huse og gamle køkkener. Måske har den moderne køkkenæra også bragt færre og færre historier om glæde og sorg omkring det glødende bål med gryden med klæbrige riskager nytårsaften...
Min mors køkken er der, hvor vi gradvist voksede op. Det er der, vi alle kender fra et simpelt og ydmygt sted, hvor vores lykkeligste dage var. Den støjende, glamourøse by kan næsten ikke få os til at glemme aftensmåltiderne, røgskyerne, der hvirvlede rundt om stråtaget og drev dovent rundt i den falmende tusmørke.
Hvordan kan jeg glemme den skarpe lugt af røg, en duft der hænger i mit hår og tøj i dagevis bagefter? Efterhånden som årene gik, og mit hår blev gråt, og min sorgløse ungdom kun blev et minde, hviskede jeg, at det var duften af nostalgi. En duft af nostalgi dybt indgroet i min underbevidsthed. Midt i al glimmeret og glamouren føler jeg mig nogle gange trist og knust. Jeg frygter, at disse enkle, kære ting en dag let vil forsvinde i glemmebogen.
Det gamle hus er nu bare ét sted, jeg går ind og ud af. Brændeovnen er væk... Min lillebror tog afsted med den skarpe lugt af røg. Flere grå hår er dukket op i mit hår. Min far tog også på en lang rejse. Jeg savner ham, og jeg har ikke længere køkkenhjørnet at krybe sammen i og hulke. Bagverandaen har stået øde i næsten ti år nu...
Når aftenen falder på, bærer en vandrende brise den fredelige duft af køkkenrøg ind i mit hjerte og sender minder tilbage til dyrebare svundne dage. Et sted dybt inde er der en blafrende ild, en glødende glød, der antændte enkel, sød lykke.
Thien Lam
Kilde: https://baoquangtri.vn/thuong-hoai-chai-bep-194464.htm
![[Video] Solnedgang ved Lap An-lagunen – Hvor solen går ned over fiskenetene](https://vphoto.vietnam.vn/thumb/1200x675/vietnam/resource/IMAGE/2026/05/31/1780192137701_beach-landscape-sea-water-nature-grass-745871-pxhere-com.jpeg)
Kommentar (0)