Nostalgi for efterårsbrisen

Oktober bevæger sig blidt med den stille raslen af ​​faldende blade og den bløde brise, der suser gennem træerne for enden af ​​gaden. Sommersolen er blevet blødere, glitrer blidt, nok til at fremkalde minder, nok til at røre hjertet. Vinden er frisk, himlen er dybblå, og efterårets duft – en sød, delikat, men alligevel fængslende duft – modnes i oktobers fredelige atmosfære. Det er efterår. Det er ankomsten af ​​den blide brise.

Eftermiddag på landsbyvejen. Foto: PHONG VU

Jeg elsker efteråret med en helt særlig form for kærlighed. Efteråret er ikke så støjende som sommeren, heller ikke så regnfuldt som vinteren, og det er ikke så overfyldt med blomster som foråret. Efteråret kommer med raslen af ​​blade under fødderne, duften af ​​friskristet ris båret af vinden, de gyldne nuancer, der gennemsyrer overalt, og eftermiddage badet i et varmt, honningagtigt gyldent sollys. Men det, jeg elsker mest, er den blide efterårsbrise. Den er diskret, diset og rasler gennem rismarkerne i oktober, klar til høst. Brisen rører ved søens krusende overflade og hvisker en gribende fortælling om kærlighed. Derfor, omkring oktober, når efteråret er mere end halvvejs igennem, solen ikke længere er hård, og regntiden er overstået, bliver vi mødt af den blide efterårsbrise, der bringer en unik, let kølig kølighed med sig.

Du vil måske også synes om

Efterår – den smukkeste årstid i Hanoi.

Det er længe siden, jeg har haft mulighed for at vende tilbage til min hjemby i efterårsbrisen. Landsbyvejen er nu brolagt med beton, badet i det gyldne sollys. En følelse af længsel hænger ved mig, og jeg spekulerer på, hvor den skrånende murstensbelagte vej, hvor jeg plejede at sidde og vente på min mor hver eftermiddag, er. Hvor er stenbroen, hvor vi plejede at samles og hoppe? Jeg husker tydeligst eftermiddagene, hvor jeg fulgte mine venner til udkanten af ​​landsbyen for at hilse på min mor, der kom tilbage fra arbejde i markerne. Så snart jeg fik et glimt af hende, løb jeg hen til hende og råbte hendes navn. Hver dag var hun altid travl og travl, hendes fødder dækket af mudder, sine bærestænger på skuldrene. Hun klappede mig på hovedet og tog kurven af, hun bar ved siden af ​​sig, for at give mig en gave fra landet. Jeg kiggede begejstret indeni og fandt et par krabber eller nogle små fisk som tilapia, aborre eller karpe. De gaver, hun bragte hjem, var de små, ydmyge produkter fra de mudrede, hårdtarbejdende marker. I den rødlige glød fra den nedgående sol travede jeg langs den fredelige landsbyvej, mens mit hjemlands rolige landskab nu syntes fjernt og diset.

Jeg vandrede langs landsbyvejen, en sti fyldt med minder. Morbærtræet foran porten raslede i efterårsbrisen, dets gyldne blade blafrede lydløst, sagde farvel til det grønne trækroner og gav deres essens til den næste sæsons vækst. Jeg gik stille i efterårseftermiddagen på landevejen, en strøm af minder strømmede tilbage, mit hjerte fyldt med følelser. Dette sted holdt fast i årene fra min barndom. Billederne af min familie og mine kære har fulgt mig gennem mine år væk hjemmefra. Jeg husker stadig de eftermiddage i den knirkende hængekøje for enden af ​​huset, hvor jeg faldt i dyb søvn til min mors vuggevise. Alle disse billeder er nu bare minder, en kilde til energi, der nærer min sjæl.

For mig er efterårsbrisen ikke bare en naturlov. Det er et minde, en fred, de sødeste ting, som tiden ikke kan tage væk. Og i stilheden af ​​den blide, dvælende, pulserende brise, finder jeg mig selv tavs under vinden.

Du vil måske også synes om

Skovbranden i Cuc Phuong Nationalpark er under kontrol.Om eftermiddagen den 4. juni meddelte Cuc Phuong Nationalpark, at skovbranden i delområde 10, som den forvalter, var blevet fuldstændig under kontrol. Det berørte skovareal anslås til at være cirka 0,8 hektar, og den oprindelige årsag menes at være et lynnedslag.

AN THI HONG

Kilde: https://www.sggp.org.vn/thuong-nho-heo-may-post819992.html