Jeg er eftertænksom, og det er min pen også.
Hele rummet var omgivet af stilhed.
Et blankt ark papir bliver til en hvid henrettelsesplads.
Tusindvis af usynlige våben er rettet mod mig.
 |
Illustrativt billede. |
Avisside, digt, selve hjertet i mit liv.
Hvert brev - et udtryk for dyb bekymring.
Hvert tastetryk et udbrud af smerte.
Personlig smerte er dybt forbundet med livets smerte.
Når man er blevet menneske, forstår man andres situation.
Avissider og digte siger ikke ufølsomme ord.
Hver side i bogen er en hvid henrettelsesgrund.
Tusindvis af nådesløse våben blev rettet mod mig.
KOMMENTAR:
Hoang Binh Trong er en berømt digter, der har opnået succes på mange områder: romaner, poesi, essays, noveller… Inden for alle genrer har han efterladt et tydeligt indtryk på læserne. Hans digt "Før skrivesiden" er en gribende indre monolog, hvor forfatteren konfronterer en blank side, som om han står over for en samvittighedsdom. Der er ingen hverdagsscener, ingen billeder af journalister, der går rundt, optager eller fotograferer… kun et stille rum, en eftertænksom pen, et blankt ark papir – men i dette stille rum er der en hård indre kamp, en dialog med sandheden og forfatterens karakter.
Digtet åbner med et virkelig hjemsøgende billede: "Jeg er eftertænksom, pennen er også eftertænksom / Hele rummet er fordybet i stilhed / Det hvide papir bliver en hvid henrettelsesplads / Tusind usynlige pistoler peger mod mig." Forfatteren hverken introducerer eller indleder digtet, men fører brat læseren ind i et tæt og kvælende rum. Der høres ingen stemme undtagen forfatterens indre tanker. Pennen – symbolet på skrivning – er ikke blot et værktøj, men et levende væsen, empatisk og "eftertænksom" ligesom forfatteren selv. Dette antyder en dyb forbindelse mellem menneske og pen – de deler ansvar, angst og samvittighedens byrde. Faktisk er "det hvide papir bliver en hvid henrettelsesplads" en stærk metafor. Papiret, oprindeligt livløst, bliver nu henrettelsesstedet, de "usynlige pistoler" – folkets dom, retfærdighedens, historiens. I dagens tidsalder skriver forfattere ikke kun for sig selv, men også foran utallige mennesker, der venter på sandhed, retfærdighed og menneskelighed.
Hvis den første strofe placerer forfatteren foran en "hvid henrettelsesplads", fortsætter den anden strofe med at føre os ind i de indre dybder af en person tynget af ansvar. Ord bliver opbevaringssteder for angst og livets smerte: "Avissiden, digtet, hjertet og sjælen i mit liv / Hvert ord – en kilde til angst / Hvert tastetryk et udbrud af smerte / Personlig smerte gennemsyrer livets smerte." Her skifter den poetiske betydning fra visuel billedsprog til psykologisk billedsprog. Skrivesiden er ikke længere blot et sted til at "udøve sit erhverv", men et sted at afsløre sit hjerte, sin sjæl og sin karakter. Forfatteren, uanset om han skriver for aviser eller poesi, dedikerer hver en dråbe af sit livsblod til sandheden. Linjen "hvert tastetryk et udbrud af smerte" giver genlyd som et hulk, hvilket antyder, at forfatteren skriver i tårer, skriver med personlig smerte blandet med folkets delte smerte. Det er ikke bare at "skrive for at leve", men at "leve for at skrive". Forfatteren har valgt en usikker vej: at bruge ord som et sværd, sproget som et våben. Denne hårdhed kommer ikke fra udenforstående, men fra samvittighedens krav. Der er ikke plads til løgne, bedrag eller pynt. Kun sandheden består – selvom den er smertefuld, selvom den måske kan såre en selv.
Det er faktisk svært at være menneske, og det er endnu sværere at være forfatter, fordi man ikke kan undslippe de livets realiteter, der omslutter en.
Den tredje strofe løfter digtets tankegang yderligere ved at udvide det individuelle selv til et kollektivt selv: "Når man er født som menneske, skal man vide, hvordan man føler empati med andres situation." En simpel, men kraftfuld bekræftelse. At være menneske betyder at vide, hvordan man føler empati med andres situation, at sætte sig i andres sted, at føle empati med deres smerte, uretfærdighed og modgang. Derfor er denne byrde endnu større for en forfatter. En avisside, et digt – ting, der virker "fjerne", "kunstneriske" – hvis de mangler medfølelse, hvis de er blot blottede for følelser, er de blot kolde produkter.
Digtet er ikke langt, ikke uddybet, ikke rimende eller fyldt med blomstrende retorik, men det indfanger forfatterfagets barske og hellige natur. Skrivning, især journalistik og litteratur, kræver ikke kun viden og færdigheder, men også mod, ærlighed og et hjerte, der ikke er forhærdet. I en tidsalder med kommercialiseret information, hvor et enkelt "syn" eller "klik" kan diktere indholdsstandarder, tjener dette digt som en stærk påmindelse: Lad aldrig din pen blive et redskab for uretfærdighed, ondskab eller løgn. Forfattere har brug for at blive vækket dagligt, ikke af ydre pres, men af dialog med sig selv, med de "tusind usynlige pistoler" rettet mod deres samvittighed.
"Før skrivesiden" er ikke et digt for dem, der ser skrivning som et let eller rent idealistisk erhverv. Det er et digt for dem, der tør konfrontere udfordringer, tør tage ansvar, tør lide og tør elske. At skrive er ikke længere en professionel handling, men en moralsk handling.
Kilde: https://baobacgiang.vn/truoc-trang-viet-postid420384.bbg
![[Video] Solnedgang ved Lap An-lagunen – Hvor solen går ned over fiskenetene](https://vphoto.vietnam.vn/thumb/1200x675/vietnam/resource/IMAGE/2026/05/31/1780192137701_beach-landscape-sea-water-nature-grass-745871-pxhere-com.jpeg)
Kommentar (0)