Illustrativt billede
1. Ved midnat var resten på intensivafdelingen, bortset fra de kritisk syge patienter, der altid var fortabt i deres drømme, i et oprør. Nogle mennesker græd, da de så Thanh knæle ved siden af sin fars seng, hans krop rystede, og de undertrykte hulk brød lejlighedsvis ud i et kvalt skrig. Han var tvunget til at binde sin far, fordi den gamle mand blev ved med at trække IV-nålen ud, og blodet fossede ned på lagnet. Hans hænder, der var vant til at løse og reparere bandager, kunne løse enhver knude, han fandt.
Efter at have drukket næsten to liter alkohol med mig den dag, mens han sov i en hængekøje, snublede han pludselig og faldt til jorden, frådede om munden, bed sig i tungen og fik blod. Thanh løftede ham op på et trehjulet køretøj og kørte ham hastigt til hospitalet for akut behandling. Efter tre dage, da han var stabil, blev han overført til intensivafdelingen på intern medicin. Han vågnede, men fordi han ikke havde haft sin sædvanlige drikketid i flere dage, blev han ved med at falde i delirium.
"Bare vent lidt endnu, far. Når du er færdig med de to dropposer, løsner jeg slangerne for dig, okay?" sagde Thanh til sin far i et forsøg på at trøste ham.
barn.
- Hvis stemme hvisker i mit øre? Hvis jeg ikke tager fejl ... er det tante Tas stemme ... Er det Hue Dan?
- Det er mig, far! Jeg er Thanh!
- Så det er dig, tante! Åh nej, hvilken forbrydelse har du begået, siden du knæler sådan her? Hvorfor smiler du ikke i stedet for at se så dyster ud? Hvilken forbrydelse har du begået?
- Jeg er skyldig ... i at have bundet min far.
"At høre dig sige det gør mig kun mere forvirret. Hvordan kunne... Hvordan kunne en kone binde sin mand? Aldrig i livet... du tager fejl! Min kone ville ikke turde være utro; hun elsker mig så højt! Hun holder så meget af mig! Hun har aflagt så mange løfter til mig!"
Plejepersonen i den næste seng sagde til Thanh: "Det virker som om, han hallucinerer fra en eller anden gammel opera- eller traditionel teaterforestilling, Thanh?"
- Min mor plejede at synge traditionel vietnamesisk opera, og min far elskede hende, så han lærte mange af hendes skuespil udenad! Min far drak ikke så meget dengang. Efter min mor døde, blev han så ked af det, at han begyndte at drikke overdrevent meget!
- Den første dag ... vores møde gjorde mit hjerte vildt ... på grund af hende. Hendes øjne funklede ... ah ha ... funklede klart som tusind stjerner, hendes øjenvipper krummede som pilegrene, hendes læber som ferskenblomster, vi svor til hinanden, at vi aldrig ville forandre os, som fugle med sammenflettede vinger ... for evigt sammen.
- Far, lad være med at overanstrenge dine muskler, rebet vil gøre ondt i dit håndled!
- Tante, må jeg spørge, hvem jeg gør det her for?
- Haha... Og for hvem ellers?
- På grund af ... os!
- På grund af hende?... Ha ha... Jeg hjalp hendes far med at opnå berømmelse... og påførte mig selv smerte og ydmygelse. Selv hvis du er ligeglad, så hav i det mindste lidt medfølelse... hvordan kunne du være så hjerteløs? Jeg har ikke været dig utro, så hvorfor er du så grusom mod mig? Jeg foretrækker, at du lader fjenden dræbe mig, end at du binder din mand og udleverer ham til dem.
- Far!
- Du skal gå hjem nu, tante!
Efter flere søvnløse nætter lå jeg udmattet for fodenden af min mors hospitalsseng og prøvede at lytte til Thangs berusede vrøvl. Han var et år ældre end mig, et år om året arbejdede han som fisker ved Vam-floden i Go Noi- og Thanh Dien-områderne. Det virkede som om Thang forestillede sig selv på scenen, hvor han spillede rollen som Tu Hai Tho, der mødte sin kone, Ta Hue Dan, før sin henrettelse. Hans bundne hænder sparkede med fingrene, hans stemme var hæs og knap hørbar. Helt ærligt kendte han sine replikker bedre end scenefolkene bag tæppet.
- Ta Hue Dan… skal jeg drikke denne kop vin? Fordi dette… er en bitter kop… der river i den overstrømmende vrede i mit bryst, kærlighedstårer der strømmer fra mine øjne, mens jeg siger farvel til min elskede, der tager til et fjernt rige, men hendes billede vil forblive for evigt æret. I dette sidste øjeblik forsøger jeg at skelne mellem rigtigt og forkert som en tiger i mit hjerte, der villigt ødelægger mine egne kløer. Åh Gud! Har berømmelse, magt og en smuk kvindes jernstænger slettet navnet Tu Hai Thos? Den kop vin, vi delte for længe siden, er brudt, denne kop er vores sidste møde. Jeg er træt af berømmelse, jeg bøjer mit hoved i eftertanke. Hvorfor græder jeg ikke? Hvorfor er mine læber plettet med salte tårer? Vi skiller veje, hver går vores veje, tårer som dug og tåge. Men pyt med det, jeg siger alt, at det trods alt er båndet mellem mand og kone, jeg vil drikke det hele for at behage Hue Dan.
2. Som 54-årig er Thao stadig single. At kalde ham "kræsen" er kun delvist sandt; hovedårsagen er, at hans ældre mor i de sidste par år har været sengeliggende, praktisk talt en grøntsag, og det er ham, der har taget sig af hende – badet, madet osv. – hvilket ikke har givet ham tid til andet. "I sidste ende, hvis jeg pludselig bragte nogen hjem og lod dem lide sammen med mig, ville det være en skam!" sagde Thao. Efter at have passet hende i så mange år, tog han hende fra Cho Ray Hospital til 115 Hospital, derefter til Trung Vuong Hospital og først senere til det provinsielle generalhospital. På grund af dette er han dygtig til simple sygeplejeteknikker som at skifte intravenøs væske, fjerne nåle, administrere diabetesmedicin og bruge forstøver... På intensivafdelingen kalder alle ham "Doktor" Thao.
Thành knælede ved siden af hospitalssengen. Thắng fik løsnet rebene, der bandt hans ben, og sparkede derefter drengen i brystet, så han kollapsede på gulvet. "Broder Tám, du spiller mig et puds! Du narrede mig til at drikke alkohol, tog mig derefter med til mangroveskoven, bandt mig og lod myrerne bide mig! Jeg er en blid dreng, men jeg hader, når folk forråder deres lærere og venner!" Thắng stirrede på sin søn, men i sin berusede dvale tænkte han fejlagtigt på ham som en drikkekammerat ved navn Tám. Thành greb fat i brystet, undertrykte smerten og satte sig op, mens tårerne strømmede ned ad hans kinder.
"Doktor" Thao skyndte sig hen og pressede Thangs ben fast til sengen, mens han råbte til Thanh: "Hvis du elsker ham, så giv ham et tæsk ... Hvis du elsker din far, så bind ham forsvarligt. Løsn ham, når droppet er færdigt. At binde ham løst op er nytteløst!"
"Jeg er så bange for gigt, fars arm gør ondt af at forstrække," mumlede Thành.
"Og du blander dig også i mine forretninger med onkel Tam? Pas på, jeg sagsøger dig hele vejen til provinsen og centralregeringen. Jeg var ude at fange ål, hvorfor ville du narre mig til at drikke med dig og så binde mig?" Thang vendte sig for at forbande "Doktor" Thao.
Du vil måske også synes om
- Du er da noget særligt, ikke sandt? Hvis du er så god, så læg dig ned, få et drop, og så skal vi duellere - "Doktor" Thao klukkede.
Phụng, der bor i Trường Tây, er lidt forbi den "ungdommelige" alder, også single, og har passet sin mor, der fik et slagtilfælde for to år siden. Hun satte sig op og trak i "Doktor" Thảos ærme: "Kom nu, hr., han har et anfald. Hjælp den unge mand med at binde ham, vi finder ud af det, når IV'en er færdig."
Med hænder og fødder bundet tæt til sengestellet og et lagen draperet over brystet, krøllede Thang sig sammen og kæmpede hjælpeløst. IV-droppen dryppede langsomt, dråbe for dråbe, som den langsomme, sørgmodige lyd af kaffe i et filter midt om natten. Måske for udmattet, eller måske begyndte beroligende medicinen at virke, kiggede Thang op i loftet med tågede øjne:
Min Nuong… Min Nuong…! Åh måne, hvorfor så stor en hjertesorg… hvorfor blev vores kærlighed brudt, i håb om at glemme… hvorfor vejer denne sorg så tungt… hvis skygge blafrer på den strømmende strøm… mit hjerte er revet i stykker…
Min Nuong, hvorfor mødtes vi kun for at blive adskilt for evigt… Jeg drømte ikke om et forgyldt palads, og jeg turde heller ikke elske en smuk kvinde, men skæbnen har forvredet vores skæbner og efterladt mig til at omfavne denne ubesvarede kærlighed i tusind år…
Jeg vil glemme, men nogens billede bliver ved med at dukke op i mine drømme; den kærlighedssvulst vil smelte sammen med den øde flod... så jeg for evigt kan sige farvel til den kærlighed... først nu forstår jeg betydningen af længsel... og i dette øjeblik svigter min styrke... mine rystende hænder løfter bambusfløjten og låner vinden til at bære alle mine oprigtige følelser væk...
Da Thanh hørte sangen, hulkede han højt, og gennem sit hulk sagde han til "Doktor" Thao: "Min far savner min mor! Han plejede at synge denne sang med hende!"
3. Denne sæson var vejret brændende varmt, og patienterne strømmede til den indre medicinske afdeling B. Senge stod langs hele gangen, mest ældre mennesker, inklusive dem med uhelbredelige sygdomme, som Cho Ray Hospital og 115 Hospital havde "sendt" til provinsen for at afhjælpe overbelægningen. Den nat var næsten alle på afdelingen vågne; et par plejere uden for gangen kiggede nysgerrigt ind ad vinduerne, men ingen turde skælde Thang ud. Nogle gættede på, at Thang i sin hverdag var en hårdtarbejdende mand, der tilbragte sine dage med at passe marker, køer, bøfler, ål og fisk...
Måske er det sandt, for i sin berusede dvale var alt, der var tilbage, udover det spark, han tog for at hævne sig på onkel Tam for at "have forrådt sin lærer og venner", fragmenterede erindringer om landsbylivet og naboskab, efterfulgt af en bedende tone: "Løs mig, så jeg kan gå ned til rismarkerne og fange to ål for at lave sur suppe til Thanh. Det ville være et stort spild, hvis han undslap; det er kun omkring to kilo!"
Droppen havde lige droppet sin sidste dråbe. Sygeplejersken fjernede flasken og bad Thanh om at holde fast i nålen, så infusionen kunne fortsætte. "Doktor" Thao svedte voldsomt, mens hun hjalp Thanh med at løse de knudrede reb op. Så snart han var "fri", sprang Thang op: "Jeg tager hjem! Jeg leger ikke med dig mere. Broder Tam, vis aldrig dit ansigt i mit hus igen for at invitere mig på drinks!" Efter at have drukket omkring 2 liter alkohol, syntes beroligende medicin ikke at have nogen effekt på Thang.
Thành løb efter sin far og lagde armen om hans skulder: "Venner driller hinanden for sjov, hvorfor bliver I så vrede? Det er sent, vejen langs floden er mørk, hvorfor bliver du ikke hos mig i nat? Vi kan fortælle hinanden historier om fru Kim Sen, der spiller Lưu Kim Đính i stykket 'Sværdkæmperens dans for at redde Thọ Châu'."
"Nej, jeg vil huske min kone, jeg vil indgravere hende i mit hjerte, i mit sind. Min kone, du har ingen ret til at nævne hende… Hun forlod mig pludselig helt alene, hvilken glæde er der tilbage i dette liv? Efter hun døde, sværger jeg ved mig selv, at fra nu af vil jeg ikke tage til Vam-floden mere. Jeg vil trække min båd i land og efterlade den der; du kan tage den og bruge den, hvis du vil! Nu ved jeg kun, hvordan jeg skal hjælpe Thanh med at opdrætte køerne, og når jeg er fri, drikker jeg for at glemme dette kedelige liv! Lad mig gå hjem, hvorfor slæber du mig?" Thang, haltende og ustø på benene, anstrengte sig for at trække Thanh hen til døren til værelset.
Efter omkring ti minutters kamp så de Thanh forsøge at hjælpe Thang tilbage i seng. Thang kravlede op i sengen og klamrede sig fast til sin far. Hans berusede sløvhed kom og gik. Nu genkendte Thang sin søn, men insisterede stadig på, at den person, der havde bundet ham tidligere, var hans far, Tam. Rastløs forsøgte Thang at trække nålen ud. Thanh greb hans hånd: "Det er en sommerfugl, lad den sidde der for sjov, måske kommer din mor hjem!"
"Jeg savner ... din mor!" hulkede Thang, tårerne vældede op, hans stemme stammede.
4. Livet er som en drøm, så uforudsigelig! Ved midnat på hospitalet hører jeg af og til gråd, der river mig gennem den allerede kvælende sommernat og får os, der let kan bevæge os, til at føle en stik i brystet. På skadestuen døde tre personer på bare én nat, herunder en meget ung, smuk pige og en 18-årig dreng, der bad om at komme hjem på grund af en alvorlig hovedskade. På intensivafdelingen, afdeling B, virkede det...
Der er et "feng shui"-hjørne (det tror jeg), og på bare et par dage her har vi set to tilfælde af "gas bagging" (en udstødning) blive sendt hjem. At leve et liv værd at leve er så svært! Når man ser den hengivenhed, som kære har for den afdøde, kan man fornemme, hvordan de levede deres liv. At dø af alderdom i en alder af næsten 90 år er ikke nødvendigvis en velsignelse; måske var de lange, udtrukne dage en række ensomme støn, forsømt af familien, liggende alene på en båre og udsendte en grim lugt.
Thành forklarede ikke, hvorfor hans mor døde, men sagde kun, at hun døde ret pludseligt efter et slagtilfælde. Hans far var fortvivlet i flere timer, skyndte sig så pludselig til floden, trak båden op på land og tilkaldte en bugseringsvogn for at køre den hjem. Ingen forstod, hvorfor Thắng svor aldrig at tage til Vàm-floden igen, men Thành vidste, at der ikke var nogen tilbage til at ledsage ham, gynge på båden og fjerne fisk fra de lappede net; ingen tilbage til at synge folkesange for ham, når han ikke kunne sove.
"Rejste din mor med en teatertrup, Thanh?" spurgte jeg i håb om, at det var en jeg kendte, da jeg kendte en hel del skuespillere i Tay Ninh .
- Ja, jeg hørte fra min far, at hun rejste med mange trupper. Hendes sang var sød, men hun var ikke "god til sceneoptrædener", så hun spillede kun rollen som stuepige. Da truppen tog til Thanh Dien, insisterede hun på en eller anden måde på at blive og tage hjem med min far efter de var taget afsted! Han var så forgudet for hende, lod hende aldrig gøre noget anstrengende og ville ikke lade hende tage med båden, af frygt for at solen ville brænde hendes hud. Hun tryglede ham og sagde, at hun ville se floden og vandhyacinterne, før han endelig indvilligede.
Det var blot korte samtaler, mens Thang døsede hen i sin hospitalsseng uden at skulle bindes, og han glemte endda sin far, Tam, som havde forrådt sin lærer og sine venner. I dette liv, fyldt med modgang, nogle gange med at huske og nogle gange glemme, viser en loyal og ærlig person som Thang sig at være et godt menneske!
"Ordet kommer fra generalens kone."
Det kejserlige sværd skænkes mig, når jeg begiver mig ud på min rejse.
Jeg gik frem og tilbage og ventede spændt på nyt fra ham.
Fem nattevagt, fortabt i drømme.
Jeg venter spændt på nyt fra ham.
Åh, min lever dunker af smerte!
Vejen kan være lang, men bier og sommerfugle kan stadig være der.
Forråd ikke ægteskabsløfterne.
Jeg venter spændt på nyt fra dig hele natten.
Dagene er lange og trætte, som den ventende kones sten.
Konen venter spændt på nyheder fra sin mand.
Hvordan kunne du være så grusom?
Han er en god fyr.
Om natten lå jeg vågen, opslugt af sorg.
I generationer har vi samlet os her og der.
Må citerens charme aldrig falme.
Hun aflagde et løfte til ham.
De to ord "en" er lig med "en".
vende tilbage til familien
"Lad svalerne og sejlerne forene sig to og to..."
(Dạ cổ hoài lang)
Dang Hoang Thai
Kilde: https://baolongan.vn/tu-hai-tho-ben-ben-song-vam-a199450.html
![[Foto] Styrkelse af karakter og ekspertise: Intens træning for artillerisoldater.](https://vphoto.vietnam.vn/thumb/1200x675/vietnam/resource/IMAGE/2026/06/30/1782815602541_lu-368-1875-4571-jpg.webp)
