Med udviklingen af moderne teknologi kan sangere nemt "opgradere" deres vokale evner, fra gennemsnitlige til gode eller endda fremragende. Denne brugervenlighed er blevet en vane, og mange sangere stagnerer og tyr til lipsynkronisering. De mister gradvist deres kreativitet og indsats. Og som følge heraf eroderes publikums tillid og glæde.
Ethvert erhverv kræver professionalisme og ansvar. Sangfaget er endnu mere krævende. Når en kunstner vælger at optræde på scenen, skal de respektere publikum med deres ægte talent i stedet for at stole på en glamourøs facade eller overdreven teknologisk støtte. Publikum kommer til kunsten ikke kun for at se, men også for at høre og føle.
I sidste ende handler det at være sanger ikke kun om at være smuk; først og fremmest skal man synge godt og have en unik vokaltone. Dette er et ret indlysende krav, men alligevel opfylder et lille antal "sangere" det stadig ikke. Ikke underligt, at mange publikummer klager over, at sangere nu om dage tyr til for mange gimmicks på scenen – eller, som unge mennesker ville sige, for meget "indhold"!
Det er dog ikke nemt at rette op på denne situation. Nogle argumenterer for, at kunstrådenes rolle i evaluering og rådgivning af forvaltningsbureauer skal styrkes. For at fungere effektivt skal disse råd samle eksperter med specialiseret viden og praktisk erfaring inden for det professionelle kunstmiljø. Derudover præsenterer det også mange udfordringer at lede freelancekunstnere, der ikke er på lønningslisten hos noget bureau, da deres levebrød og professionelle perspektiver er forskellige.
"At forbyde misbrug" betyder ikke "absolut forbud". Problemet ligger i begrænsningerne og hvordan det bruges – det vil sige den enkelte kunstners professionalisme og etik. Scenen er ikke bare et sted at se, men også et rum til at lytte og føle kunstens sande værdi.
DANG HUYNH
Kilde: https://baocantho.com.vn/dau-dau-nan-hat-nhep--a201365.html








Kommentar (0)