Så fredens frø i hver sjæl.

Digteren Vo Thi Nhu Mai, der bor i Australien, afviger aldrig fra det vietnamesiske sprog, som hun kalder sit "følelsernes hjemland". På Verdenspoesidag (21. marts) delte den kvindelige digter sine tanker om sit modersmåls rolle, udfordringerne og bekymringerne ved at bringe vietnamesisk litteratur tættere på internationale læsere.

Digter og oversætter Vo Thi Nhu Mai. (Foto udlånt af den interviewede)

Hvor kommer din inspiration normalt fra?

Mine digte er skrevet ud fra meget simple ting. Min dybeste inspiration kommer fra nostalgi for mig selv, min kultur og mit samfund. Jeg er en vietnamesisk person, der har rejst meget, men jeg bærer altid hverdagen, landskaberne, mine forældres stemmer, det blæsende højland, de travle gader, barndomsminder og øjeblikke fra voksenlivet med familie og venner i mig.

Vores land har oplevet mange krige. Disse historiske præg er dybt præget i den nationale bevidsthed. Fra den smerte og sorg, som krigen efterlader, er folk kommet til at værdsætte fredens værdi endnu mere, en værdi, der gennemsyrer tankegang, litteratur, kunst og den måde, vi behandler hinanden på.

At bo i Australien har givet mig en helt anden grad af inspiration. Migrationsoplevelsen har hjulpet mig med at være mere opmærksom på små detaljer, lytte mere omhyggeligt og genkende skønheden ved mangfoldighed i et multikulturelt land, der samler samfund fra mange forskellige nationer.

Naturen, især havet og det vidtstrakte himmelstrøg i det vestlige Australien, indgår ofte i min poesi som et rum til at være taknemmelig for, hvor jeg blev født, og til at værdsætte, hvor jeg bor.

Derudover er menneskelig kontakt også en vigtig kilde til næring. Samtaler med elever i klasseværelset, dialoger med digtere fra forskellige kontinenter eller endda øjeblikke alene med andre digtere og forfattere – alt sammen bidrager til at forme min poesi. Poesi begynder, når noget bevæger mig, og jeg oprigtigt søger at lytte.

Afspejler det nyskrevne digt "Fredens frø i hver sjæl" din personlige livsfilosofi?

Digtet afspejler min overbevisning om, at fred først og fremmest er et indre ansvar. Jeg tror, ​​at ethvert menneske besidder evnen til medfølelse, empati og ikke-vold, selvom disse kvaliteter nogle gange er skjult af frygt, smerte eller misforståelse.

I familier, samfund, lande og mere generelt på denne planet har hver person brug for at sætte farten ned, observere, være rolig, forstå, være blid og være høflig. Fred begynder med, hvordan vi behandler hinanden i dagligdagen: at lytte, være tålmodige og vise empati – det er også budskabet i dette digt.

Min livsfilosofi er formet af østlig tankegang kombineret med erfaringerne fra en kvinde i 50'erne. Fred er som et frø, der skal plejes langsomt med mindfulness og omsorg. Da jeg skrev dette digt, tænkte jeg, at verdensfred skal begynde med indre fred i hvert enkelt menneske.

Litteratur kan ikke stoppe krig, men den kan blødgøre hjerter. Hvis et digt kan fremkalde bare et øjebliks refleksion eller en gestus af venlighed, så er dets mission fuldført.

Verden er i konstant udvikling midt i komplekse udviklinger. Blodsudgydelser, konflikter, vrede, had, udnyttelse og intimidering fortsætter uformindsket. Men hvad vi kan gøre, bør vi bestemt gøre: Behandle vores familie, kære, kolleger og venner med venlighed.

Det handler ikke kun om venlighed, men også om evnen til at beskytte, minde om og pleje kærlighed. Poesi genopretter livets kompleksitet og minder os om, at menneskelig erfaring ikke kan reduceres til rigide modsætninger.

Du vil måske også synes om

Nitten elever fra Hoa Binh Ethnic Boarding High School blev optaget i partiet.Om eftermiddagen den 28. maj afholdt partikomitéen på Hoa Binh Ethnic Boarding High School en ceremoni for at optage 19 fremragende 12.-klasseelever som partimedlemmer for skoleåret 2025-2026. Af disse tilhører 14 medlemmer den naturvidenskabelige partiafdeling, og 5 medlemmer tilhører den samfundsvidenskabelige partiafdeling.

Ved at indfange både smerte og håb, tab og kærlighed, modstår poesien forenkling – kilden til megen konflikt. Endnu vigtigere er det, at poesien humaniserer smerte: i stedet for følelsesløse tal genopretter den ansigter, stemmer og følelser hos mennesker. Herfra vækkes empati, hvilket mindsker tendensen til at såre og fremmer en følelse af gensidig beskyttelse.

Hvordan blander du vietnamesiske og australske kulturer i din poesi i et multikulturelt miljø?

Jeg kombinerede ikke de to kulturer bevidst. Jeg lod dem begge sameksistere naturligt i mig. Vietnamesisk kultur nærede min indre verden, værdier, følelsesmæssige dybde og poetiske billedsprog, mens australsk kultur påvirkede min åbenhed, rumfølelse og frihedsånd.

I poesi manifesterer denne sammenblanding sig ofte subtilt: en himmel af vietnamesiske minder dukker op under Australiens skyer, eller en østlig inspireret kontemplation er placeret i et vestligt landskab.

Mødet var harmonisk, fordi begge var levende realiteter. Jeg mener, at kulturel harmoni i litteraturen bør opstå naturligt. Når forfattere er ærlige om deres livserfaringer, udvikles kulturel dialog naturligt.

Hvilken rolle spiller det vietnamesiske sprog i dit liv og din kreative rejse?

Vietnamesisk er mit følelsesmæssige hjemland. Selvom jeg har boet langt hjemmefra i mange år, formes mine dybeste følelser stadig på vietnamesisk. Mit modersmål bærer kulturelle nuancer, musikalitet og lag af følelser, som intet andet sprog fuldt ud kan erstatte.

Når jeg skriver på vietnamesisk, føler jeg mig forbundet med mange generationer før mig – digtere, mødre, landmænd, historiefortællere, mennesker, der har bevaret sproget gennem deres egne liv.

Vietnamesisk giver mig mulighed for at udtrykke ømhed, nostalgi og subtile følelsesmæssige nuancer på en behagelig måde. Samtidig lærer det at skrive tosproget mig ydmyghed.

At oversætte poesi har fået mig til at indse sprogets skønhed og skrøbelighed. Vietnamesisk holder mig jordnær, mens engelsk hjælper min poesi med at nå længere. De to sprog dialogerer med hinanden i stedet for at adskille sig.

Digter og oversætter Vo Thi Nhu Mai og hendes internationale venner. (Foto: Leveret af interviewpersonen)

Hvad er efter din mening den største udfordring for vietnamesiske forfattere og digtere, når de deltager i den internationale litterære scene i dag?

En stor udfordring er sprogbarrieren. Mange værdifulde og fremragende vietnamesiske værker forbliver stort set ukendte på grund af manglende oversættelsesmuligheder. Oversættelse kræver kulturel empati og vedvarende støtte.

Derudover er der spørgsmålet om tilstedeværelse. Forfattere og digtere fra mindre litterære markeder finder det ofte svært at finde en plads i et globalt system domineret af store sprog. Der er også udfordringen med at bryde fri fra præeksisterende stereotyper i betragtning af vietnamesisk litteraturs mangfoldighed.

Jeg ser dog disse som en invitation. Gennem samarbejde, oversættelsesprojekter og kulturel dialog kan vietnamesiske forfattere og digtere absolut hævde deres position i verdenslitteraturen.

Du vil måske også synes om

Opbygning af fred og velstandAtmosfæren på Vietnam-Singapore Technology Connectivity Forum var mere livlig end normalt ved typiske samarbejdsarrangementer. Kunstig intelligens (AI), data, halvledere, finanscentre, grøn teknologi og menneskelige ressourcer af høj kvalitet var blandt de mest diskuterede emner. Dette demonstrerer generalsekretær og præsident To Lams og den vietnamesiske delegations højtstående interesse for videnskab, teknologi og innovation – et nøgleområde i Vietnams banebrydende udviklingsstrategi.

Hvordan kan vietnamesisk kultur nå ud til et globalt publikum, frue?

Al forståelse begynder med historiefortælling. Vietnamesisk kultur skal deles gennem litteratur, uddannelse, musik og kunst som en levende, konstant udviklende enhed.

Oversættelse spiller en afgørende rolle. Retfærdige oversættelsesprojekter, der placerer vietnamesisk sammen med andre sprog, fremmer ægte dialog. Internationale festivaler, akademiske udvekslinger og fællesskabsinitiativer er også med til at opbygge varige forbindelser.

Vigtigst af alt handler det om respekt. Når kulturer mødes på lige fod, uddybes forståelsen. Det er den ånd, jeg håber, at vietnamesiske kulturpersonligheder vil opretholde i deres internationale aktiviteter.

Digteren og oversætteren Vo Thi Nhu Mai, født i 1976 i Lam Dong- provinsen, er kendt for adskillige værker som *Tản mạn* (Litteraturforlag, 2010), *Bên kia tít táp đại dương* (Litteraturforlag, 2011), *Vườn cổ tích* (Vietnam Writers Association Publishing House, 2015)... Fra 2004 til i dag har hun, udover sit arbejde som folkeskolelærer i det vestlige Australien, også nydt at oversætte vietnamesisk poesi til engelsk.

Kilde: https://baoquocte.vn/gieo-hat-mam-hoa-binh-vao-moi-tam-hon-370633.html