Man siger, at et hus har lige så mange døtre, som der er vinduer. Uanset om det er sandt eller ej, er de flygtige glimt af yndefulde skikkelser i flagrende kjoler (Ede-piger iført langærmede kjoler, der dækker deres hæle) eller synet af kvinder med "brun hud, klare øjne og blide figurer", der flittigt snor sig ved vinduet om aftenen, virkelig betagende. Når en datter bliver gift, tilføjes der et ekstra værelse til huset til de nygifte. Derfor kaldes det et langhus.
Ede-folket har for skik at spille på knah-gonger i deres langhuse, når der er en større begivenhed. Derfor har hver families hus på pæle en kpan-stol, der er mellem 5 og 10 meter, eller endda 15 meter, hvor gong-ensemblet kan sidde og optræde. Kun Ede-folket har kpan-stole. Elefanter, kpan-stole, bøfler, gonger, krukker ... er artefakter, der symboliserer en families eller klans rigdom og magt.
Ikke alle husstande i landsbyen er berettigede til at bygge en kpan, da det kræver mange dyre ritualer. Desuden skal husejeren have boet i 60 landbrugssæsoner og besidde betydelige aktiver såsom gonger og krukker, før man får lov til at bygge en; det er ikke noget, man kan gøre, når man vil.
Fordi skoven altid betragtes som en hellig enhed af lokalbefolkningen og skal respekteres, har de, når de beslutter sig for at bygge en kpan (et traditionelt siddeområde i træ), først en lille ceremoni bestående af en kylling og en krukke vin for at bede Yang-ånderne om tilladelse til at gå ind i skoven for at finde træ. De søger gennem den ene skov efter den anden og udvælger omhyggeligt træer, der er store nok til, at to til tre personer kan omringe dem med deres arme, helt lige og fri for parasitiske planter eller slyngplanter. De skal finde et eller to træer af samme størrelse, fordi et kpan-sæt til huset skal bestå af tre: en stor kpan til ching-holdet og to kortere jhưng (et andet traditionelt siddeområde) til værten og gæsterne at sove på.
 |
| Kpan er stedet, hvor gong-ensemblet optræder. Foto: Huu Hung |
Når de finder et træ, markerer de det, så andre ved, at det allerede er blevet valgt. Den dag, de beslutter sig for at fælde det, skal de også have en krukke vin og en kylling derhjemme for at informere Yang-ånderne om, hvad de vil gøre den dag. Når gruppen ankommer til det skovområde, hvor det valgte træ er, skal shamanen endnu engang bede skovånden om tilladelse til at fælde træet med kyllingen og vinkrukken.
Efter shamanens besværgelse vil syv unge mænd, der bærer sværd og fløjter, danse syv gange rundt om træets fod for at afværge onde kræfter, der måtte forhindre fremstillingen af stolen. Når ritualet er fuldført, fældes træet hurtigt. Ved fælden skal de overveje, hvilken retning træet vil falde for at undgå at knække eller beskadige de omkringliggende træer.
Når træet er fældet, vil den mest erfarne håndværker bruge sine hænder og bambuspinde til at beregne stolens længde og bredde. En træstamme på mere end 10 meter og 4 håndspænd i diameter kan kløves i to, nok til at lave både en kpan og en jhưng. Træet afbarkes hurtigt, skæres i de ønskede sektioner og kløves derefter igen i to. Ede-håndværkerens dygtighed demonstreres tydeligt her: Ved kun at bruge økser – xagat, uden høvle eller mejsler – forvandler de træstammens form til en glat, flad overflade og adskiller dygtigt delene for at danne et enkelt, solidt stykke til både ben og sæde på kpan-stolen. Den resterende del danner også en eller to jhưng-stole, kun kortere, men bredden, tykkelsen og benene skal forblive et enkelt, solidt stykke. Hvis der findes et stort træ, kan de kløve det i et sæt af tre stole. Kroppen og benene er et enkelt, solidt stykke – det er det særlige ved Ede kpan- og jhưng-stolene.
Efter Kpan er færdig, skal der afholdes en ceremoni for at informere skovånden om, at stolen vil blive bragt tilbage til landsbyen. Efter ceremonien udfører syv unge mænd khil-dansen og bruger sværd for at afværge onde kræfter, derefter løfter de alle stolen på deres skuldre og bærer den tilbage til landsbyen. Ved ankomsten til gårdspladsen kan den ikke straks placeres på platformen. Smukke unge kvinder skal udføre grứ phiơr-dansen - "flyvende fugle" - og endnu engang udfører de unge mænd en sværddans, hvor pigerne plasker vand for at byde stolen velkommen og for at afværge onde ånder fra skoven, også for at vise deres dygtige khil-dans, hvor de bliver overhældt med vand uden at deres tøj bliver vådt. Først efter denne procedure kan stolen bæres op på platformen. Den placeres på langs langs sydsiden af pælehuset (gong-ensemblet vil sidde mod nord).
 |
| Kpan er stedet, hvor gong-ensemblet optræder, når der er familiebegivenheder. Foto: Nguyen Gia |
Dette er det mest glædelige øjeblik for værtsfamilien. Større familier ofrer en eller to bøfler eller køer, mens mindre familier skal ofre mindst en bøffel og to grise til Yang (ånderne) for at modtage kpan eller kpan-diæten. Bagefter udfører pigerne pah kngan rong yang-dansen, hvor de klapper i hænderne for at invitere ånderne til at drikke vin, efterfulgt af bønner for at informere Yang og ønske et godt helbred til værtsfamilien og deres slægt.
Værten for drikkeselskabet (gai piê) inviterer ærede gæster i en "vandings"-stil (syv piger vipper korte bambusrør for at hælde vand i en krukke, og gæsterne skal drikke det hele), og inviterer derefter alle efter tur til at drikke mnhăm mring-vin for at dele med familien i aldersrækkefølge, kvinder først, derefter mænd.
Vinkrukker skal sendes rundt, og de skal aldrig slippes, før alle krukkerne er tomme. Endelig er det tid til underholdning; folk vil synge den fortællende k'ut-sang for at udtrykke deres følelser, eller den livlige arei-sang til legende udvekslinger, kurtisering eller gåder... Vinen flyder over, og når en krukke løber tør, bruges en anden. Kpan-processionen er en af de største familiefester og også en fælles glæde for hele fællesskabet.
Efter at have taget kpan med hjem, er næste trin at lave jhưng, som også følger de samme trin som at lave kpan.
Festivaler, der er dybt forbundet med samfundslivet, uanset om de er baseret på landbrugskalenderen eller livscyklussen, finder ofte sted i "fest- og drikketiden" - foråret - Tet-sæsonen (månenytår) for folket i det centrale højland. Den livlige lyd af knah-gongerne fra kpan stiger op over de lange huse på pæle og svajer i den blå himmel og det gyldne sollys, "og får kaninerne til at glemme at græsse, og aberne til at glemme at klatre"... Hele landsbyen fejrer familiens og samfundets rigdom, styrke og overflod...
Linh Nga Niê Kđăm
Kilde: https://baodaklak.vn/van-hoa-du-lich-van-hoc-nghe-thuat/202507/ke-chuyen-kpan-ede-88a1353/
