Kinh etniske landsbyer i Kina

Det er folk af vietnamesisk oprindelse, der migrerede hertil for mere end 500 år siden og nu er bosat i Tam Dao-området (en del af Giang Binh-kommunen, Dong Hung-byen, Guangxi-provinsen, Kina), mere end 25 km fra Mong Cai-grænsen i Vietnam.

"Er I Kinh-folk?"

Så snart vi ankom til An Nams fælleshus i fiskerlandsbyen Van Vi, kom fru To Tiet og greb fat i vores hænder og spurgte tydeligt: ​​"Er I Kinh-folk?" Når det er sagt, vendte hun sig hurtigt om for at kalde på sin mand, børn og naboer, så de kunne komme ud og snakke.

Alle summede, som om de lige havde fået gode nyheder. Selv fra den fjerneste ende af landsbyen humpede to ældre kvinder, over 80 år gamle, mod landsbyens torv med deres stokke for at møde os. "Er I vietnamesere på besøg?", "Er I Kinh-folk på besøg hos andre Kinh-folk?"... det var de spørgsmål, de to gamle kvinder blev ved med at stille.

Vi fortalte dem, at vi boede i Ho Chi Minh City, mere end tre dages kørsel fra den kinesiske grænse. Men ingen af ​​dem vidste det; de havde kun hørt, at deres forfædre for hundreder af år siden stammede fra Do Son ( Hai Phong City), fiskede på havet og derefter fulgte tidevandet til dette land, hvor nu mere end 20.000 mennesker af vietnamesisk oprindelse har bosat sig og etableret deres liv.

Kinh-folket synger Quan Ho-folkesange fra Bac Ninh og taler vietnamesisk i Kina.

"Vi ved ikke meget om Vietnam. Men hvis der kommer vietnamesere hertil, skal de blive og give os et måltid. Så de kan tale vietnamesisk, så vi kan høre det. De skal tale meget, så vi ikke glemmer vietnamesisk," inviterede fru Tiet entusiastisk.

Da vi ikke kunne afslå, nikkede vi samtykkende til at blive og spise et måltid med landsbyboerne. Mens vi ventede på, at alle skulle gøre sig klar, lånte vi elektriske motorcykler for at udforske Kinh-landsbyen. Jo længere vi kørte, jo mere overraskede blev vi over at opdage, at alt var præcis som en landsby i den nordlige region af Vietnam.

I udkanten af ​​landsbyen lå et fælleshus ved siden af ​​en brønd og en velkendt bambuslund. For hver femtende husstand eller deromkring var der en have, hvor der blev dyrket ris, kartofler og andre afgrøder. Kvinder iført koniske hatte dyrkede jorden og talte med hinanden på deres forfædres dialekt.

Da vi stoppede foran et købmandsforretning, bemærkede vi skilte, der solgte vietnamesiske varer såsom cigaretter, kaffe og endda chilisauce. Fru Do Tu, ejeren, kom ud og viste stolt en flaske fiskesauce frem, der for nylig var importeret fra den anden side af grænsen: "Landsbyboerne her producerer fiskesauce og bruger den til at krydre alle deres retter. Vi importerer mere fra Vietnam for at forberede os på den hårde havsæson, hvor der ikke er nok fisk til at lave fiskesauce."

Ifølge fru Tu er alle aspekter af livet her uændrede på trods af hundredvis af år. For mere end 15 år siden, før smartphones blev udviklet, importerede folk kassettebånd med vuggeviser og Quan Ho-folkesange for at sælge dem. "Min generation og generationer før os blev lullet i søvn af folkesange sunget af vores forældre. Mange mennesker kan spille vietnamesiske musikinstrumenter," fortalte fru Tu.

Du vil måske også synes om

Bac Ninhs traditionelle Quan Ho-folkesang tryllebinder lytterne.(CLO) Inden for rammerne af Diem Village Festival (Kinh Bac Ward, Bac Ninh-provinsen) fortsætter traditionelle Quan Ho-folkesangsoptrædener med at være et højdepunkt og tiltrækker et stort antal lokale og turister fra hele verden.

Glem ikke det vietnamesiske sprog.

Da vi vendte tilbage til landsbyens torv for at spise frokost, havde landsbyboerne allerede taget deres zither frem, klar til at optræde. Uden at tøve stod fru Tiet midt på torvet og sang med sin enkle stemme: "Elskende tager deres tøj af for hinanden, går så hjem og lyver for deres far og mor ... og siger: 'Åh, åh, jeg har krydset broen, skat, skat, skat, vinden blæser væk ...'"

Så snart hun var færdig med sangen, skiftede hun til at spille citer og fremførte Bắc Ninh Quan Họ-folkesangen "Climbing Mount Thiên Thai".

Fru Tô Tiết, et medlem af den etniske gruppe Kinh i Kina i 10. generation, spiller bầu (en type vietnamesisk strengeinstrument).

For at lære mere om vietnamesernes oprindelse i Kina besøgte vi Kinh Ethnic Museum, som forvaltes af Guangxi-provinsen.

Ved museets indgang står en statue af et par, der fisker på havet, hvilket symboliserer de tidlige dage med vietnamesisk bosættelse; indenfor genskaber den scener med processioner, køkkener og vietnamesiske specialiteter ... Det tager næsten en time at læse og lære al informationen på museet. Museet er åbent hver dag i ugen, og der er gratis entré.

Hr. Li Xian, museumsvagten, sagde, at de mennesker, vi mødte, tidligere blev kaldt annamesere eller vietnamesere, men nu kaldes de officielt Kinh-folket. Dette er et af de mindste etniske minoriteter i Kina.

Ifølge legenden migrerede tolv vietnamesiske familier i oldtiden efter fiskestrømmene og fordelte sig på tre øer ved navn Van Vi, Son Tam og Vu Dau. Gradvist blev disse tre øer fyldt op og dannede Tam Dao-halvøen, som den er i dag.

Hr. Hien sagde, at de lokale myndigheder for nylig har tilladt skoler i områder, der er beboet af den etniske gruppe Kinh, at inkludere vietnamesisk i deres læseplan. Det er ikke et obligatorisk fag, men næsten alle børn tilmelder sig ekstra timer. "Da de allerede kommunikerer med deres forældre på vietnamesisk derhjemme, lærer børnene meget hurtigt, når læreren underviser," sagde hr. Hien.

Unge mennesker i Tam Dao bevarer også det vietnamesiske sprog.

Ikke alene stræber de lokale efter at bevare deres sprog, men hvert år inviterer de også ældste fra Tra Co (Mong Cai City, Quang Ninh -provinsen) til Tam Dao for at vejlede dem i at organisere festivaler og tempelceremonier. Der er fire store festivaler hvert år, og disse er lejligheder, hvor folk kommer sammen for at fejre og bede om held og lykke.

Du vil måske også synes om

Dak Lak: 27 vietnamesiske frivillige soldater og eksperter bragt tilbage til deres hjemland.Efter næsten 7 måneder har Team K51 indsamlet information, ledt efter, opgravet og hjembragt 27 jordiske rester af vietnamesiske frivillige soldater og eksperter, der døde i Cambodja, tilbage til Vietnam.

Ifølge statistikker er der i Tam Dao mere end 120 Kinh-folk, der kan spille traditionelle vietnamesiske musikinstrumenter, og mere end 400 bøger, der optegner en skattekiste af folkelitteratur, herunder mange folkesange, ordsprog og eventyr ...

Da vi sagde farvel til Tam Dao, bemærkede vi et banyantræ foran landsbyen, der sandsynligvis var flere hundrede år gammelt. De lokale kaldte det Nam Quoc-træet som en påmindelse til fremtidige generationer om ikke at glemme deres nationale oprindelse.

Rejsen er ikke svær!

Vi var blandt de første grupper af turister, der ankom til Kina over land, efter at landet havde strammet grænsekontrollen i tre år på grund af COVID-19-pandemien. For at besøge de etniske minoritetssamfund Kinh skal du blot registrere dig for en grænsepas gennem Mong Cai (Quang Ninh-provinsen) på den nationale offentlige serviceportal for 50.000 VND.

Efter at have krydset grænsen ved Dongxing (Kina) tog vi en bus til Wanwei Beach for 10 yuan (ca. 35.000 VND). På stranden var der snesevis af boder, der solgte mad og drikkevarer. Næsten alle af dem var Kinh-folk og talte vietnamesisk; bemærkelsesværdigt nok var nogle iført traditionelle lange kjoler og simpel landsbydragt fra Nordvietnam.

Kilde: https://nld.com.vn/thoi-su-quoc-te/lang-nguoi-kinh-o-trung-quoc-2023041420502083.htm