Mere end 40 år efter Doi Moi (Renovering)-perioden fortsætter Ho Chi Minh City med at spille rollen som landets økonomiske lokomotiv. I de seneste 10 år er byens andel af BNP i den nationale økonomi dog faldet fra 27 % til 23,1 %; bidraget fra Ho Chi Minh City-regionen er faldet fra 36 % af det nationale BNP i 2001 til cirka 31 %.
Disse tal afspejler ikke et fald i byens potentiale eller vitalitet, men viser snarere, at den nuværende forvaltningsramme er for snæver til at imødekomme udviklingskravene i et økonomisk, finansielt og innovationscenter, der spiller en førende rolle på landsplan og har en befolkning på over 14 millioner mennesker.
I denne sammenhæng forventes udviklingen af loven om særlige byområder at skabe et fundamentalt skift fra pilotbaserede særlige mekanismer til en overlegen, langsigtet og stabil juridisk ramme for at danne en moderne byforvaltningsmodel, der giver Ho Chi Minh City drivkraft til at opnå gennembrud.

Årelang erfaring har vist, at Ho Chi Minh City ikke mangler støttemekanismer; lige fra Politbureauets resolutioner til Nationalforsamlingens resolutioner 54, 98 og 260 har Centralkomitéen altid givet byen særlig opmærksomhed.
De fleste af disse mekanismer er dog designet til at løse specifikke problemer i hver fase, er pilotprogrammer eller er tidsbegrænsede. Det nuværende krav er ikke at tilføje nye, specifikke mekanismer, men at opbygge en juridisk ramme, der er forenelig med status som "særlig megaby".
Et bemærkelsesværdigt punkt i det lovudkast, der i øjeblikket gennemgås af byen, er dets stærke decentralisering af magt til bystyret, med næsten 300 foreslåede beføjelser tildelt byens folkeråd, byens folkeudvalg og formanden for byens folkeudvalg. Dette er et vigtigt skridt fremad, der afspejler ånden i "lokal beslutningstagning, lokal handling og lokal ansvarlighed".
Den sande effektivitet af decentralisering ligger dog ikke i antallet af tildelte beføjelser, men i graden af autonomi i implementeringen. Hvis mange anliggender stadig kræver konsultation eller godkendelse fra centrale myndigheder før implementering, vil målet om at styrke Ho Chi Minh City-regeringens proaktive rolle være vanskeligt at nå.
Derfor peger de fleste udtalelser på workshops og konferencer, der giver feedback på lovudkastet, på, at byen dristigt bør foreslå Nationalforsamlingen en kodificering af bestemmelser, der er blevet afprøvet i praksis, for at begrænse tankegangen om langvarige pilotprogrammer og minimere unødvendige høringsprocedurer. Dette er et særligt vigtigt spørgsmål, fordi hvis loven stadig har "tøvende decentralisering", vil den ikke kunne implementeres gnidningsløst i praksis.
Et andet afgørende krav er skiftet fra en ledelsesmæssig tankegang til en styringsmæssig tankegang. I takt med at byer vokser i skala og kompleksitet, skal regeringen ikke blot udføre administrative funktioner, men også have værktøjerne til at fremme udvikling, koordinere ressourcer og reagere hurtigt på skiftende omstændigheder.
Lovforslaget trænger til en grundig gennemgang og finpudsning for at blive en lov, der frigør udviklingsressourcer. Feedback fra erhvervslivet viser et stort behov for et gennemsigtigt og stabilt institutionelt miljø, der er i stand til hurtigt at håndtere flaskehalse, der opstår i praksis.
Når ressourcer fra statsejede virksomheder, den private sektor, strategiske investeringer, videnskab og teknologi samt innovation frigøres ordentligt, kan byen generere nye vækstfaktorer.
Selvfølgelig kan selv den bedst udformede lov ikke skabe gennembrud i sig selv uden et kompetent, modigt og innovativt håndhævelsesteam. Fremragende institutioner skal ledsages af effektive kontrolmekanismer, klar ansvarlighed og et miljø, der opfordrer embedsmænd til at tænke ud af boksen og handle for det fælles bedste.
Derfor er loven om særlige byområder ikke blot en "privatsag" for Ho Chi Minh City. Den er også en afgørende test for national forvaltningstænkning i den nye udviklingsfase; en overgang fra en særlig mekanisme til en overordnet institution, fra administrativ forvaltning til moderne forvaltning, med ægte decentralisering og delegation af magt, og en udviklingsorienteret tilgang.
"At åbne den institutionelle ramme" for særlige megabyer betyder derfor også at udvide udviklingsrummet for hele landet. Den største værdi af denne lov vil ikke ligge i antallet af mekanismer, der gives, men i dens evne til at skabe en ny udviklingsmodel, der er i stand til at frigøre ressourcer, fremme vækst og sprede udviklingsmomentum til hele regionen og økonomien.
Kilde: https://daibieunhandan.vn/mo-the-che-cho-sieu-do-thi-dac-biet-10418801.html








Kommentar (0)