Nogle mennesker tager afsted uden at love at vende tilbage.
Den 5. juli 1989 blev DK1 Economic - Scientific - Service Cluster (forkortet DK1) officielt etableret, hvilket banede vejen for at beskytte suveræniteten på Fædrelandets sydlige kontinentalsokkel.
Fra de første offshoreplatforme, der blev rejst midt ude på havet, har utallige generationer af flådeofficerer og soldater fortsat klamret sig til havet og forvandlet disse stålkonstruktioner midt i bølger og storme til "levende vartegn", der bekræfter nationens hellige suverænitet.
Syvogtredive år er gået, og offshoreplatformene står stadig stærkt mod storme og oprørt hav. Men bag den vedvarende eksistens ligger sved, tårer og endda blod fra utallige flådesoldater. Ikke alle dem, der lagde de første "mursten" til DK1, vendte hjem.
I løbet af 37 år ofrede 13 modige officerer og soldater deres liv, hvoraf otte hviler for evigt til søs og betror deres ungdom til bølgerne på den sydlige kontinentalsokkel.
Efter 37 år med at have stået fast i frontlinjen kan disse veteraner, nu med gråt hår, stadig ikke skjule deres følelser, når de nævner deres kammerater. Blandt dem er oberstløjtnant Bui Xuan Bong, en overlevende fra den ødelæggende storm i 1990; og oberstløjtnant Tran Van Dung, en af de første officerer, der blev tilknyttet DK1 fra dens tidlige dage.
Eller tag oberstløjtnant Nguyen Tien Cuong - kaptajnen, der engang førte skibet med bambusstænger og rebrullerne for at undersøge placeringen af den første offshore-platform.
Tre mennesker, tre forskellige minder, men de mødes alle på ét fælles punkt: Deres ungdom blev efterladt på havet. Efter næsten fire årtier er minderne om deres første rejser, om kammerater, der aldrig vendte tilbage, og om deres løfte om at beskytte havet, lige så levende, som var det sket i går.
"At gå til en offshore platform er som at gå i krig."
Oberstløjtnant Bui Xuan Bong husker stadig tydeligt de tidlige dage med bygningen af offshore-platformene. "Dengang var det at tage til offshore-platformene som at gå i krig. Alle forstod, at de kunne dø til søs, men når de først havde accepteret missionen, ville ingen give efter." De første rejser startede næsten helt fra bunden.
Om eftermiddagen den 6. november 1988 sagde løjtnant Nguyen Tien Cuong farvel til sin nygifte kone, inden han gik ombord på skibet HQ-668. Hans unge kone stod tavs på molen med røde øjne af tårer. Han nåede kun at sige: "Havet er enormt, men jeg kommer helt sikkert tilbage."
Efter Gac Ma-hændelsen i 1988 føltes hver rejse til søs som at træde ind i kamp. Marineeskadrillen bestående af skibene HQ-668 og HQ-713 forlod Vung Tau med kun et magnetisk kompas, et par ruller snor og seks bambusstænger til dybdemåling som navigationshjælpemidler.
I det store hav var tørret vandspinat og dåsemad hovedingredienserne. Ferskvandstankene var forurenede med salt, så soldaterne måtte strække deres undertrøjer for at filtrere rusten fra, før de turde koge ris. Nogle gik en hel måned uden at børste tænder, fordi de var nødt til at spare på hver en dråbe ferskvand. Dengang var der ingen moderne radar eller sofistikeret overvågningsudstyr. Soldaterne bevogtede havet primært med deres øjne, erfaring og konstante årvågenhed dag og nat.
Mere end en måned senere, den 10. juni 1989, steg den første offshore-platform – Phuc Tan – ud i havet. Da de så strukturen stå fast mod bølgerne og vinden, brast mange soldater i gråd. Det var stolthedstårer.
Om eftermiddagen den 4. december 1990 fejede en pludselig, voldsom storm hen over Phuc Tan-olieplatformen. På det tidspunkt bandt ni officerer og soldater træplanker sammen for at danne en tømmerflåde for at undslippe. Ved daggry den næste dag havde en kæmpe bølge fuldstændig ødelagt platformen.
I det øjeblik af liv og død gav løjtnant Nguyen Huu Quang sin redningsvest og sidste ration tørret mad til sine kammerater, før han blev revet med af bølgerne. Lægeofficeren Tran Van La og soldaten Ho Van Hien omkom også til søs. De var de tre første martyrer i DK1.
Otte år senere ramte tyfonen Fathes igen og sænkede offshore-platformen Phuc Nguyen 2A. Kaptajn Vu Quang Chuong holdt det nationale flag mod brystet, før han blev opslugt af bølgerne. Han døde i begyndelsen af trediverne, før han overhovedet kunne stifte familie.
Løjtnant Nguyen Van An så aldrig sin to måneder gamle søn, og warrantofficer Le Duc Hong fik aldrig mulighed for at bære en professionel soldats uniform.
Deres liv sluttede så unge, men takket være deres ofre fortsætter man med at bygge offshore-platforme midt ude på havet.
Epikken fortsætter.
Syvogtredive år efter at de første offshoreplatforme blev opført på den sydlige kontinentalsokkel, har mange af soldaterne fra dengang nu gråt hår. Fortidens rejser, de voldsomme storme og minderne om deres kammerater, der for evigt forbliver til søs, står stadig levende i deres erindring.
Ude på havet i dag fortsætter unge soldater den rejse, som deres fædre og bedstefædre banede, og skriver i stilhed det næste kapitel i eposet om at forsvare havet med viljestyrke, mod og ansvarsfølelse.
Tidligere oberstløjtnant Trang Hai Au, der tilbragte 23 år på DK1-platformen, delte følelsesladet: "Soldaterne på platformen lagde aldrig våbnene ned. Intet sted er så besværligt som DK1, men intet andet sted gør mig stoltere. Der levede vi de mest meningsfulde år af vores liv."
For ham er DK1 ikke bare et sted at udføre sine pligter, men også en uadskillelig del af hans hukommelse og selve væsen.
I forlængelse af denne tradition delte major Nguyen Hung Cuong, der repræsenterer den yngre generation af officerer, der arbejder på DK1: "På offshore-platformen forstår vi dybt værdien af ansvar. Hver vagt, hver observation af havoverfladen eller hver håndtering af en situation er knyttet til opgaven med at beskytte fædrelandets hellige suverænitet. Havet er blevet en integreret del af vores væsen."
Hvis den forrige generation byggede disse offshore-platforme med viljestyrke, mod og offer, så har nutidens generation ansvaret for at vedligeholde disse "levende vartegn" med politisk skarpsindighed, faglig ekspertise, evnen til at mestre moderne våben og udstyr samt årvågenhed over for al udvikling til søs.
Truong Sa og DK1 står vagt for at sikre fred på fastlandet under ferien.
Selvom arbejdsforholdene er forbedret, præsenterer havet stadig barske udfordringer, der kræver, at hver officer og soldat er urokkelig i både viljestyrke og ekspertise for at udføre deres pligter.
Syvogtredive år betyder titusindvis af dage og nætter med storme; utallige forår uden fyrværkeri, breve båret over bølgerne fra fastlandet og afskeder uden løfte om tilbagevenden.
Men gennem de 37 år har DK1-offshoreplatformene stået stolt midt i det store hav, hvor utallige officerer og soldater standhaftigt har bevogtet hver en centimeter af havet og hver en meter af Fædrelandets kontinentalsokkel dag og nat.
De beskytter ikke blot stålkonstruktioner midt ude på havet, men værner også om nationens suverænitet, fred og tro på dette afsidesliggende og udfordrende sted.
Kilde: https://baovanhoa.vn/doi-song/mot-thoi-dung-nha-gian-mot-doi-giu-bien-242800.html
