![]() |
| Vejen er "farvet gul" af landskabet med gummitræer, der fælder deres blade i løbet af bladskiftesæsonen. |
Bladene på gummitræet begyndte at skifte farve fra toppen og ned. Først dukkede der kun et par gule pletter op, men gradvist fik hele skoven en karakteristisk rødbrun farve. Bladene faldt ikke i en fart. De faldt et efter et, langsomt, nok til at man kunne observere deres fine bane og tænke over det. Nogle blade hvirvlede blidt i vinden, andre faldt lige ned, rørte blidt jorden og lå stille, som om de havde fuldført deres opgave.
![]() |
| En ung kvinde poserer til et foto på en gummiplantage i bladfældesæsonen. Foto: Truong Hien |
Jorden under gummiskoven blev hurtigt dækket af et tykt, blødt tæppe af blade. Hvert skridt frembragte en tør, sprød lyd, subtil, men mindeværdig. Lyden var ikke støjende eller forstyrrende; den var blot en påmindelse om, at tiden gik, støt og sandt. Den velkendte røde grusvej føltes pludselig blødere, varmere, som om den var beskyttet af de samme blade, som træerne engang havde båret.
I denne sæson har gummiskoven ikke længere sin frodige, grønne krone, der dækker himlen. De lige, slanke stammer er tydeligere synlige, lysegrå og stille. I det golde rum virker himlen pludselig højere og dybere. Skyer driver langsomt, sollyset falder i lange striber på træstammerne, på jorden og endda på minder, man troede havde ligget i dvale et sted. Når man står i skoven, føler man sig let lille, mens naturen udvider sig, nok til at rumme navnløse tanker.
![]() |
![]() |
![]() |
| Unge kvinder poserer til billeder på en gummiplantage i løbet af bladfældesæsonen i Thuan Loi kommune, Dong Nai -provinsen. Foto: Truong Hien |
Den sæson, hvor gummitræer taber deres blade, fremkalder mere nostalgi end sorg. Det er som en nødvendig pause mellem to livsrytmer. Gummitræerne taber alle deres gamle blade for at spare energi til den kommende regntid, så den friske grønne krone igen kan dække himlen. Når man ser på bladene, lærer man pludselig at acceptere dem. Der er ting, som, hvis de ikke gives slip, ikke vil give plads til noget nyt.
I det rum gik det pludselig op for mig, at jeg også gik igennem en sæson med faldende blade. Støjen, de gamle ønsker, de ting, der engang tyngede mit hjerte, syntes at falde væk, lidt efter lidt. Ikke ligefrem trist, bare lettere. Gummitræets bladfaldssæson blev således en stille trøst: At øjeblikke med ensomhed er nødvendige i livet, så vi kan være stærke nok til at byde en ny grøn sæson, der venter os, velkommen.
Og så, når sæsonens første regn rammer jorden, vil nye skud spire på grenene. Gummiskoven vil blive grøn igen, frisk, som om den aldrig havde oplevet en sæson med bladfald. Men minderne om gummitræets bladfaldssæson – med dets rødbrune nuancer, duften af tørre blade og den dybe stilhed – forbliver som en smuk pause i naturens og hvert enkelt individs lange symfoni.
Pham Minh
Kilde: https://baodongnai.com.vn/dong-nai-cuoi-tuan/202601/mua-cao-su-thay-la-ede23d9/













Kommentar (0)