
"Vi begge venter og håber / Der er vinden, her bøjer dragens vinge sig" er en meget dagligdags, men stemningsfuld måde at beskrive interaktionen i kærlighed på. For det første placerer den første linje de to elskende i en fælles tilstand: "Vi begge venter og håber." Det er ikke den ene side, der venter på den anden, men to sjæle, der deler et fælles følelsesmæssigt "felt". Men skønheden ligger i den anden linje: "Der er vinden, her bøjer dragens vinge sig." Dette er et meget vietnamesisk billede. Selve dragen viser vindens kraft og bane. Derfor er dette ikke et envejsforhold, men et symbiotisk. Det samme gælder kærlighed. På et dybere niveau afslører digtet også en filosofi om kærlighed: Kærlighed er ikke to individer, der står side om side, men en interaktion, der skaber en ny enhed. Ligesom det er umuligt at adskille "vinden" og "dragen" i det øjeblik.
De to linjer, "I morgen vil børnebørn og slægtninge/ ikke vende tilbage til mindehøjtideligheden og helligdagene ... gradvist glidende fra hinanden," fremkalder en helt almindelig, men dyb bekymring: bekymringen for, at familie- og slægtskabsbånd vil falme med tiden. Ordet "gradvist" er særligt effektfuldt, fordi afstanden her ikke kommer pludseligt, men lydløst, lidt efter lidt, næsten ubemærket, indtil slægtskabets bånd er betydeligt mindsket. Bag disse to linjer ligger følelsen hos en erfaren person, dybt bevidst om værdien af familie og tradition. Denne bekymring handler ikke kun om at miste sammenkomster, men også om at miste fælles minder, fælles rødder og følelsen af at tilhøre en stor familie. Derfor bærer de to linjer en melankolsk tone, som en blid påmindelse om, at slægtskab ikke naturligt varer evigt, men skal plejes gennem tilstedeværelse, tilbagevenden og erindring om hinanden.
Især de to linjer: "Bærer et par digtvers / Sidder trist og sender mine tilfældige tanker til himlen" virker meget lette og rustikke, men de berører en af poesiens dybeste essenser. For det første er billedet af "at bære et par digtvers" fremragende. Før i tiden bar folk en håndfuld ris, en græskar vin og en lille kniv på deres rejse. Her bærer digteren intet materielt, kun et par digtvers. Poesi bliver en slags åndelig bagage. Livet er langt og omfattende, og nogle gange har folk intet at stole på andet end et par digtvers. Men digtets essens ligger i den følgende linje: "Sidder trist og sender mine tilfældige tanker til himlen." Tilfældige tanker er formløse, uden begyndelse eller slutning, uden en klar årsag. Det er en tristhed så tynd som røg, en flygtig følelse, der ikke kan navngives. Skønheden ligger i, at digteren ikke forsøger at forklare denne tristhed. Der er tidspunkter, hvor hjertet synker uden at vide hvorfor. Det er poesiens mest primære territorium. Og endnu mere speciel er gestussen med at "sende det til himlen". "Himlen" refererer her ikke nødvendigvis til den fysiske himmel. Det er mere som et uendeligt rum, hvor folk kan betro deres følelser og tanker. Derfor er "at sende de vage følelser til himlen" et meget smukt poetisk billede. Det beskriver den tilstand, hvor tristhed blidt er blevet frigivet. Ingen klamren, ingen klagen, ingen bebrejdelse. Bare stille og roligt lade den gå ud i den enorme tomhed. Når vi læser omhyggeligt, ser vi, at digtet bærer en ånd meget tæt på zen. Tristheden er der stadig, men den vejer ikke længere tungt. Den løftes op i en sky, et røgtæppe... Fra at være en persons private tanker smelter den sammen med himlen og jorden.
Det er smukke vers, uddrag fra "Blomster", "Uden dig", "Adskilt", "Gennem historien" osv. i "Dragen og månen" af digteren Bui Nguyen Tam. De fremhæver de mangefacetterede og nuancerede følelser hos en digter rig på erfaring. Og blot disse få poetiske detaljer er nok til at vise, at Bui Nguyen Tams poesi virkelig er imponerende for poesieelskere.
Kilde: https://hanoimoi.vn/ngoi-buon-gui-cai-vu-vo-len-gioi-1208497.html







