Jeg har altid troet, at hvert erindringsrige har sin egen unikke farve. Vinteren er farven på køkkenrøg, der sløres i den tidlige morgentåge, efteråret er den stille gule farve af blade, der falder på verandaen.
Og maj, måneden der markerer sommerens begyndelse og skoleårets afslutning, er solrig. Men ikke den skarpe, brændende sol; snarere er det det varme, gyldne solskin fra de sidste dage, man tilbragte i skolegården, hvor man lyttede til skoleklokkens rungende middagstid og holdt hænder med venner i øjeblikke, der synes at vare evigt.
Der er noget så anderledes ved maj. Skolegården er den samme, træerne er de samme, men pludselig er den mere stille, latteren er sjældnere, og i hver elevs fodspor synes der at være en ekstra, ubeskrivelig melankoli. Myrteblomsterne bliver lilla i hjørnet af gården, de flamboyante træer springer ud i livlige røde klaser, og cikaderne begynder deres lange, livlige, men gribende kvidren. Alt synes at have konspireret og lydløst signaleret den nært forestående afskedssæson.
De sidste dage af skoleåret bringer altid en følelse af vemodighed blandet med blidhed. Folk ser mere på hinanden, men taler mindre. Samtaler bliver kortere, mens blikkene bliver længere og dybere.
Der var tætte håndtryk, dvælende skulderberøringer, som om alle ville holde fast i et øjeblik mere, før de skiltes. Små papirstykker gik fra hånd til hånd, hastigt nedskrevne ønsker, usagte ting – alt forblev stille i hukommelsen.
Jeg husker en eftermiddag ved skoleårets afslutning, hvor hele klassen satte sig ned under et træ i skolegården. Uden at nogen sagde et ord, var vi alle stille i et par sjældne minutter, så pludselig brød nogen ud i latter, efterfulgt af en bølge af latter.
Dengang talte vi ikke om fremtiden, og vi nævnte heller ikke at slå op; vi sad bare ved siden af hinanden lidt længere, som om det at være tæt på hinanden var nok til at skabe et minde. Måske er det disse almindelige øjeblikke, der bliver de ting, folk husker længst.
Forelskelser mellem skolepiger og skoledrenge er rene og skrøbelige, men overraskende vedvarende. De behøver ikke et navn, et klart løfte eller en perfekt slutning. Blot en solstråle, der filtrerer gennem bladene, en velkendt lyd på en travl gade, er nok til at røre hjertet og fremkalde minder om en svunden tid, der synes at forblive perfekt intakt.
Jeg havde engang et presset kronblad af en føniksblomst i min notesbog fra sidste år på gymnasiet. Hver gang jeg åbnede den, blandede duften af gammelt papir sig med de dvælende minder om solskin fra fortiden, blid men dyb. Kronbladet er måske falmet med tiden, men følelserne er aldrig aftaget.
Det minder mig om en naiv tid, hvor vi elskede uden at vide, hvad kærlighed var, følte os triste uden at forstå, hvad tristhed var, og slog op, men stadig troede, at vi ville mødes igen i morgen, som om intet havde ændret sig.
Jeg husker, at en ven i hemmelighed skrev en meget kort linje på den sidste side af min årbog: "Husk ikke at glemme hinanden senere." Da jeg læste den igen, smilede jeg bare, for dengang troede alle, at det kun var midlertidigt, at man vekslede.
Men som årene gik, forsvandt nogle mennesker virkelig væk, mistede kontakten og så aldrig hinanden igen. Disse små ord blev pludselig en blid, men gribende påmindelse om, at nogle forhold kun kan bevares i ungdommens minder.
Der var tidspunkter, hvor jeg vendte tilbage til min gamle skole, gik langsomt ned ad de velkendte gange og kastede et blik på vinduet, der havde været en del af min ungdom. Alt syntes at forblive det samme: tavlen, bordene og stolene, rækkerne af træer, der stod stille i sollyset. Bare vi havde forandret os. Vi var vokset op, gået hver til sit, og bar minder med os, der aldrig kunne genopleves, minder, der kun kunne opbevares sikkert og lejlighedsvis stille genopdages.
For mig er majsolen ikke bare lys, men også en helt unik duft. Det er duften af skolegården efter sæsonens første regn, duften af hvidt kridt, der stadig hænger fast i mine ærmer, duften af gamle notesbøger og endda den svage duft af nogens hår i brisen. Disse dufte er ikke tydelige, ikke lette at navngive, men blot at fange et glimt af dem på den travle gade er nok til at få mig til at stoppe op og lade minderne strømme tilbage.
Mange år er gået, og jeg husker ikke længere alle detaljerne fra min skoletid, men jeg husker levende solskinnet fra de majdage. Jeg husker den blændende dimissionsceremoni, mine venners dvælende blikke, de hastige kram og løftet om at mødes igen – et løfte alle forstod om, at tiden kunne falme selv de mest strålende ting.
Maj er afskedens måned, men også den måned, hvor der tages nye begyndelser. Hver afslutning er en ny åbning. Ligesom sollyset, strålende og til tider barskt, men alligevel nærende modningstider og stille, men kraftfulde skridt mod modenhed. Og så, på livets lange rejse, vil der være tidspunkter, hvor vi stopper op, kun for at indse, at maj-solskinnet fra det år er blevet en kær del af vores minder.
Der er ting, der går forbi og aldrig vender tilbage, men der er også ting, der bliver klarere i vores sind, jo længere væk de er. Majsolskinnet er en sådan ting, både fjernt og nært, både strålende og blidt, nok til at varme et hjørne af vores minder, når vores hjerter pludselig finder fred midt i nutidens travlhed og travlhed.
Der var engang en skygge af sollys, der skinnede på mit liv, stille men dybt, så hver gang jeg husker det, varmes mit hjerte stadig, som om jeg stod i skolegården i maj, som om jeg aldrig var gået derfra.
Kilde: https://giaoducthoidai.vn/tan-man-nang-thang-nam-post778610.html
![[Video] Solnedgang ved Lap An-lagunen – Hvor solen går ned over fiskenetene](https://vphoto.vietnam.vn/thumb/1200x675/vietnam/resource/IMAGE/2026/05/31/1780192137701_beach-landscape-sea-water-nature-grass-745871-pxhere-com.jpeg)
Kommentar (0)