Ifølge oldtidens folk handlede "festmåneden" ikke om vild, støjende, overfyldt og konkurrencepræget fest, men snarere om at nyde livet, nyde januars ånd og elegant "slentre gennem foråret" for at nyde måneden med knopper og blomstring, forårsmåneden med dens livlige festivaler og fester... De gamle var glade, men de kendte deres grænser og hengav sig ikke til det ekstreme eller uhæmmede, som vi gør nu.
Når jeg læser Nguyen Nhuoc Phaps digt "Chua Huong" (Parfumepagoden) igen, finder jeg det utrolig romantisk. En ung pige, der lige er ved at blive voksen, ledsager sine forældre til pagoden, med pænt sat hår og pænt tøj: "Et lille tørklæde, en høj hestehale / Hun har en lyserød broderet overdel på / Nye silkebukser og bluse / Med en stråhat i hånden...". Så møder hun genert en flot ung mand: "Flodens vand er grumset / Han reciterer sagte poesi / Læreren roser: 'Fremragende! Så fremragende!' / Hun lytter, fuldstændig betaget."
Templet er overfyldt, men ikke travlt, støjende eller kaotisk. I stedet kommer folk for at nyde landskabet, snakke og opleve den spirituelle atmosfære, landskabet, floden ... hvilket giver unge par mulighed for at knytte bånd på en ren og uskyldig måde og love at gifte sig med hinanden efter kinesisk nytår.
Nguyen Du sagde: "Om foråret flyver svalerne forbi som skyttelbusser," hvilket betyder, at foråret går hurtigt som en vævende skyttelbusser. Tilsvarende skrev musikeren Trinh Cong Son: "Foråret er meget flygtigt," hvilket antyder, at smukke dage går meget hurtigt.
Men vi ved, at skønhed er flygtig, og hvis vi forhaster os med den, er det svært at værdsætte naturens skønhed, forårssæsonen, dadlernes skønhed, samtalernes skønhed, røgelsens skønhed på hellige steder ...
Når jeg læser nyhederne i dagene op til eller efter Tet (månatår), ser jeg, hvor travle og overfyldte vores folk er. Folk kæmper for at besøge Huong-pagoden, Yen Tu, festivaler og templer i Lao Cai, Thanh Hoa, Ha Tinh , Ninh Binh og Tay Ninh ... overalt er der ingen plads tilbage til, at de troende kan trække vejret, endsige overveje, værdsætte eller lære om historien bag de historiske steder, de besøger.
De søgte hurtigt efter et sted tæt på Buddha eller helgenerne, idet de ønskede at røre ved noget, der blev anset for at være helligt eller lykkebringende… Alle var entusiastiske, glemte deres træthed, og efter at have opfyldt deres ønsker, vendte de glade hjem, selvom pilgrimsfærden ikke var let, endda besværlig. Men for dem, der nu tager på forårsudflugter, betyder det ikke noget; det at føle sig lykkelig er det, der betyder noget. Det er en hastig oplevelse, at søge lykke og velsignelser. Alle ønsker, at gode ting skal komme til dem selv og deres familier.
Hvad mig angår, tror jeg ikke på det, for held og lykke kommer ikke så let til os. Sandheden er, at mange overtroiske mennesker bruger bestemte nummerplader til held og lykke eller bygger huse, der vender mod bestemte retninger, og derefter beder for alt på gunstige dage og måneder, men stadig lider af sygdom, ulykker, fængsling, ærestab og andre uheld.
Det er også mange menneskers utålmodighed. De skynder sig at kræve konsekvenserne af deres handlinger uden at så, nære eller vise kærlighed ... De skynder sig bare ind i templer og helligdomme, beder i et par minutter og håber så, at Buddha og helgenerne vil være vidner til deres bønner og bringe rigdom og velstand til deres hjem. Ingen helgen eller Buddha kan opnå en så stor bedrift.
Forskeren Vuong Tri Nhan kom med en ret interessant observation om "vores folks hastværk": "Folkets utålmodighed i dag stammer fra et snævert perspektiv, hvor de kun ser det umiddelbare liv uden at overveje de dybtgående og langsigtede konsekvenser; der er et mindreværdskompleks, hvor de ved, at de er for langt bagud i forhold til verden og derfor desperat forsøger at indhente det forsømte; der er kaos i deres værdisans, hvilket skaber en besættelse af råstyrke, hvor de tror, at kun hastighed kan gribe det, der tilhører verden."
I år har jeg ikke travlt med at vende tilbage til min hjemby tidligt. Kort sagt, jeg tror, at det sted, jeg bor i, er mit hjem. Mit hjem har også brug for at fejre Tet (månenytår), det har brug for folk, der kommer og går, snakker, ofrer røgelse og tjener fædrealteret. I dagene op til Tet gik jeg gennem hovedstadens gader og så forladte lejlighedsbygninger og aflåste huse. Folk havde forladt byen og vendt tilbage til deres gamle hjembyer. En følelse af tomhed og ødemark...
Mange vietnamesere tror stadig, at Tet (månenytår) skal tilbringes med at vende tilbage til deres hjemby, da det er deres sande hjem, mens byen blot er et sted at tjene til livets ophold. Jeg mener dog, at hjemmet, hvor jeg har boet det sidste år, hvor mine børn studerer, og hvor min ægtefælle og jeg tjener til livets ophold og sparer flittigt op, bør være det første sted, jeg husker. Nutiden er det mest stabile; først da kan jeg få mulighed for at huske min hjemby. Hvis det sted, jeg bor, ikke er godt eller stabilt, vil jeg ikke have midlerne til at vende tilbage til mit fædreland.
Derfor blev jeg i mange år hjemme for at fejre nytårsaften, og om morgenen den første dag i Tet tog jeg bussen tilbage til min hjemby. På det tidspunkt føltes alt afslappet: ingen trafikpropper, ingen folkemængder, og jeg kunne nyde den fredelige atmosfære på den første dag i det nye år på vej hjem.
Vietnameserne arbejder utrætteligt hele året rundt. Forårsturen ved årets afslutning burde være en afslappende affære, men i stedet skynder vi os til rolige steder og tager afsted lige så hurtigt. Vi ankommer og tager afsted hurtigere end selve foråret.
Kilde: https://baophapluat.vn/thong-dong-trong-ngay-xuan-rat-voi-e1383a3f.html
![[Video] Solnedgang ved Lap An-lagunen – Hvor solen går ned over fiskenetene](https://vphoto.vietnam.vn/thumb/1200x675/vietnam/resource/IMAGE/2026/05/31/1780192137701_beach-landscape-sea-water-nature-grass-745871-pxhere-com.jpeg)
Kommentar (0)