Da jeg studerede handlingsprogram nr. 1959/CTr-BVHTTDL, udstedt den 13. april af Ministeriet for Kultur, Sport og Turisme for at implementere resolutionen fra den 14. partikongres og resolution nr. 80-NQ/TW, var det derfor ikke kun de vigtigste retningslinjer, som allerede er meget klare, der fangede min opmærksomhed, men også det faktum, at dette program er blevet konkretiseret med et relativt detaljeret bilag med opgaver, med opgaver, tidslinjer og output. Dette er et meget bemærkelsesværdigt skridt fremad. For kun når større politikker er "infrastruktureret" i specifikke opgaver, med folk til at udføre dem, deadlines og målbare resultater, kan vi forvente reel forandring.
Samlet set demonstrerer dette program en forholdsvis omfattende tilgang. Kultur betragtes ikke længere som et "sekundært" felt, men ses nu i dets organiske forhold til økonomi, videnskab og teknologi, uddannelse og innovation. Dette stemmer perfekt overens med ånden i Politbureauets resolution 80-NQ/TW, som placerer kultur som både et fundament og en drivkraft for udvikling.
Når man ser på opgavetillægget, er det tydeligt, at ministeriet har adresseret de største flaskehalse i sektoren. Først og fremmest er der den institutionelle ramme. En række opgaver relateret til udvikling og ændring af grundlæggende love såsom loven om kulturarv, loven om filmfotografi, loven om turisme , loven om forlagsvirksomhed eller udarbejdelsen af nye love såsom loven om kulturindustri, loven om ophavsret... viser en vilje til at omstrukturere den juridiske ramme for kultursektoren.
I vores lokale forvaltningspraksis oplever vi tydeligt, at mange af de nuværende "flaskehalse" ikke skyldes mangel på ideer eller beslutsomhed, men snarere hindringer i mekanismer, regler samt fortolkninger og anvendelser af loven.
Hvis denne revision implementeres omfattende og løser konflikter og juridiske smuthuller, vil det derfor være et kæmpe løft. Et andet positivt punkt er, at programmet er begyndt at adressere mere specifikke problemer i driftsmiljøet. Mål som drastisk reduktion af administrative procedurer, sænkning af compliance-omkostninger, fremme af decentralisering eller etablering af en offentlig-privat partnerskabsbaseret kulturfond ... hvis de implementeres effektivt, vil det skabe mærkbare ændringer.
Fra et lokalt perspektiv kan en simpel strømlining af procedurer og skabelse af en mere åben mekanisme skabe adskillige muligheder for kunstnere, virksomheder og investorer i den kulturelle sektor. Især sætter jeg stor pris på programmets krav om at udvikle kulturelle indikatorer og et nationalt kulturdatasystem.
I mange år har vi talt meget om kulturens rolle, men vi har manglet værktøjerne til specifikt at måle dens bidrag til socioøkonomisk udvikling. Uden målbare data er det vanskeligt at styre og endnu sværere at overtale folk til at investere. Derfor er det den rigtige og nødvendige retning at skifte til en datadrevet ledelsestankegang.
Med erfaringerne fra den gamle hovedstad Hue nærmer vi os også gradvist denne retning. Digitalisering af kulturarv, udvikling af digitale kulturprodukter, fremme af turisme baseret på kulturelle oplevelser eller skabelse af nye kreative rum ... kræver alt sammen en robust data- og teknologiplatform. Når kulturarv ikke kun bevares, men også "genfortælles" på nye sprog, der er relevante for nutidens publikum, vil dens sande værdi blive formidlet.
Men baseret på den erfaring mener jeg, at den største udfordring ikke ligger i programudvikling, men i implementeringskapacitet. For det første indeholder opgavelisten stadig mange velkendte punkter: udvikling af forslag, udstedelse af planer og programmer osv.
Dette er en nødvendig opgave for statsforvaltningen, men at stoppe der kan nemt føre til en situation med "nok papirarbejde, men ingen reel forandring." Det, samfundet har brug for, er ikke bare endnu et projekt, men håndgribelige forandringer: flere kulturelle produkter af høj kvalitet, mere levende kulturrum og flere muligheder for kreativitet.
For det andet er mange af de opstillede mål meget gyldige, men at nå dem kræver specifikke implementeringsbetingelser. For eksempel er målet om at digitalisere alle kulturarvssteder en uundgåelig retning, men uden en samlet datastandard, en tilstrækkelig kompetent arbejdsstyrke og stabile økonomiske ressourcer kan det let føre til ufuldstændigt og fragmenteret arbejde. I virkeligheden står mange igangværende digitaliseringsprojekter stadig over for sådanne hindringer.
For det tredje skal de lokale myndigheders rolle defineres korrekt. Størstedelen af de kulturelle opgaver, lige fra at opbygge et kulturmiljø og udvikle institutioner til at bevare kulturarven og udvikle kulturindustrien, finder sted på lokalt niveau. Uden en klar rollefordeling og ledsagende ressourcer er det meget vanskeligt for lokalsamfund proaktivt at implementere disse opgaver effektivt. Erfaringen viser, at hvor lokale ledere oprigtigt bekymrer sig og anvender innovative tilgange, er kulturel udvikling særligt tydelig.
For det fjerde er spørgsmålet om ressourcer fortsat afgørende. Vi taler meget om socialisering og offentlig-private partnerskaber, men uden tilstrækkeligt attraktive og gennemsigtige mekanismer er det meget vanskeligt at tiltrække ikke-statslige ressourcer. Samtidig skal offentlige investeringer i kultur revurderes på en fokuseret og målrettet måde i stedet for at blive spredt for tyndt. Fra et kulturarvsbys perspektiv som Hue mener jeg, at dette handlingsprogram åbner mange muligheder for, at lokalsamfundet proaktivt kan tage føringen.
Kilde: https://baovanhoa.vn/van-hoa/nhin-tu-thuc-tien-mot-do-thi-di-san-220860.html
![[Video] Solnedgang ved Lap An-lagunen – Hvor solen går ned over fiskenetene](https://vphoto.vietnam.vn/thumb/1200x675/vietnam/resource/IMAGE/2026/05/31/1780192137701_beach-landscape-sea-water-nature-grass-745871-pxhere-com.jpeg)
Kommentar (0)