Tanker om Pho

Min mor er klodset til at lave mad, så hun holder det simpelt, men børnene er stadig begejstrede. Mine børn elsker pho med tykke, skårne nudler, men dem der sælges på markedet er alle tyndt skåret. Så jeg købte pho-papir og skar dem selv i skiver, cirka en centimeter tykke. Nudelsælgeren sagde, at det var for besværligt at skære dem i skiver. Men mine børn elsker det. Når de kommer hjem og tager en skål pho frem, jubler de, fordi nudlerne er tykke. Jeg er ikke helt sikker, men tykke nudler virker mere rustikke og traditionelle og mere tilfredsstillende at bide i.

Jeg er fra Nam Dinh, men jeg kendte ikke forskellen på Nam Dinh pho og Hanoi pho. Engang, mens jeg rejste i Nam Dinh, stoppede jeg ved en pho-restaurant og syntes, det var så lækkert, at jeg spurgte ejeren, hvor han havde fået sit oksekød fra. Han troede sikkert, at jeg var fra Hanoi og foretrak bystilen, så han sagde, at han købte oksekødet fra Hanoi. Åh nej!

Du vil måske også synes om

Tanker: 100 små bogstaver trodser det oprørte hav for at nå Truong Sa.GD&TĐ - 100 breve fra elever fra Nguyen Tat Thanh Secondary and High School (Hanoi) er blevet leveret direkte til soldater, der tjener i Truong Sa.

Men Nam Dinh pho, på de nætter på Vieng Market, med den kølige forårsluft, pho-boderne summer af aktivitet, hvor man stopper for en skål pho, bouillonen damper, de møre skiver kød hænger fast med lag af magert kød, sener og gyldengult fedt, pho-gryden simrer med okseben og udsender en duftende aroma – den fylder hele Vieng Market og varmer både hænderne, der holder skålen med pho, og den halvfulde mave, den dvælende følelse af noget på den forårsaften.

Jeg har prøvet vietnamesisk pho i Japan, USA og Tyskland – de første gange var for omkring 20 år siden, og det var pho tilberedt af udlændinge, ikke vietnamesere der. Dengang spiste jeg det med tankegangen om at se, hvordan pho smagte, når den blev tilberedt af udlændinge. Selvfølgelig var det skuffende; nudlerne var tørre og mugne, bouillonen var lavet med færdiglavede krydderier, og oksekødsbollerne var kedelige. Men disse restauranter var altid overfyldte, hvilket beviste, at selv uden Facebook eller sociale medier som nu, var pho allerede et stærkt brand globalt . En italiensk kvinde fortalte mig engang: "Jeg elsker vietnamesisk pho så meget; jeg kunne spise den hver morgen, hvor som helst." Den er mættende, men alligevel let og forfriskende, en kombination af smagsvarianter, farver og teksturer – stivelse, kød og grøntsager – og den er så tiltalende for lugtesansen.

Da jeg lyttede til hendes tale, gik det pludselig op for mig, at jeg aldrig rigtig havde lagt mærke til det perfekte match, men blot nydt en skål pho til morgenmad, når jeg skyndte mig på arbejde, nydt duften af ​​pho på en afslappet weekendmorgen, inden jeg gik ud og drak kaffe, eller travlt og glad tilberedt en kande pho til børnene derhjemme. Det var simpelthen et spørgsmål om øjeblikkelige følelser, og vi tænker ofte ikke meget over den lykke, vi har.

Den berømte kok Anthony Bourdain, der sammen med præsident Obama gjorde Hanois bun cha (grillet svinekød med vermicelli) berømt, havde en særlig passion for vietnamesisk køkken . Under sine mange rejser til Vietnam nød han altid entusiastisk den rige og farverige gademad, og han sagde også, at han især godt kunne lide pho. Du kunne spørge enhver udlænding, du har mødt, og måske ville to tredjedele, tre fjerdedele eller endda 99% sige, at de kan lide pho. På vietnamesiske menuer oversat til fremmedsprog bruges pho nu med sit oprindelige navn og behøver ikke længere at blive forklaret som "nudelsuppe" som på engelsk.

Du vil måske også synes om

Tanker: Må solskinGD&TĐ - I maj udgyder solen sit gyldne lys på træerne, der sprudler af livlig, ny vækst. Dette sollys strækker sig ikke kun over den klare himmel, men væver sig også diskret ind i minderne og flyder gennem ungdomsårene som en varm, klar og blid strøm, så beroligende, at hver gang man husker den, fyldes hjertet med en dyb følelse af længsel.

Pho er i sig selv så tiltalende, at det ikke behøver kulturarvsstatus. I starten syntes jeg, det var mærkeligt at høre om kulturarvsstatus. Men vi har altid brug for titler og historier for at formidle et budskab. Så når det først er anerkendt som kulturarv, hvad vil der så ske med pho? I årevis har vi diskuteret at forvandle Vietnams vidunderlige køkken til et globalt kulinarisk brand, en kulturel ambassadør og en del af Vietnams bløde magt. Pho er uden tvivl en af ​​disse komponenter. Men hvordan løfter vi pho til det niveau? Det kan bestemt ikke gøres tilfældigt, men det er heller ikke så svært, for pho i sig selv er allerede fængslende nok, som virkeligheden har bevist. Ordsproget "vejen til en mands mave" gælder for alle. Så det er fuldt ud muligt at elske Vietnam gennem pho. Desuden kan enhver mor fra ethvert hjem bringe glæde til sin familie med en kande duftende pho - en immateriel kulturarv - selvom hun ikke er en dygtig kok.

Kilde: https://daidoanket.vn/tan-man-ve-pho-10288952.html