
Illustrationsfoto: AFP
Geopolitiske spændinger, teknologisk konkurrence og tendensen til at beskytte nationale strategiske interesser driver processen med "global økonomisk fragmentering". I denne sammenhæng formes den internationale økonomiske orden gradvist til store blokke centreret omkring USA og dets allierede, Kina og vækstøkonomier, mens mange mellemindkomstlande og neutrale lande søger at opretholde en strategisk balance for at beskytte deres udviklingsinteresser.
Globaliseringen er på vej ind i en polariseringsfase.
I mere end tre årtier efter Den Kolde Krig drev globaliseringen udvidelsen af international handel, grænseoverskridende investeringer og globale værdikæder. Frihandelssystemet, bygget på fundamentet af den almindelige overenskomst om told og handel (GATT) fra 1947 og senere Verdenshandelsorganisationen (WTO) fra 1995, muliggjorde dyb integration for mange lande.
Men da vi gik ind i 2020'erne, dominerede geopolitiske og nationale sikkerhedsfaktorer i stigende grad de økonomiske beslutninger. Tendensen med "selektiv globalisering" eller "delvis deglobalisering" erstatter gradvist den tidligere model med omfattende integration. Ifølge mange internationale økonomiske eksperter kan 2026 blive en afgørende milepæl i omstruktureringen af den globale økonomi. Mange regeringer og virksomheder justerer deres forsyningskæde-, investerings- og handelsstrategier for at reducere afhængigheden af enkeltstående produktionscentre og øge modstandsdygtigheden over for geopolitiske chok.
Professor Gita Gopinath, professor i økonomi ved Harvard University og tidligere første vicedirektør for Den Internationale Valutafond (IMF), advarer om, at den globale økonomi er på vej ind i en periode med "usædvanligt skrøbelige" forhold. Ifølge hende var processen med geoøkonomisk fragmentering forudsagt på forhånd, men det er bemærkelsesværdigt, at disse kløfter ikke kun opstår mellem geopolitiske blokke, men også i selve Vesten. I en tale på World Economic Forum (WEF) i 2026 udtalte Gopinath: "USA og Europa viser stadig tydeligere forskelle i handel, teknologi og industriel strategi. Dette kan blive det vigtigste globale økonomiske spørgsmål i 2026."
I denne sammenhæng skifter international handel fra en omkostningsoptimeringsmodel til en tilgang, der prioriterer økonomisk sikkerhed. Begreber som "friendshoring" (flytning af forsyningskæder til venligtsindede lande) eller "nearshoring" (at bringe produktionen tættere på forbrugermarkederne) bliver stadig mere populære.
Udformning af store økonomiske blokke
Fragmenteringen af den globale økonomi fører til dannelsen af store økonomiske blokke centreret omkring forskellige magtcentre. På den ene side er der den USA-ledede økonomiske blok, der omfatter Den Europæiske Union (EU), Japan og mange andre udviklede nationer. Denne gruppe tegner sig stadig for en stor andel af den globale handel, teknologi og finans og har en dominerende rolle i internationale økonomiske institutioner. USA fremmer nye industripolitikker for at beskytte strategiske forsyningskæder, især inden for højteknologiske sektorer som halvledere, kunstig intelligens og ren energi. Love som CHIPS and Science Act og grønne industrielle subsidieprogrammer i USA og Europa demonstrerer en voksende tendens til at tilpasse økonomisk politik til nationale sikkerhedskrav.
På den anden side fremmer Kina, sammen med andre vækstøkonomier, alternative samarbejdsmekanismer, især udvidelsen af BRICS-gruppen. Tilføjelsen af nye medlemmer i de senere år har bidraget til, at BRICS er blevet et stadig mere indflydelsesrigt forum for globale økonomiske og finansielle spørgsmål. Gruppen fremmer initiativer til at reducere afhængigheden af det vestlige finansielle system, herunder styrkelse af betalinger i lokal valuta, udvidelse af udviklingssamarbejdet og opbygning af nye finansielle institutioner.
Men på trods af den stigende strategiske konkurrence mellem stormagterne tyder mange analyser på, at både USA's og Kinas globale indflydelse er gået ind i en relativt stabil fase i løbet af det seneste årti. Dette har åbnet større plads for mellemindkomstlande og vækstøkonomier til at spille en mere betydelig rolle i det internationale system.
Den voksende rolle af neutrale økonomier
I forbindelse med konkurrence mellem store økonomiske blokke vælger mange lande en balancerende strategi i stedet for at tage en endelig side. Disse økonomier, ofte omtalt som "mellemmagter", får stadig større indflydelse på den globale økonomiske struktur. Ifølge internationale undersøgelser er antallet af lande i denne gruppe næsten fordoblet siden afslutningen af den kolde krig. Lande som De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Indonesien, Tyrkiet og Indien udvider deres roller inden for handel, diplomati og regional økonomisk forbindelse.
UAE er et godt eksempel på en økonomisk diversificeringsstrategi i en kontekst af global fragmentering. Fra en økonomi, der var stærkt afhængig af olie, har den udviklet sig til et handels-, finans- og logistikcenter, der forbinder Asien, Europa og Afrika.
I Sydøstasien er Indonesien ved at blive en af regionens mest dynamiske økonomier. Med en befolkning på over 270 millioner og strategiske ressourcer som nikkel – en afgørende komponent i batterier til elbiler – er landet ved at blive et vigtigt led i den globale forsyningskæde for ren energi.
I mellemtiden udnytter Tyrkiet sin unikke geografiske placering mellem Europa, Asien og Mellemøsten til at føre en alsidig udenrigspolitik og opretholde forbindelserne med NATO, Rusland og vækstøkonomier. Indien betragtes også som et særtilfælde i det globale geoøkonomiske landskab. Med en forventet økonomisk vækst på omkring 7 % om året og et BNP på næsten 4 billioner dollars betragtes denne sydasiatiske økonomi af mange eksperter som en potentiel kandidat til at blive en økonomisk supermagt i de næste par årtier.
For regioner som ASEAN eller Mellemøsten er det ikke kun med til at beskytte økonomiske interesser at opretholde en strategisk balance mellem stormagterne, men det skaber også muligheder for at blive knudepunkter i nye handelsnetværk.
Global fragmentering medfører dog også mange risici. Undersøgelser viser, at antallet af internationaliserede konflikter er steget kraftigt i de senere år, da stormagter og mellemstore nationer spiller forskellige roller. I denne sammenhæng mener mange analytikere, at den verdensøkonomiske orden i de kommende årtier vil være mere udpræget multipolær med en magtspredning på tværs af flere økonomiske centre. Globaliseringen er derfor ikke slut, men går ind i en ny udviklingsfase – hvor forsyningskæder, teknologi og handel omorganiseres i regionale netværk og strategiske økonomiske blokke. Hvordan lande tilpasser sig denne tendens, vil bestemme deres position i den udviklende verdensøkonomiske orden.
Kilde: https://vtv.vn/trat-tu-kinh-te-moi-trong-ky-nguyen-phan-cuc-100260330155129521.htm








Kommentar (0)