
Kulturforskelle er som at træde tilbage.
Der findes sportsbegivenheder , der overskrider sportens grænser. VM er en sådan begivenhed. Hvert fjerde år vender milliarder af mennesker verden over deres opmærksomhed mod en enkelt bold. Folk kan være forskellige i sprog, hudfarve, religion, historie og udviklingsniveau, men i det øjeblik bolden ruller, synes disse forskelle at falme i baggrunden.
VM i fodbold i 2026 er ikke blot en turnering i større skala, men også en kulturel begivenhed i større skala. Tre nationer, tre historier, talrige immigrantsamfund og sammenflettede lag af identitet vil skabe et levende multikulturelt tapet. Ser man nærmere efter, ligner VM et moderne menneskeligt ritual. Det omfatter symboler, ceremonier, fællesskaber, minder og overbevisninger.
Det, der giver VM sin vedvarende appel, er ikke kun guldtrofæet, men også de kulturelle historier, som hvert hold bærer på. Brasilien går på banen med sambaens rytme, med en frisindet, spontan stil og en festlig ånd, der synes at gennemsyre hver eneste berøring af bolden. Argentina kan ikke kun prale af store stjerner, men også tango, sydamerikansk stolthed og kvarterer, hvor fodbold er en daglig følelse. Japan huskes ikke kun for sin taktiske disciplin, men også for billedet af fans, der samler affald op efter kampene – en lille handling, der siger meget om fællesskabskultur, selvrespekt og respekt for fælles rum.
Hvert hold repræsenterer derfor ikke kun sin egen fodboldkultur. De repræsenterer en livsstil, en stil, et sæt værdier. Nogle hold fremmaner disciplin. Nogle hold inspirerer romantik. Nogle hold udviser mod. Nogle hold bevæger seerne på deres rejse med at overvinde vanskeligheder. Nogle gange bærer et lille hold, der deltager i VM, de store ambitioner fra en nation, der ønsker at blive set af verden .
Fra det perspektiv er VM et levende museum for identitet. Men det er ikke den slags identitet, der sidder stille i en glasmontre. Det er en identitet, der bevæger sig, synger, græder, støder sammen, deltager i dialog og genopfinder sig selv.
På tribunerne ser man traditionelle kostumer, folkesymboler, farverne på det nationale flag, malede ansigter, danse, trommer og sange . I medierne ser man historier om mad , byer, migration, fællesskab, ungdom, familie og minder. På sociale medier ser man millioner af kulturelle fragmenter blive delt, transformeret og formidlet.
VM afspejler derfor ikke kun kultur, men genererer også kultur. Det er også derfor, at lande altid betragter VM og andre store sportsbegivenheder som muligheder for at fremme deres image, styrke deres bløde magt og øge international goodwill.
I en globaliseret verden er dette endnu mere betydningsfuldt. Globalisering fik engang mange til at bekymre sig om, at identitet ville blive fladtrykt, og kulturer ville blive mere ens. Men VM demonstrerer et positivt paradoks: Jo mere globaliserede vi bliver, jo mere har vi brug for identitet; jo mere forbundne vi er, jo flere nationer ønsker at blive anerkendt; jo mere integrerede vi er, jo mere skal hver nation vide, hvordan den fortæller sin egen historie. Uden identitet bliver integration let til assimilation. Uden evnen til at fortælle en historie kæmper kulturelle værdier for at nå langt. Uden blød magt vil en nation, uanset hvor succesfuld den er, have svært ved at skabe varig velvilje og beundring.
Generalsekretær og præsident To Lam understregede engang ånden i, at kultur skal vise vejen, dyrke karakter, styrke selvtillid og udvikle nationale bløde færdigheder. Når man ser på VM, bliver dette budskab meget relevant. En stærk nation er ikke kun en med en udviklet økonomi, moderne infrastruktur og avanceret teknologi. En stærk nation er også en, der ved, hvordan man får verden til at forstå den, huske den, elske den og ønske at komme tættere på den. Den styrke kommer fra dens image, historier, symboler, adfærd, følelser og overbevisninger.
Fodbold er i den forstand en helt særlig kulturel vej. Den behøver ikke megen teoretisk forklaring. Den går lige til hjertet. Et barn kan forelske sig i et fremmed land bare på grund af en spiller. En voksen kan lære om et lands kultur bare fordi de elsker holdets spillestil.
Et mål der fik millioner af hjerter til at banke som ét.
For Vietnams vedkommende, selvom landsholdet endnu ikke har kvalificeret sig til VM-finalen, er vi ikke uden for dette kulturelle rum. Vietnameserne elsker fodbold med en helt særlig kærlighed. Nætterne med gadefestligheder efter sejre for U23-landsholdet i Vietnam, landsholdet og kvindelandsholdet har vist, hvor kraftfuldt fodbold kan vække fællesskabsenergi.
Når det røde flag med en gul stjerne dækker gaderne, når fremmede smiler til hinanden, når et mål får millioner af hjerter til at slå som ét, er det ikke bare sportsglæde. Det er et kulturelt udtryk for patriotisme, for stræben, for behovet for at høre til og være stolt.
VM i fodbold i 2026 giver også Vietnam en værdifuld lektie inden for kulturindustrier. En fodboldkamp varer 90 minutter, men den genererede værdi kan langt overstige den tid. Før kampen er der mediedækning, historiefortælling, brandgenkendelse, billetsalg, ophavsrettigheder, souvenirs og digitalt indhold.
Under kampen er der stadionoplevelsen, lyden, belysningen, servicen, sikkerheden, ritualerne og fællesskabets følelser. Efter kampen er der dokumentarer, fotobøger, fandata, retrospektive rejser, mediediskussioner og kollektiv erindring. En stor begivenhed slutter ikke, når slutfløjtet lyder. Den lever videre i offentlighedens bevidsthed og i den kreative værdikæde.
Det er noget, Vietnam er nødt til at reflektere over. Vi har mange sportsbegivenheder, kulturfestivaler, kunstprogrammer og turismeaktiviteter med stort potentiale, men vi formår ikke altid at omdanne disse begivenheder til integrerede økosystemer. Ofte organiserer vi noget, og så er det slut. Et stort publikum betyder ikke nødvendigvis dybde. Storhed garanterer ikke brandgenkendelse. Følelser fører ikke nødvendigvis til håndgribelige resultater. Mediedækning garanterer ikke en langsigtet historie. Stolthed omsættes ikke nødvendigvis til økonomisk værdi, turisme, kreativitet eller mellemfolkelig diplomati.
VM viste, at kulturindustrien ikke starter med slogans, men med evnen til at designe oplevelser. Fans går ikke bare til en kamp for at se fodbold. De tager derhen for at opleve den festlige atmosfære, tage et billede, købe en souvenir, spise lokal mad, lytte til musik, møde forskellige mennesker og dele deres oplevelser på sociale medier.
VM minder os også om støttekulturen. Fans er ikke kun forbrugere af sport, men også kulturelle aktører. Den måde, de jubler, fejrer, debatterer og reagerer på sejr og nederlag, bidrager alle til at forme samfundet. Fans har ret til at være glade, men den glæde skal ledsages af ansvar. De har ret til at være triste, men den tristhed bør ikke blive ekstrem. De har ret til at elske deres hold, men den kærlighed behøver ikke at blive bevist ved at nedgøre andre hold.
Desuden, hvis Vietnam en dag ønsker at deltage i VM, ikke kun gennem sine fans' kærlighed, men også gennem sit landshold, skal vi starte med en kultur for sportsudvikling. VM-drømmen kan ikke begynde med kvalifikationsrunderne. Den starter på børnenes legeplads, fra idræt i skolerne, fra skolefodbold, fra ernæring, sportsmedicin, trænervidenskab, klubledelse, ungdomstræning, professionel etik, tv-rettigheder og en professionel kultur. Et stærkt fodboldfundament kan ikke bygges på flygtige følelser. Det har brug for et solidt kulturelt fundament.
VM i fodbold i 2026 begyndte med åbningsfløjtet, med livlige stadioner, ivrige fødder og store forhåbninger. Men for dem, der er involveret i kultur, fremkalder den rullende bold også en dybere tanke: I denne globaliseringens æra har hver nation brug for en måde at være til stede i menneskehedens sind. Nogle nationer er til stede gennem teknologi. Nogle gennem økonomi. Nogle gennem kunst, gastronomi, film og musik. Og der er øjeblikke, hvor en nation er til stede gennem fodbold.
Vietnam skal også forberede sig på at præsentere sig selv på følgende måder: selvsikker, human, kreativ og med en tydelig identitet. Når kultur bliver en blød magtfaktor, når sport bliver en del af kulturen, når fans bliver ambassadører for det nationale image, når hver begivenhed ses som en mulighed for udvikling, vil vi se, at VM ikke længere er en fjern historie i verden. Det vil blive et spejl for Vietnam, hvor vi kan reflektere over sig selv, over dets udviklingsvej, og over hvordan vi træder ud i verden med stolthed, venlighed og et ønske om at rejse os.
Kilde: https://baovanhoa.vn/the-thao/world-cup-2026-su-kien-van-hoa-toan-cau-236237.html































































